Lige i øjet! – et tusindårigt spin

I oktober måned 1066 udkæmpedes et af verdenshistoriens mest afgørende og berømte slag i England, i nærheden af kystbyen Hastings, der i eftertiden har lagt navn til bataljen. Slagets væsentligste udkomme var, at normannerhertugen Vilhelm (der hidtil havde været kendt under tilnavnet Bastarden, men som sidenhen blev til det noget mere salonfähgige Erobreren) julemorgen samme år kunne plante sin hertugelige mås på den engelske trone, og dermed indlede det normanniske styre.

Når tronbestigelsen krævede et stort anlagt slag for at kunne gennemføres, skyldtes det naturligvis det faktum, at England allerede havde en konge, nemlig Harold II. Godwinsson. Harold havde besteget tronen efter den barnløse Edward Bekenderen i starten af januar måned samme år, og blev altså den sidste angelsaxiske konge af England.

Så vidt er historien velkendt. Britiske skolebørn får den banket ind fra skolestart, og også herhjemme forventes der et i hvert fald basalt kendskab til fortællingen; da jeg selv i sin tid påbegyndt min universitetsuddannelse – der indledtes med 2 1/2 år på Institut for Engelsk, og først sidenhen blev byttet ud med historie – fik vi som det allerførste i introduktionen at vide, at “hvis årstallet 1066 ikke siger jer noget, så kan I lige så godt gå hjem med det samme!”

Normannernes erobring af England fik enorm betydning, også verdenshistorisk. Kong Harolds død var med andre ord en uomgængelig forudsætning for at historien sidenhen kunne udvikle sig som den nu engang gjorde, og det er således ikke overraskende, at kongens fald hin oktoberdag lige siden har været omgærdet af stor opmærksomhed; omstændighederne var da også oplagt mytemateriale, for Harold blev dræbt af et tilfældigt pileskud, der ramte ham i øjet; en enkelt vildfaren pil, afskudt af en anonym normannisk bueskytte, drejede altså med ét verdenshistorien i en helt ny retning; Spektakulært, voldsomt og storladent!

Desværre er det formentlig mere end almindeligt usikkert, om det vitterligt var et heldigt pileskud, der gjorde en ende på kongens liv. Optrinnet udgør en central scene i det berømte Bayeuxtapet, der skildrer hele forløbet frem til slaget; Bayeuxtapetet blev skabt i starten af 1070´erne, altså ganske få år efter begivenhederne, og menes at være fremstillet i Canterbury. Der har gennem tiden været flere bud på, hvad formålet med den næsten 70 meter lange broderi-tegneserie egentlig var. Spørgsmålet er aldrig blevet endegyldigt besvaret – men uanset formålet er det ganske sikkert at det er den normanniske version af historien der her præsenteres, ikke den angelsaxiske.

I sig selv er det selvfølgelig slet ikke umuligt, at kongen kunne have fået en pil i øjet i kampens kaotiske virvar, hvor byger af pile må have hvislet gennem luften. Men hvis det er tilfældet, har skæbnen i hvert fald spillet de normanniske sejrherrer et helt fantastisk godt kort på hånden; pilen i øjet er nemlig langt mere end blot en herligt splattet detalje i en iøvrigt umådeligt voldsom fortælling. Pilen i øjet er også tung af symbolik!

I en afgørende scene i fortællingen sværger Harold (der på det tidspunkt endnu ikke er konge af England) troskab til den normanniske hertug Vilhelm. Når han sidenhen – selvom det sker efter den gamle, døende kong Edward Bekenderens ønske – selv griber den engelske trone i stedet for at række den til hertugen, gør han altså sig selv til forræder, til edsbryder.

Den byzantinske hærfører Leo Phokas blindes som straf for oprør. Illumination fra Skyllitzes Matritensis, 12. årh.

En udbredt straf til forrædere var i middelalderen… at få stukket det ene eller begge øjne ud! Fra gammel tid har blinding været en ganske særlig og symboltung straf – se blot på kong Ødipus i Sofokles´ klassiske tragedie, der netop flår sine øjne ud, da han opdager at han har dræbt sin egen far. At blive dræbt af et pileskud i øjet har altså været lige præcis dén død, de normanniske sejrherrer i 1066 har opfattet som den allermest passende… og i sig selv en understregning af normannernes retfærdige sag.

At hertug Vilhelms tronkrav var mere end almindeligt spinkelt (og iøvrigt kun baserede sig på Vilhelms påstand om, at gamle Edward Bekenderen havde lovet ham det, uden at han kunne fremlægge nogen form for dokumentation for påstanden) var selvsagt noget, der potentielt kunne underminere hans nyetablerede styre. Paven brød sig ikke om vilkårlige overfald på nabolande – i hvert fald ikke, hvis de var kristne – og pavens støtte var afgørende vigtig for en regent. Det var altså af den allerstørste betydning at få den afdøde kong Harold stemplet som forræder hurtigst muligt. Og meget tyder på at det, i hvert fald blandt andet, var dét, der var formålet med Bayeuxtapetet!

Pilen i øjet er nemlig ikke en tilfældighed; i den ledsagende latinske tekst optræder Harolds navn ikke mindre end fire gange (ud over hans dødscene) med et våben, typisk en lanse, der strejfer bogstavet “o” i Harold. Det runde bogstav kan med blot en bittelille smule god vilje opfattes som et øje, der altså bliver “stukket ud” – og det er simpelthen for meget til, at der kan være tale om en tilfældighed. Det passer for godt – og er, naturligvis, endnu et eksempel på den historiske “ur-sandhed”, at hvis en historie lyder for god til at være sand… så er det sandsynligvis fordi den er løgn!

Gennem hele tapetets fortælling, lige fra starten, er der varsler om Harolds udstukne øje. Det hele bliver én lang, skæbnetung beretning om et skammeligt og nederdrægtigt forræderi, om den fæle og onde, lavsindede nidding – menederen Harold – som selvfølgelig må straffes for sin ondskab og troløshed. Vilhelm Erobreren agerer dermed ikke længere som aggressor og tronraner, men som Herrens ydmyge redskab. I Bayeuxtapetets fremstilling er han altså kørt i stilling som en slags Guds repræsentant, en forkæmper for retfærdighed og Guds vilje.

Imidlertid er der ingen samtidige kilder, der bekræfter hans påstand om Edward Bekenderens løfte. Og samtlige fortællinger om Harolds troskabsed til Wilhelm stammer fra efter slaget (hvor normannerne altså havde sat sig eftertrykkeligt på flæsket og stort set kunne diktere historien som de lystede); en ret troværdig samtidig beretning hævder, at man efter slaget ikke kunne identificere kongens lig, fordi det var hakket til ukendelighed, og måtte have hans elskerinde Edith Svanehals til at udpege ham; ikke på hans udseende, men på et karakteristisk modermærke (!)

Sandsynligheden taler altså med andre ord for, at Harold blev dræbt på en eller anden voldsom, men ikke nærmere klarlagt, vis i slagets slutfase. Pilen i øjet er naturligvis mulig… men alt i alt ikke særligt sandsynlig; det skæbnesvangre pileskud skal med temmelig stor sikkerhed ses som et eksempel på tidlig, men usædvanligt effektivt – vi tror jo stadig på historien den dag i dag! – spin!

***

Tapetet kan ses i sin fulde udstrækning HER