Hvad fik Belgien ud af 1. Verdenskrig?

I sommeren 1914, da telegrafkabler og regeringskontorer over hele Europa summede af aktivitet, hvor troppetransporter klaprede febrilsk frem og tilbage ad jernbanerne, og mobiliseringsordrer blev klistret op på nyhedssøjler i alle større byer, stod Europa i en krise, der overgik alt hvad man tidligere havde set. Skingre trusler og feberhede fredsforsøg svirrede, alt imens den utænkelige storkrig rykkede tættere og tættere på. Den 4. august indtraf en af de afgørende begivenheder, da Storbritannien under henvisning til den 75 år gamle Londontraktat af 1839 erklærede Tyskland krig, og dermed rykkede den forestående konflikt op i en ny skala.

Den formelle begrundelse for Storbritanniens krigserklæring var, at Londontraktatens stk. 7 garanterede Belgisk neutralitet. Samme morgen var Belgiens grænser blevet overskredet af tyske tropper. Ganske vist havde Tyskland ikke tiltrådt Londontraktaten (al den stund Tyskland som nation ikke eksisterede i 1839)… men det havde kongeriget Preussen. Den tyske krigsplan – den såkaldte Schlieffen-plan – fordrede passage gennem Belgien i et forsøg på at nå Paris “ad bagdøren”; der var altså egentlig ikke behov for at besætte Belgien, men kun for passage. En anmodning om tilladelse til at passere var blevet sendt til den belgiske regering, men var blevet afvist – og så tromlede man altså frem med magt, hvor en formel forespørgsel ikke havde slået til. Og reaktionen fra Storbritannien var prompte: man erklærede Tyskland krig, for at komme det krænkede Belgien til undsætning.

Tysklands kejser, som den britiske befolkning fik ham skildret.

Storbritannien lod altså, hvis man tager begrundelsen for krigserklæringen for pålydende, idealisme gå foran gusten fornuft. Det var “det rigtige” at komme det stakkels lille, forslåede Belgien til undsætning. Det kan man jo dårligt indvende noget imod, det er en smuk dedikation til at værne de små, de undertrykte. Tysklands kejser, Wilhelm II, var af propagandaen i forvejen blevet markedsført som skingrende vanvittig, magtgal og psykopatisk. Det var i egentligste forstand helten, der træder mellem bøllen og mobbeofret, og resolut sætter en stopper for skolegårdens mishandling. Men var det egentlig, når alt kommer til alt, til gavn for Belgien?

I grunden er jeg bestemt ikke nogen tilhænger af den såkaldte “kontrafaktiske historieskrivning” – den disciplin, der tager udgangspunkt i “hvad var der sket, hvis…?” Jeg finder det inderligt meningsløst at spekulere på, hvordan historien havde udviklet sig, hvis Napoleon havde haft adgang til en moderne division faldskærmsjægere, eller hvis Hannibal havde haft maskingeværer i stedet for elefanter. Det havde de ikke. Det interesserer mig heller ikke ret meget, når man kaster sig ud i spekulationer om hvad der mon ville være sket, hvis Stauffenbergs attentatforsøg mod Hitler havde været succesfuldt. Det er rene og skære gætterier, og har derfor meget lidt relevans for seriøs historieskrivning. Men af og til kan det nu alligevel godt tjene et formål.

Kirken i Passchendaele, som den så ud før krigen.

Man kan godt tillade sig at opstille formodninger om, hvad der ville være hændt, hvis Storbritanien ikke havde kastet sig ind i krigen i 1914 – naturligvis uden at tage det for mere end det er; det kan selvsagt aldrig blive andet end kvalificeret gætværk. Hvis Storbritanien i 1914 havde givet pokker i retfærdighed og ladt Belgien i stikken, hvis de samvittighedsløst havde ignoreret Londontraktatens bestemmelser ligesom Tyskland gjorde, kort sagt: hvis de havde ofret den belgiske befolkning og overladt dem til tyskernes nåde og forgodtbefindende… så var Belgien og dets civilbefolkning temmelig sikkert sluppet væsentligt billigere gennem 1. Verdenskrig, end de rent faktisk gjorde! Så ville Flandern have været et besat landområde der under tvang måtte se tyske tropper rejse gennem landet mod Frankrig, og havde måttet lide alle de smerter og ydmygelser, en fremmed besættelse nu engang medfører. Men de var ikke blevet en egentlig slagmark, i hvert fald ikke i det omfang, de nu kom til.

Samme kirke, som den så ud efter krigen. 

Få steder var krigens ansigt så absurd, som grusomt og så nådesløst som i Flandern. Ypres og Passchendaele er siden blevet synonymer på verdenskrigens meningsløse lidelser. I stedet for at blive chikaneret, udnyttet og besværet, blev Belgien jævnet med jorden i en grad så der selv i dag, mere end hundrede år senere, er synlige spor af det overalt. Ødelæggelserne og dødstallene var absurde. Jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv: gad vide, om belgierne egentlig, når det kom til stykket, havde grund til at være særligt taknemmelige? Gad vide, om de syntes at det var alle lidelserne, smerterne, ødelæggelserne og dødsfaldene værd? Selv i dag omkommer folk fra tid til anden, når hundredeårige ueksploderede granater bliver pløjet op ad jorden.

Man kan med rette mene, at Storbritannien selvfølgelig ikke bare kunne sidde tyske provokationer overhørig. Man bremser selvfølgelig ikke et tyranni ved at lukke øjnene, stikke fingrene i ørerne og nynne muntert for sig selv. Men hvor mange lidelser, hvor mange brændte og sønderflåede menneskekroppe er idealerne værd? “Frihed er det bedste guld”, ynder vi hertillands at sige til hinanden – men det passer jo ikke. Guld har ingen værdi, hvis man er død.

Politisk frihed har en pris. Det er rimeligt nok – men man må nøgternt kende prisen, inden man køber varen.

Hvad skulle man da have gjort i 1914? Hvordan skulle briterne have grebet sagen an? Jeg ved det ikke. Men at gå i krig, alene fordi man ikke har fantasi til at finde på noget bedre… det var altså ikke vejen frem! Kort sagt: man kunne få den kætterske tanke, at bogstavelig talt enhver anden løsning i praksis havde været bedre, både for belgierne og for de millionvis af tyske, britiske, franske og alle mulige andre soldater. Første verdenskrigs massemyrderier var bogstaveligt talt den værst tænkelige løsning.

Man kan naturligvis afvise alt dette med, at jeg ikke er i stand til at anvise et alternativ. Naturligvis måtte der gribes ind i 1914. Naturligvis måtte man “gøre noget”. Men selv de mest krigsbegejstrede uniformsfetichister kommer ikke udenom, at det er svært at finde noget positivt ved 1. Verdenskrig. Og at “gøre noget” betyder jo ikke, at en hvilken som helst handling er en konstruktiv handling; 1. Verdenskrig skulle være “krigen, der gjorde en ende på krig”. Det blev den jo mildt sagt ikke, tvært imod; siden fredsslutningen i november 1918 har der på verdensplan været en krig for mindre end hver 6. måned – og man må rimeligvis spørge sig selv om det dér med at vinde fred gennem krig… simpelthen ikke fungerer? Personligt kan jeg ikke erindre – men jeg kan selvfølgelig huske fejl – ét eneste eksempel på, at krig har ført til varig fred (det var f.eks. ikke krig der udslettede nazismen. Det var krig, der skabte den).

Naturligvis kan man mene, at jeg ikke kan tillade mig at kritisere de politiske beslutninger i sommeren 1914, når jeg ikke anviser et alternativ. Kan man tillade sig at brokke sig, når man ikke kan opstille en bedre løsning? Ja, det kan man faktisk godt; hvis min bil bliver dårligt repareret hos mekanikeren, kan jeg da så sandeligt godt tillade mig at påpege at det var en ussel reparation… selv om jeg ikke har den fjerneste idé om, hvordan man samler en karburator!

***

Og her er en lille, opbyggelig sang til at fordøje indtrykkene: Klik her!