Sukkenes… nej, SUKKERETS bro

Dronning Alexandrines bro, der forbinder Sydsjælland og Møn, er én af de broer, de fleste af os holder rigtig meget at at betragte. Det er nemlig den, der pryder vores 500-krone-sedler – og sådan én er jo altid rar at have inden for rækkevidde!

Men broen i sig selv er faktisk også, synes jeg, ganske indtagende. Den blev opført i årene 1939-43, og er et fint eksempel på tidens brobyggeri – funktionalistisk, men dog elegant og harmonisk, med smukke, graciøse linier og stor æstetisk effekt. Kort sagt: et fremragende bud på mellemkrigsårenes industrielle design i storformat.

Broen mellem Kalvehave og Møn er en af landets smukkeste.

Men det er ikke kun i henseende til æstetik og praktisk anvendelighed, broen er leveringsdygtig. Den kan også byde på en finurlig historie – en myte, der er usand… og så alligevel ikke, på sin egen bagvendte og pudseløjerlige facon. Historien hørte jeg allerede som stor dreng, men blev mindet om den igen, da jeg sammen med den talentfulde og på alle måder fornøjelige Jacob Topsøe forgangne år lavede en programrække til TVøst om østdanske myter.

Den 750 meter lange bro blev til på lokalt initiativ i slutningen af 1930´erne, og erstattede en færgeforbindelse mellem Kalvehave på Sydsjælland, og Koster på Møn. Undervejs i byggeriet indtraf så den 9. april 1940 Danmarks besættelse, som imidlertid ikke fik mærkbar indvirkning på byggeriet…og dog! Brobyggerne, der selvfølgelig alle til hobe var gode patrioter og oprørte over nazitysklands overgreb på Danmark, frygtede nemlig at den nye bro ville kunne være til gavn for besættelsesmagten; en stor, bred og fin bro var naturligvis langt, langt nemmere at fragte troppetransporter og forsyninger over, end en snoldet, lille færgeforbindelse.

Rationeringskort til sukker. At skaffe sukker nok til at ødelægge en bro har været ganske umuligt.

Regulær sabotage kunne man i sagens natur ikke rigtig gribe til; dels ville det kræve meget store mængder sprængstof at ødelægge den næsten færdigbyggede bro, og dels kunne den slags narrestreger jo nemt tiltrække sig uheldig opmærksomhed fra besættelsesmagten der jo, tænkte man sig, formentlig holdt rigtig godt øje med det vigtige brobyggeri. I stedet gik man fiffigt til værks; arbejderne blandede simpelthen sukker i den beton, broen blev bygget af! Det ville nemlig indgå i kemiske forbindelser med beton´en, og svække den betydeligt. Man ødelagde med andre ord sin egen bro, samtidig med at man byggede den, frem for at lade de fæle tyskere få gavn af den. Det er et lysende billede på beslutsom offervilje i en højere sags tjeneste.

Det er også noget vrøvl. For det første ville den slags narrestreger kræve helt afsindige mængder af sukker. Så enorme, at det ville være vanskeligt at fremskaffe det ubemærket, selv i dag – og under besættelsen var sukker noget af det første, der blev rationeret. Det har teknisk set været komplet umuligt at fremskaffe sukker i de fornødne mængder.

Kort, af hvilket det fremgår hvor lidt grund tyskerne ville have til at fragte store mængder tropper til Møn under besættelsen.

For det andet kan man med rette spørge sig selv, hvad interesse besættelsesmagten dog skulle have i at kunne fragte store mængder tropper og krigsmateriel… til Møn? En kampklar panserdivision stationeret i Magleby, eller en eskadre af Kriegsmarines panserkrydsere opankret i Stege Nor ville ikke have meget at tage sig til. Det var trods alt ikke på Møn, 2. Verdenskrigs mest intense kamphandlinger fandt sted, og rent infrastrukturelt var Møn lidt af en blindgyde, en endestation. Hvad i alverden skulle store tyske troppekoncentrationer dog tjene til dér, når der stod voldsomme kampe på både øst- og vestfronten?

Endelig – og det er måske næsten det bedste argument mod sabotagemyten – så må vi jo i hvert fald se i øjnene, at affæren i bedste fald var virkelig langtidsplanlægning, og i værste fald en utroligt dårligt udført sabotage… for broen står der jo endnu! Den blev indviet 30. maj 1943, og har altså foreløbig stået på sin plads i hen ved otte årtier – og den er ikke smuldret endnu (i hvert fald ikke mere, end man med rimelighed kan forvente af sådan et byggeri). Bevares, jernbanesabotørerne anvendte også af og til forskellige former for tidsindstillinger på deres sprængladninger… men 80-100 års tidsindstilling er trods alt at gå til yderligheder.

Med andre ord er der ikke den mindste tvivl om, at fortælllingerne om den indbyggede sabotage af Mønbroen er ren myte, påhit og fup. Broen blev ikke forsøgt saboteret under opførelsen, og der er ikke sukker i broens beton!

Bortset fra… at der ER faktisk sukker i broen.

Ikke som myten fortæller det, ganske vist, rørt ud i byggematerialerne i al diskretion og hemmelighed. Men da broen blev opført byggede man en rørforbindelse ind i konstruktionen, der skulle fragte sukker fra en pumpestation i Mern på Sydsjælland til sukkerfabrikken i Lendemarke ved Stege. Der var faktisk sukker i broen – men slet ikke på den måde, myten fortæller det!

***

Hvis man har lyst, er det stadig muligt at se de gamle mytespidder-programmer, jeg lavede sammen med Topsøe Medier til TV2øst. Vordingborg-afsnittet, hvor der fortælles om sukkerbroen, kan ses HER