Selvfed Scenekunst – Middelalderteater som social propaganda

Ei blot til Lyst, lyder den tankevækkende sentens, der med enkelte pauser har stået prentet over det hæderkronede Kgl. Teaters Gamle Scene siden 1774, og som nu næsten er blevet hele den danske scenekunsts fælles motto. En påmindelse til de feststemte tilskuere om ikke kun at lade sig underholde, om at Thalia og Melpomene – teatrets to muser – er opbyggelige og ædle vejledere, der kan gøre tilskueren til et bedre menneske og verden til et bedre sted. Et sandt tankebarn af oplysningstiden!

Og det er selvsagt et kultursyn, jeg kun kan tilslutte mig. Men helt så nobel og ædel er scenekunsten nu altså ikke altid, nogle gange kan det være ganske svært at få øje på det opbyggelige element (særligt i disse kommercielle og tanketomme tider, hvor ethvert teater der drister sig til ikke med jævne mellemrum at sætte kommercielle og tanketomme hitmusicals på plakaten, hurtigt står med en sal fuld af tomme sæder). Nogle gange fornemmer man andre, og knap så ædelmodige, motiver for skuespilkunsten. Og det er der sådan set ikke noget nyt i.

Oprindeligt arbejdede skuespillere ikke i teatre, men på intermistiske scener,
rejst på torvet – eller hvor der nu lige var plads.

I sin rod er scenekunsten ganske overordentligt moralsk og højpandet. I sin rod er teatret nemlig udsprunget af de kirkelige messer i middelalderen, der efterhånden begyndte at blive krydret med forskellige dramatiske indslag, der skulle gøre det hele lidt mere spiseligt og imponerende. Romerkirken har alle dage haft en veludviklet sans for showmanship, og teatret opstod så at sige i Det Allerhøjestes tjeneste. Men der gik ikke lang tid, før andre motiver også fandt vej til den ualmindeligt effektive, nye måde at tale til offentligheden på. I senmiddelalderen havde teaterkunsten udviklet en sub-genre, der måske nok var grovkornet, rå og vulgær, men som ikke desto mindre var larmende morsom og havde meget bred appeal. Særligt de såkaldte moralspil, hvor dyder og laster blev personificeret, var populære, og skønt dyderne ufravigeligt altid gik af med sejren i sidste ende, var det som regel lasterne der havde alle de gode replikker; den dybereliggende moral var sandsynligvis mere en nødvendig undskyldning for løjerne, end det egentlige mål. Nogle gange tog man faktisk skridtet fuldt ud, og slap enhver forbindelse til opbyggelighed, god moral og samfundssind. Og ét af de bedste eksempler er faktisk fra dansk grund!

Der er kun bevaret en meget lille mængde teatertekster fra middelalderens Danmark. Af disse er langt størstedelen idag af rent akademisk interesse: vittighederne er ikke morsomme, pointerne er ubegribelige uden et vildnis af forklarende fodnoter, og i en del tilfælde er manuskripterne tilmed kun delvis bevarede. En enkelt spektakulær undtagelse er dog komedien Den Utro Hustru, som ved flere lejligheder har været spillet på min herlige gamle arbejdsplads, Middelaldercentret i Nykøbing F. Stykket er, som det eneste, umiddelbart forståeligt, intakt bevaret – og helt utroligt morsomt!

Kulisser var stort set ikke-eksisterende, men
kostumer og masker gjorde man meget ud af.

Manuskriptet er nedskrevet i slutningen af 1520´erne, altså i middelalderens allersidste år. I en vis forstand er stykket en slags “missing link” mellem middelalderens stive og ritualiserede mysteriespil og renaissancens mere forfinede komedier; personerne er på den ene side åbenlyst formet af moralspillenes papfigur-agtige, legemliggjorte dyder og laster, på den anden side ligger komikken slet ikke fjernt fra den, man f.eks. finder omkring den aldeles uimodståelige sir John Falstaff i Shakespeare´s “Henry IV”-skuespil. Det er, langt hen ad vejen, den samme slags finurlige løjer, der bærer humoren – men i modsætning til Shakespeares renaissancedramaer opvejes den braldrende, larmende falden-på-halen-komik ikke af en tilsvarende poesi, dybde og psykologisk troværdighed; i “Den Utro Hustru” er der ingen skjulte dybder eller stilistiske raffinementer – what you see is what you get: lårklaskende klovnerier og narrestreger, hverken mere eller mindre! Grovkornet og vulgært, javist – men det er Rabelais, Boccacchio og Chauser også; sådan var tidens smag for humor.

Prutter, bæ og sjove kropsfunktioner var hysterisk morsomme i middelalderen.
Det var en tid, der led af kollektiv, universel tourette.

I korte træk er handlingen som følger: En mand drager på pilgrimsfærd, og efterlader sin unge hustru alene hjemme. Næppe er han ude ad døren, før den første bejler melder sig, en snavset og skidden bonde. Hun afviser ham, men han lægger an til at forgribe sig på hende med magt. I sidste øjeblik træder en munk ind ad døren, og jager bonden bort.

Dernæst gentager historien sig – for munken er naturligvis kommet i samme ærinde som bonden. Også han forsøger at gøre sine hoser grønne, men selvfølgelig afviser den unge hustru også den liderlige gudsmand. Også han forøger at tvinge sin vilje igennem, og hans gemene plan går kun i vasken, fordi en nobel adelsmand i sidste øjeblik kommer den stakkels, nødstedte kvinde til undsætning.

Men også han har selvfølgelig ufine hensigter, hans formål med besøget er ganske det samme som bondens og munkens. Han afvises dog (høfligt!), og opsøger i stedet den lokale heks, der lover at hjælpe ham… mod behøring betaling, naturligvis.

I tiden op mod reformationen var fortællinger om skinhellige og
hykleriske munke meget udbredte.

Efter en del fornøjelige forviklinger og dramatiske special effects lykkes det i sidste ende adelsmanden, med heksens og djævlens assistance, at overvinde den forladte hustrus modstand… og så slutter stykket! Tæppe! Ingen fine moraler, ingen belærende og løftede pegefingre! Den eneste morale er jo nærmest en anti-morale: at alle kneb gælder.

Umiddelbart kunne man jo så tænke, at der nok ikke er meget andet at komme efter her, end den helt åbenlyse underholdningsværdi. Dér ville man dog alligevel tage fejl – for stykket har faktisk et dybere, underliggende budskab. Men det er et socialt budskab, ikke et moralsk. Og nøglen til budskabet skal findes i dét samfund, den sociale virkelighed, som stykket udspiller sig i.

Den gamle engelske Alfred den Store, der var konge af Wessex i sidste fjerdedel af 800-årene, formulerede middelalderens samfundssyn ret skarpt. Der findes, hævdede han, tre slags mennesker: de der arbejder, de der beder, og de der kæmper. Det er i grunden en fin opsummering af hele den feudale samfundsopfattelse, hvor alle – i princippet – har deres faste, klart definerede plads. I teorien var der ingen andre kategorier i middelalderens Europa, alle kunne indplaceres i dette enkel system…. bortset fra, at det kunne de selvfølgelig ikke i praksis! Der er nemlig én gruppe, der helt falder udenfor: håndværkere og handelsfolk. Middelalderens nye samfundsklasse.

De tre “etablerede identiteter” modsvarer nøje skuespillets tre bejlere: Bonden arbejder, munken beder, og adelsmanden er ridder, han kæmper. Det er med andre ord de tre anerkendte samfundsklasser, der får en tur gennem latterliggørelsesmaskinen og bliver hængt grundigt til tørre. De eneste mennesker, der ikke bliver eftertrykkeligt udstillet og gjort til nar, er netop… håndværkerne og handelsmændene. Byernes beboere. Altså de selvsamme mennesker, der stod bag teateropsætningerne – der jo var et udtalt byfænomen! “Den Utro Hustru” er simpelthen det fremvoksende borgerskab, der gør sig lystig over alle andre mennesker… og dermed et synligt udtryk for, at de danske købstæder mod slutningen af middelalderen havde vundet så meget selvtillid, at man turde udtrykke det klart og åbenlyst. Skuespillet er ikke (kun) en fornøjelig komedie. Det er (også) den fremvoksende handelsstands krav om politisk medindflydelse og anerkendelse. De lumre og naive løjer på scenen er i virkeligheden et skalkeskjul for samfundsrevsende og revolutionære tanker!

Og således, kære læser, kan et tilsyneladende uskyldigt stykke komedie vise sig at have dybde og sociale implikationer, man end ikke havde drømt om på forhånd. Det er i sandhed… Ei blot til Lyst!

***

Teksten til Den Utro Hustru er redigeret og udgivet med kommentarer af Leif Søndergard – se nærmere HER