Mødet med sukkerdrikken – julemandens make-over

At julemanden har dybe og lange rødder turde vel være velkendt. Men at han, som vi kender ham i dag, mere end noget andet er formet af en svensker, er måske nyt for de fleste!

Forestillingen om julemanden har rødder i den tidlige kristne tid. Hans første inkarnation var nemlig biskoppen af Myra i Antalya i Tyrkiet, der senere blev helgenkåret under navnet St. Nikolaus (eller Niels/Klaus, som han kom til at hedde i Danmark). Nikolaus skal angiveligt have levet ca. 280 – 345, og hører altså til i den ældste kristne tid. Hans knogler blev i 1087 overført fra Myra til katedralen i Bari i Italien, hvor de befinder sig den dag idag.

 1425-illustration af Gentile de Fabria, Nikolaus´ helgengerninger – de tre jomfruer (bemærk, at sokketemaet allerede her så småt sniger sig ind! :-D)

Nikolaus blev én af middelalderens mest populære katolske helgener. Næst efter den Hellige Jomfru selv er han den, der har fået flest kirker viet til sig, og han blev tildelt en omfattende portefølje; han varetog blandt meget andet bageres, apotekeres, sømænd og fiskeres interesser… men først og fremmest børns. I hans helgenlegende berettes f.eks. hvordan han genoplivede tre arme, små drenge, som en ond krofatter havde slagtet, parteret og nedsaltet – man tør kun gætte på, med hvilket formål! – og legenden om de to (senere tre) jomfruer i Patara; deres fattige far havde ikke råd til deres medgift, og så ingen anden udvej end at sælge dem til det stedlige bordel. Den godhjertede biskop Nikolaus listede sig da til at lægge tre punge med penge til medgiften i vindueskarmen, så de fortvivlede piger undslap en skæbne værre end døden. 

En senere variant af fortællingen tilføjer endda yderligere detaljer; for at undgå at blive opdaget kastede Nikolaus pungene ned gennem skorstenen, hvor den yngste af søstrene netop havde hængt sine nyvaskede strømper til tørre, og pungen dumpede ned i den ene sok! Sammenfaldet med senere tiders julemand er til at få øje på!

Nikolaus i rollen som søfarendes beskytter (senmiddelalderlig fresco i Pinacoteca Vaticana, Rom)

Men faktisk var det ikke kun funktionen som børns velgører, der skabte Nikolaus om til julemanden; en anden af hans funktioner, som værnehelgen for søfarende, spillede en afgørende rolle. I middelalderen var det et urokkeligt dogme, at adgangen til paradisets evige salighed var helt afhængig af, at kirkens mange formaliserede ritualer omkring døden var udført til punkt og prikke. Døde man uden at få syndernes forladelse og en begravelse i indviet jord, var der lukket for det varme vand. Det var selvsagt til stor bekymring for søfolk, for hvis skibet sank midt på havet var der jo hverken præst eller kirkegård til rådighed – men også her kunne St. Nikolaus træde til! Det var nemlig hans opgave at undsætte de arme, druknede sømænd sjæle, og se til at de alligevel blev lukket ind i saligheden.

Troen på St. Nikolaus har selvfølgelig været helt uden praktisk effekt i den virkelige verden, men for søens folk var den en uundværlig del af tilværelsen; visheden om, at helgenen nok skulle stå én bi, gav en følelse af sikkerhed og tryghed, uden hvilken det formentlig ville have været meget få, der havde valgt en maritim levevej.

På reformationstiden var Nederlandene blandt de allerstørste søfartsnationer i Europa, og spillede bl.a. en vigtig rolle i koloniseringen af det nyopdagede Amerika (New York hed således i begyndelsen Ny Amsterdam). Og skønt også Nederlandene tilsluttede sig reformationen og dermed tog afsked med det katolske verdensbillede og dets mylder af

Julemanden fik allerede i løbet af 1800-tallet sin garderobe på plads – men farverne var stadig forkerte!

helgener, så vedblev søfolkene dog med at holde fast i Nikolaus, katolsk eller ej, simpelthen fordi man havde behov for trygheden i den Himmelske Hjælper. Med hollænderne kom St. Nikolaus til Amerika… hvorfra han århundreder senere blev “gen-eksporteret” tilbage til Europa, nu i skikkelse af Santa Claus – julemanden!

Julemanden er altså ikke noget helt nyt bekendtskab. Sin karakteristiske fremtoning fik han dog først så sent som i 1931, hvor en stor amerikansk læskedrik-koncern hyrede den svensk-amerikanske tegner Haddon Sundblom til at tegne en række reklamebilleder, der skulle  fremme salget af det sukkersøde, sprudlende produkt op mod jul; motivet skulle derfor være “julemanden”.

Sundblom valgte i første omgang sin nabo som model for figuren, men gik efter dennes død over til simpelthen at tegne sig selv (dog tilføjet det uundværlige, buskede skæg; Sundblom selv var glatbarberet). For at etablere en kobling til produktet blev julemandens kåbe og hue gengivet i rød, med hvide pelskanter… for firmaet var Coca-Cola, der som bekendt har rød og hvid som signaturfarver! Frem til sin død i 1976 anvendte han hyppigst sig selv som model for julemanden (når han ikke tegnede vovede pinup-piger, som var hans andet store bidrag til verdenskunsten :-D)  – og hans billeder kan såmænd stadig ses overalt omkring juletid.

Julemanden har altså næsten 2000 år gamle rødder… men hans i dag helt ikoniske fremtoning er i sin endelige form såmænd ikke mere end 90 år gammel – og dikteret af tilknytningen til den amerikanske læskedrik-producent!

Rigtig glædelig jul!