Et Historisk Svindelnummer – Kong Arthurs Grav

I historisk forskning skal man selvfølgelig altid holde sindet åbent og søgende. Men lige så selvfølgeligt skal man altid holde godt fast i sin kritiske sans. Selv forsøger jeg altid at gribe ting an så skeptisk jeg overhovedet formår, og jeg er normalt ikke forfalden til mytedyrkning (men dermed være naturligvis ikke sagt, at det altid lykkes). Kort sagt foretrækker jeg til hver en tid en kedelig beretning der kan sandsynliggøres, frem for en pragtfuld myte der ikke kan. Men i grunden elsker de fleste af os jo myter, fordi de oftest leverer en langt mere detaljeret, spændende og fascinerende beretning end kedsommelig fakta.

Blandt de myter, jeg selv holder allermest af, er den britiske sagnkreds om heltekongen Arthur, der holdt de fæle saxere stangen fra Britannien efter romerne forlod landet. Grundformen af myten om Arthur stammer fra den engelske kronikør Geoffrey af Monmouth, der omkring 1136 nedskrev sin Historia Regum Britanniae – De Engelske Kongers Historie. Men gennem århundreder er fortællingen blevet nytolket og udbygget i en endeløs række af vidunderlige versioner, fra Thomas Malory´s Morte d´Arthure fra 1485 til Hal Fosters tegneserie Prins Valiant, for slet ikke at nævne en lang, lang række spillefilm og teaterstykker.

Med den enorme popularitet, Kong Arthur har nydt over hele verden, kan det ikke overraske, at der gennem mange år har foregået en intens jagt på mytens “kerne” – på “den historiske Kong Arthur”. Allerede kong Edward I af England lod i 1299 fremstille et enormt, rundt bord, der helt frem til Henrik 8 to århundreder senere troligt blev præsenteret som det selvsamme Runde Bord, kong Arthurs riddere blev bænket omkring (bordpladen kan ses den dag idag i katedralen i Winchester, dog med ny bemaling fra Henrik 8´s tid).

Men der findes et langt mere pirrende fund, der belyser historien om Arthur.

Udtegning af Glastonbury-korset, udført i 1600-årene.

I den walisiske kronikør-munk Geraldus Cambriensis´ værk Liber de Principis Instructioni fra 1193 fortælles det således, at munkene på klostret i Glastonbury to år tidligere ved at følge forskellige snedige spor var faldet over intet mindre end Kong Arthurs grav! Det var en udhulet egestamme, nedgravet mellem to forvitrede stenpyramider på klostrets kirkegård, der rummede knoglerne af to mennesker, en mand og en kvinde. Under kisten lå en stor stenplade, og under stenpladen lå et blykors med inskription. Teksten lød:

HIC IACET SEPULTUS INCLITUS REX ARTURIUS IN INSULA AVALONIA (“her hviler den berømmelige kong Arthur på øen Avalon”) – og på bagsiden: CUM WENNEWERIA UXORE SUA SECUNDA (“med Guinevere, hans anden hustru”). Historien bekræftes af, at Geraldus selv har set korset, og nøje mærket teksten med sine fingre.

Der er sådan set ingen grund til at betvivle kronikørens beretning. Han har højst sandsynligt set korset – for det kan følges helt frem til 1600-tallet, hvor det forsvandt. Korset har altså med andre ord eksisteret.

Men beviser det så, at Kong Arthur var en historisk skikkelse?

Nej, selvfølgelig ikke. Man kan naturligvis sagtens forestille sig, at der er en eller anden lillebitte kerne af sandhed i myterne, for det virker jo nærmest utænkeligt, at NOGEN ikke har forsøgt at holde sammen på Britannien da romerne kastede håndklædet i ringen i 400-årene. NOGEN har da helt givet kæmpet mod de invaderende saxere. Og det kan da såmænd ikke udelukkes, at én af dem har heddet Arthur. Men det er altså ikke det samme som, at myterne er sande. Der har gennem tiderne levet mange mænd i Danmark der hed Holger – men det gør jo ikke røverhistorierne om Holger Danske til sandhed!

Den døende Arthur føres til den mytiske ø Avalon, malet i 1910 af Hilary Jane Morgan (hvorfor hans skib er formet som en and skal jeg ikke kunne sige…)

Men hvad så med korset? Det omtaler jo ikke kun Arthur selv, men også andre centrale elementer i myten: den mystiske ø Avalon, og dronning Guinevere. Og med dem på banen begynder det jo unægtelig at ligne noget. Desværre er der ikke nogen særlig tvivl om, at korset er et falsum, et svindelnummer; vi har ikke andre beskrivelser af det fra fund-tidspunktet end Geraldus´ tekst. Men senere blev dets ene side aftegnet, så vi kender formen på både korset og de anvendte bogstaver – og moderne forskning har påvist, at både korsets og skrifttegnenes udformning var i brug… ikke i 400-årene, da Arthur angiveligt levede, men i perioden 900-1100. I det hele taget er der mangt og meget ved beretningen, der lugter fælt. Det afgørende spor, der gjorde det muligt for munkene at finde graven, var f.eks. angiveligt, at kong Henrik 2 havde fortalt dem, at en spåmand havde betroet ham hvor graven lå (!)

Kong Arthurs grav i Glastonbury-klostret er altså ikke en myte. Den er skam god nok. Men den ER et svindelnummer – ganske vist et meget gammelt ét, men ikke desto mindre et svindelnummer, formentlig begået af nogen i klostret i slutningen af 1100-tallet.

Hvad var motiverne? Tjah… der er to oplagte mulige forklaringer – den økonomiske, og den politiske! Den økonomiske er, at klostret havde brug for penge – hvem har ikke det? – og derfor meget bekvemt konstruerede noget, der kunne blive en glimrende turistfælde og bringe omtale og berømmelse (og dermed indtægter). Den anden, den politiske, er, at i 1100-tallet var England stadig nyetableret normannisk; Wilhelm Erobreren havde underlagt sig landet med Slaget ved Hastings i 1066 – men langt op i tiden var der bøvl med den genstridige oprindelige befolkning. Op gennem det meste af middelalderen var der særligt bøvl med waliserne, der iværksatte oprør og opstande i én uendelighed – og i disse opstande spillede myten om sagnkongen, der en dag ville vende tilbage og frelse sit folk fra de fæle erobrere – helt ligesom vi herhjemme har historien om Holger Danske – en meget stor rolle. Waliserne blev ved med at henvise til håbet om Arthurs tilbagevenden, og selv i dag er det walisiske emblem jo dragen, der netop var Arthurs våbenmærke. Hvis de nye normanniske herskere, personificeret ved Henrik 2, der jo meget bekvemt vidste præcis hvor graven lå, kunne påvise én gang for alle at Arthur var død og borte, og derfor aldeles ikke ville komme de trængte walisere til undsætning, ville det i høj grad trække tæppet bort under den walisiske modstandskamp. Det giver unægtelig mening – follow the money, siger man jo: og hvem havde noget at vinde på svindelnummeret? Det havde unægtelig både klostret og de nye normanniske herskere.

Klostret blev lukket og nedrevet af Henrik 8. under reformationen – men erindringen om graven lever i allerhøjeste grad stadig.

Arthurs grav er et bluffnummer, men det er et ualmindeligt grundigt og veludført bluffnummer. Selv i dag er der fortalere for historien, bl. a. den engelske… hvad skal vi kalde ham… “krypto-hisoriker” Geoffrey Ashe, der energisk har forsøgt at argumentere for sagen. Arthur VIL bare ikke dø – for vi holder alt for meget af de herlige, storladne fortællinger. Det er sådan set også helt i orden, bevares, der er skam ikke noget galt med en god historie. Men “historie” er det altså ikke. I hvert fald ikke i relation til forholdene i Britannien på overgangen mellem romersk og saxisk tid.

Og således kan vi lære, at man bør holde myter og virkelighed adskilt, og aldrig vælge sin sandhed efter dens underholdningsværdi :-)