Tovlige Turneringer

Jeg har tilbragt den forløbne uge på den prægtige Spøttrup Bispeborg i Salling, kaldt ind som kommentator i forbindelse med den årlige event “Bispens Marked”, der i år dannede rammen om intet mindre end Europamesterskaberne i Turneringsridt.

Det er jo langt fra første gang, jeg speaker en turnering; gennem alle mine år på Middelaldercentret varetog jeg funktionen flere gange end jeg har styr på – antallet kan formentlig tælles på 6-800 hænder – og selv om det selvfølgelig har været markant sjældnere efter jeg stoppede min faste ansættelse på MC har der faktisk i denne sommer været adskillige: jeg har ageret snakkehoved både i Næstved, i Nyborg, og altså nu på Spøttrup. Sommeren har, kan man sige, betydet en fornyet forbindelse med turneringsarenaen.

I tilgift hertil dykkede jeg ned i den originale middelalderturnering i forbindelse med arbejdet på min seneste bog, Fritid og Fornøjelser – træning, morskab og tidsfordriv i middelalderen, hvor turneringen jo har en naturlig plads i kraft af sin funktion som middelalderens eneste egentlige tilskuersport. I den forbindelse slog det mig, at der jo i grunden er både mangt og meget at sige om emnet.

Som det vil være den erfarne middelaldermarkeds-besøgende bekendt, så er reenactment-turneringer ikke nogen unik begivenhed. Turneringer var i høj grad en sjældenhed i middelalderen, og jeg har formentlig selv overværet flere alene i sommeren -23, end der i alt blev afholdt i Danmark gennem hele middelalderen. Gennem tiden har jeg set alt, fra det hysterisk autentiske (hvilket her er positivt ment, bestemt!) til det rent ud fjogede (som jeg i alt væsentligt er blevet sparet for i år). Niveau´et er altså i det store og hele ganske hæderligt.

Alligevel er der en række punkter, hvor man som forudsætningsløs tilskuer meget nemt får et forkert indtryk af turneringen. I langt de fleste tilfælde afvikles turneringer ikke, som de gjorde i middelalderen. Det er der flere gode grunde til: dels er de rammer, der er til rådighed i dag, helt anderledes end de var for 6-800 år siden, og dels er tilskuermængden en anden, forventningerne er helt anderledes end de ville have været i 12- eller 1400årene. Der optræder f.eks. næsten altid discipliner, man aldrig ville have set i en middelalderlig turnering: ringridning, kløvning af sagesløse kålhoveder, spydkast mod stråfyldte dukker og ridt på den såkaldte quintan – et stativ med et drejeligt skjold monteret – er alt sammen elementer, der ville have overrasket et middelalderligt publikum gevaldigt. Nogle af dem var oprindeligt træningsøvelser, men blev ikke brugt på rendebanen, mens andre er rene påhit, der tjener til at underholde tilskuertribunerne. I den middelalderlige turnering var der normalt kun to discipliner: melêe eller bohort, hvor grupper af riddere kæmpede mod hinanden (oftest med køller), enten i hold eller som bunkeslagsmål, og dystløb eller stecken, hvor to riddere brød lanser mod hinanden. Af disse er sidstnævnte i dag langt den bedst kendte, men blev faktisk først dominerende hen mod middelalderens slutning.

Når man til historiske markeder og events i dag ser panserklædte riddersmænd & -kvinder kaste med spyd, fange små ringe på deres lanser eller sværdklinger, snitte grønsager med drabelige hug, eller støde voldsomt til forskellige løjerlige anordninger, er det altså strengt taget historisk ukorrekt. Det samme gælder iøvrigt min egen funktion, speakeren, som vi ofte refererer til som herolden; der var ganske rigtig herolder tilstede ved turneringerne, men deres opgave var ikke at være sportskommentatorer; dels havde man ingen elektronisk forstærkning til den menneskelige stemme (og det ville altså have været teknisk umuligt at råbe et publikum på adskillige hundrede mennesker op), dels var reglerne jo i grunden relativt simple og til at forstå for de, der var bare nogenlunde fortrolige med emnet… og dels var der i det hele taget ikke den fokus på tilskuerne, som vi har i dag. Adelen morede sig, og resten fik allernådigst lov at kikke på. Heroldens opgave var, som navnet antyder, slet og ret at holde styr på, hvem der var hvem blandt deltagerne – altså at varetage heraldikken.

Man kan med andre ord roligt sige, at de moderne, reenactede turneringsspil i dag har føjet en del tant og fjas til, der ikke var en del af de originale turneringer. Men faktisk er der også en hel del eksempler på, at den middelalderlige turnering undertiden kunne træde meget tæt på det fjogede!

Som regel var der gode penge at hente på turneringsarenaen. Præmierne var oftets meget kostbare; ved turneringen på Gammeltorv i København i 1449, i anledning af Christian I´s bryllup med Dorothea af Brandenburg, vankede der kostelige, juvelbesatte halssmykker og kroner af guld. Men der er også beretninger om en turnering, hvor præmien var… en fisk. Og ved den svenske Gustav Wasas kroningsturnering i 1528 modtog én af deltagerne, Gudmund Pedersson, “Anna Bengtsdotter Lillie, Erik Rynings enke” som præmie! Dér kan man da i sjældent bogstavelig forstand tale om en trophy wife :-)

Ofte blev der uddelt en lang række særlige præmier; ud over præmien til den egentlige vinder kunne der uddeles præmier til den deltager, der havde den smukkeste og bedst udsmykkede rustning, til den deltager der havde rejst længst for at deltage, og af og til endda til den ældste deltager… hvilket jo, i hvert fald for de to sidstes vedkommende, forekommer noget fjollet, al den stund begge jo var afgjort på forhånd.

Iøvrigt: turneringes ældste rødder finder vi i slutningen af 1000årene, hvor man i det nordlige Frankrig begyndte at arrangere krigsspil som træning; hele hære kunne deltage, og man kunne bruge et helt grevskab som arena. Tilskuere var der endnu ingen af, men ret hurtigt begyndte man at samles for at nyde løjerne. Gradvis blev det til en egentlig tilskuersport, med tribuner og alt til faget hørende. Man videreudviklede konceptet, vedtog faste regler, og ret hurtigt begyndte den turnering, vi kender til, at tegne sig. Med tiden ændrede turneringen sig, og blev gradvist mere og mere forfinet – nogle ville sige dekadent – indtil det i 16- og 1700tallet stort set intet havde tilfælles med de middelalderlige styrkeprøver. Det blev til en slags skole- eller dressurridt, der ikke længere handlede om egentlig kamp. I sin allersidste, helt udvandede, form kaldte man det for karruselridt.

Det sidste kendte karruselridt fandt sted i Stockholm i år 1800, i romantikkens tidligste fase. Men med romantikken kom også en genvundet interesse for fortiden, som blev skildret så fascinerende af bl.a. Walter Scott i hans romaner (Ivanhoe, blandt andre). Inspireret heraf besluttede hertugen af Eglinton at genoplive den hæderkronede middelalderturnering, og i august 1839 arrangerede han en spektakulær “turnering” på sit gods i Skotland. Mere end 100.000 mennesker kom rejsende til for at overvære spillet, de fleste klædt i kostbare (men ikke nødvendigvis meget korrekte) middelalderdragter.

Det er da en sjov tanke, at der kun går 39 år fra den allersidste rest af de “rigtige” turneringer, til den første reenactment-turnering; i teorien kan det samme menneske have oplevet dem begge…