Flyvende Grise, eller: Hvordan en Vittighed blev til Virkelighed

I mit mangeårige virke på Middelaldercentret i Nykøbing Falster har jeg ikke overraskende haft en lang, lang række umådeligt fornøjelige oplevelser. Det er næppe mange steder, der byder på så mange muligheder for spøjse gøremål; hvor ellers kan man skyde med store kanoner, få tæsk med tunge våben, bære klæder så ekstraordinært prangende at det næsten er uden sidestykke, få lov at smide folk i havnen, lokke frivillige til at piske sig selv… og tilmed ikke blot have lov til, men rent ud være forpligtet til at være en arrogant, magtmisbrugende slyngel? Jo, det har så sandelig været en fest… og er det såmænd stadig, fra tid til anden.

Årene på Middelaldercentret har budt på mange interessante og fornøjelige oplevelser.

Prominent blandt de mange vidunderlige oplevelser har selvfølgelig været de daglige afskydninger af centrets imponerende vartegn – de enorme, stenkastende blider. Selv efter at have deltaget i afskydninger gennem mere end tyve år er de stadig blandt mit absolutte yndlings-legetøj i hele verden, og det er en unik oplevelse hver eneste gang. Også, når man bogstaveligt talt må have gjort det hen ved tusind gange før. Bliderne er simpelthen fantastisk fascinerende. Punktum.

Nu er mekanisk snilde mildt sagt ikke blandt mine spidskompetencer. Selv om jeg i sin tid faktisk blev uddannet som blidemester (og derfor i teorien er fuldt kvalificeret til at betjene de respektindgydende apparater) har jeg altid fundet det sikrest at lade mere kyndige hænder end mine tage sig af det praktiske, mens jeg selv har helliget mig formidlingsdelen – altså at forklare tilskuerne hvad det er for nogle apparater, og hvordan de i sin tid blev anvendt. Og når man formidler er det aldrig nogen skade til, hvis man glimtvis også kan være en smule morsom; latter skader aldrig, og et leende publikum er lige så lidt et tegn på at man er for poppet, som et sovende publikum er et vidnesbyrd om éns dybe saglighed. Humor er godt.

Middelaldercentrets mægtige blider (foto: GuldborgsundGildet)

Derfor har der gennem alle årene bevidst været tilstræbt et vist glimt i øjet, når der formidles. En lille morsomhed diskret lagt ind hér og der er en god måde at holde tilhørerens opmærksomhed fanget på. Og blandt de allerførste morsomheder jeg selv hittede på i forbindelse med bliderne, var en fjantet, henkastet sidebemærkning om grises aerodynamiske fortræffeligheder.

Fra kildematerialet vides det, at man i middelalderen ikke blot kastede med sten, men også med alt muligt andet forhåndenværende – lokumsspande, afhuggede hoveder, bistader, tønder med brændende tjære, og en masse andre gode og kreative sager. Døde dyr, for eksempel. Forrådnede dyrekadavre blev benyttet som kasteskyts, fordi det var formidabelt til at sprede sygdom blandt en i forvejen svækket og udsultet indesluttet fjende – en slags tidlig biologisk krigsførelse. Og for at sætte lidt kulør på fortællingen lagde jeg mig allerede fra starten efter at påpege, at svin jo er særligt velegnede til anvendelse som kasteskyts i blider… på grund af deres formidabelt aerodynamiske kropsbygning!

Bemærkningen er selvfølgelig tænkt som en morsomhed, og efterfølges altid af et tydeligt “tø-hø” (det universelt anerkendte tegn på en vaskeægte dad-joke); i praksis har svin selvfølgelig været egnede, men ikke mere end så mange andre væsner; at deres legemer er aerodynamiske er helt uden betydning, fordi alt, hvad der slynges afsted i en blide, automatisk sættes i heftig rotation; kasteskytset snurrer voldsomt når det slynges afsted, og grisens kropsbygning har ingen nævneværdig betydning for dens ballistiske adfærd.

Pædagogisk anskueliggørelse af grise-legemets ballistiske fortræffeligheder (her illustreret ved Porcus Ernestshepardiensis)

Imidlertid sad jeg en aften for nylig, og kom til at tænke på den faste engelske vending when pigs fly (“når grise flyver” – omtrent modsvarende vores eget “når der er to torsdage i en uge”, altså “aldrig”). Og affødt heraf rejste sig selvfølgelig helt uafvendeligt spørgsmålet: gad vide, om nogen i nyere tid har prøvet at kaste en gris afsted med en blide?  Spørgsmålet er såmænd ikke så tosset som det lyder; der findes folk i dag, der har bygget blider og kastet med de særeste ting – fra flødeboller og meloner over klaverer og personbiler, til betalende tilskuere (sidstnævnte viste sig iøvrigt at være en rigtig dårlig idé) – så det var da ikke helt utænkeligt, at nogen på et eller andet tidspunkt også havde hittet på at kaste med en død gris. Jeg blev nysgerrig, sagen måtte undersøges!

En hurtig søgning på nettet afslørede, at der findes mange specialiserede netfora for blide-etusiaster. Overraskende mange. Og på ikke så få af dem figurerer kommentartråde, hvor brugerne ivrigt fortæller hinanden om den middelalderlige tradition med at kaste med grise… på grund af deres fremragende aerodynamiske form!  Nu er tanken om de ballistik-egnede grisebasser jo egentlig forholdsvis nærliggende, og jeg kan selvfølgelig ikke påtage mig det fulde ansvar for mytens udbredelse; andre er givetvis på egen hånd og ad egne veje nået frem til samme tanke. Men alligevel var det på én gang både sjovt og lidt foruroligende at se, hvordan en småbøvet vittighed pludselig var blevet til et hæderkronet faktum… En fin illustration, synes jeg, af at man kan søsætte en ubetydelig sidebemærkning, en fjantet lille morsomhed, for så, år senere, at se den vende tilbage som en boomerang og ramme én midt i fjæset – ophævet til uimodsigelig sandhed!

Men betyder den erfaring så, at man bør afholde sig fra at forfalde til platte morsomheder når man formidler historie? Er faren for, at man uforvarende kommer til at danne myter for overhængende? Nej, selvfølgelig ikke. Misforståelser vil altid kunne opstå, og hvis ALTING skal skæres ud i pap og bøjes i neon, så sikrer man sig måske nok, at selv den langsomste og mest tungnemme er med… men til gengæld er de ti vakseste forlængst faldet i søvn eller gået hjem.

Men det er nu nok alligevel værd at notere sig, at man bør understrege sine morsomheder hinsides enhver rimelig tvivl… :-)

***

(Og, blot nævnt for god ordens skyld; ja, man kastede sandsynligvis (også) med grise i middelalderen. Men nej – det var ikke på grund af deres aerodynamiske egnethed!)