Kanonfoder og Kaninfoder – om krigens positive virkning på folkesundheden

At krig er rædsomt kan der selvfølgelig ikke herske tvivl om. At det er drønhamrende farligt kan man jo heller ikke rigtig benægte. At krigen imidlertid også kan have en positiv effekt på helbredet er måske lidt mere overraskende – men det kan den faktisk!

Danske rationeringskort fra 1919 og -20; det tog tid at få leveringerne op at køre igen.

Nu ville det selvsagt ligge disse spalter ualmindeligt fjernt at hylde krigen. Den er fæl, dum og primitiv, og skal naturligvis undgås. Men fakta er fakta, og dét hverken skal eller kan man benægte. Og det er altså et faktum, at krig under visse omstændigheder kan være sundt! Beklageligvis er det sjældent de, der udkæmper den, der høster de helsemæssige fordele…

Første Verdenskrig lagde som bekendt en voldsom dæmper på den frie verdenshandel. Varetyper, der tidligere havde suset lystigt rundt i verden i togvogne og skibslaster, blev pludselig sjældne, når diverse handelsblokader og embargo´er satte ind. Import og eksport styrtdykkede, og varer som man tidligere havde mæsket sig uhæmmet i, blev med ét sjældne og vanskelige at få fingre i. Selv om Danmark var neutralt under Første Verdenskrig blev vareudbudet alligevel kraftigt påvirket, og et stykke inde i krigen blev man tvunget til at indføre rationering – ganske som vi kender det fra 2. Verdenskrig.

I første halvdel af det 20. Århundrede var de skiftende danske regeringer ind imellem både innovative og forholdsvis proaktive. I 1917 bad man, under indtryk af en noget deprimerende fødevaresituation, lægen og ernæringseksperten Mikkel Hindhede om at opstille en kostvejledning, der kunne hjælpe befolkningen gennem krigens prøvelser med i hvert fald en hæderlig del af deres gode, naturlige huld i behold. En stor del af de fødevarer, man traditionelt havde regnet for fuldkomment uundværlige – særligt flæsk, mælkeprodukter og bacon, der jo den dag idag af mange regnes for fuldkomment afgørende for menneskelig trivsel – var jo blevet vanskelige at få fat på, og kunne slet ikke fremskaffes i de enorme mængder, man ellers var vandt til at proppe i sig.

Dr. Hindhedes “Igor”, den navnkundige Kartoffel-Madsen (hvis helbred altså var førsteklasses!)

Mikkel Hindhede (der iøvrigt langt ude var i familie med filosoffen Søren Kierkegaard) var allerede før krigen en lidt kontroversiel skikkelse.  Han havde taget en helt usædvanligt flot lægeeksamen i 1888, og tilbragte de første 20 år af sit virke som privatpraktiserende læge i Skanderborg, men var i 1909 rykket til København. Her kastede han sig over ernæringsforskning, hvor han især fokuserede på at kortlægge menneskets behov for protein. Han metoder var overvejende praktiske, og hans resultater viste at proteinbehovet var langt, langt mindre end man hidtil havde antaget. Kødforbruget burde reduceres, og i stedet burde der skrues gevaldigt op for grøntsager, groft brød og kartofler.

Netop Hindhedes forskningsmetoder var bemærkelsesværdige. Han lod f.eks. sine forsøgspersoner – hovedsageligt ham selv og hans familie – leve på ret usædvanlige diæter gennem længere tid (hans assistent og faste forsøgskanin, Frederik Madsen, levede således af lutter kartofler i halvandet år); som vestjysk bondesøn var Hindhede vokset op på en spartansk kost med meget lidt animalsk føde, men under lægestudiet blev han oplært i tidens sundhedsdogme: kød, kød og atter kød! Det bekom ham dog ikke vel, og i stedet begyndte han at arbejde for en mere enkel kost. De klassiske nydelsesmidler tog han skarpt afstand fra; i samtiden ville man udråbe ham til et geni, hvilket han dog selv afviste på det strengeste: “Jeg var klar over, at være et ganske almindeligt menneske, hvis held jeg væsentligt tillagde, at jeg levede et sundt liv, mens mine kammerater i mere eller mindre grad ødelagde sig ved datidens uhyggelige studenterliv, regelmæssig lørdagssold, muligt med påfølgende pigebesøg osv.” Altså: ingen tobak, ingen alkohol, ingen fede saucer! Ikke overraskende blev Hindhede af en samtidig rival omtalt som “den største, jyske glædesdræber, der nogensinde har hjemsøgt dette land!”

“Blæksprutten” var kun ét af mange medier, der gjorde sig lystig på Hindhedes bekostning; her er hans middagsgæster svundet ind til rene skygger. Men virkeligheden var altså nærmest det modsatte.

Og det er da ganske sandt, at Mikkel Hindhede ikke ligefrem ligner en festabe. Han må – hvis vi skal være ganske ærlige – have været lidt af en kedelig fætter. Men fakta taler for sig selv, og lader sig ikke benægte: hans private patienter havde langt færre sygdomme og langt bedre helbredelsesprocent end normalt med et radikalt mindre medicinforbrug (hvilket selvfølgelig gjorde ham inderligt upopulær i apotekerkredse) (!), hans forsøgspatienter stortrivedes… og da den danske befolkning af krigens nød blev tvunget til at leve efter hans borderline-vegetariske foreskrifter under og lige efter krigen, faldt dødeligheden dramatisk. Det samme gentog sig iøvrigt under 2. Verdenskrig, hvor man – igen tvunget af omstændighederne – vendte tilbage til hans kostråd.

Lad mig være ganske ærlig: jeg holder lige så meget af en god, saftig bøf som enhver anden. Instinktivt foretrækker jeg helt afgjort kød frem for ukrudt. Jeg kan sagtens nyde en skål frisk, sprød salat, men i almindelighed en grønt helt klart tilbehør; kernen i et rigtigt måltid er og bliver…. kød!

Men jeg ved også godt, at jeg taler mod bedre vidende. Jeg bilder mig ikke ind, at det er sundt. Som lidt af en skabs-anarkist er jeg i grunden en varm tilhænger af personlig frihed, herunder naturligvis friheden til at spise, ryge og drikke, hvad pokker man nu har lyst til, sundt eller ej. Men fakta lader sig altså ikke benægte. Mikkel Hindhedes kedsommelige og glædesløse puritaner-diæt fra 1. Verdenskrig havde beviseligt en voldsomt gavnlig effekt på danskernes sundhed.

I dag er vores kostvaner generelt væsentligt bedre end de var for et århundrede siden. Vi fylder os trods alt ikke længere med piskefløde og flommefedt, og både rygning og alkoholforbrug er betydeligt mindre end for blot få årtier siden. Adgangen til varer fra hele verden er lettere end nogensinde før, og selvfølgelig skal vi allesammen have lov at nyde tilværelsens goder. Men det er nu alligevel tankevækkende, at krigstidens mangelsamfund og rationering satte sig så åbenlyse spor i folkesundheden; måske burde vi overveje at tage ved lære af erfaringerne; dybest set er det jo, synes det mig, nærmest lidt ynkeligt, når vi i dag ikke kan lade være med at ophøje kødvarer til en livsnødvendighed… og bacon til et ufravigeligt kriterium for danskhed!

***