“Løgnehistorie” – De Apokryfe Kapitler (2)
2. oktober 2024Popmusik og Socialhistorie
14. november 2024Løgnehistorie – De Apokryfe Kapitler (3)
I hosstående tredje ombæring af frasorterede beretninger fra “Løgnehistorie” tager tingene en noget mere dyster drejning. Vi ser nemlig nærmere på, hvem der egentlig kan drages til ansvar for at have undfanget konceptet udryddelseslejre – for nej, det var faktisk ikke Himmler og de nazistiske horder, der hittede på fænomenet… men hvem var det så?
Hvem fortjener (van)æren for udviklingen af systematisk udryddelse? (1902)
– Var det briterne, der opfandt koncentrationslejrene?
***
De fleste er i dag klar over, at de nazistiske koncentrationslejre op til og under 2. verdenskrig ikke var de første af sin slags, omend de utvivlsomt var blandt de værste. Allerede under 2. Boerkrig i Sydafrika i 1899-1902 havde briterne under ledelse af Lord Kitchener (manden, hvis imponerende moustache og manende pegefinger meddelte briterne, at “Your country needs YOU”) oprettet fangelejre til civile boere og afrikanske indfødte, der langt hen ad vejen i praksis var udryddelseslejre. Og det var, hævdes det ofte, i disse lejre tyskerne fandt inspiration til deres videreudviklede versioner fire årtier senere.
Ganske vist var der ikke tale om industrialiseret, aktivt massemord som senere i Auschwitz, Dachau eller Sobibor. Der var ingen gaskamre eller vilkårlige henrettelser i massivt omfang, men den bevidste og målrettede ligegyldighed overfor fangernes sundhedstilstand og ernæring havde ganske samme sigte: at tage livet af fangerne. De britiske fangelejre i Sydafrika var reelt koncentrationslejre, og bortset fra omfanget lod de sydafrikanske lejre ikke de tyske meget efter – i de britiske lejre omkom, anslår man, mellem 18.000 og 26.000 kvinder og børn i perioden 1900-1902 (hvilket jo er et ganske beskedent antal, sammenlignet med KZ-lejrenes ca. 6. millioner.) Det var sjældent skud eller andre aktive drabsmetoder der tog livet af de internerede, det var mere passivt: bevidst forsømmelighed og målrettet udsultning. Men både formål og udfald var ganske det samme.
Men heller ikke boerkrigens britiske udryddelseslejre var de første af sin slags. Koncentrationslejre er et fænomen, der går længere tilbage.
Først og fremmest skal man selvfølgelig gøre sig klart, hvad vi egentlig mener med udtrykket “koncentrationslejr”; de tyske udryddelseslejre var ganske rigtig koncentrationslejre… men de tyske koncentrationslejre var ikke nødvendigvis udryddelseslejre. Begrebet dækker strengt taget blot dét, at man samler – “koncentrerer” – sine fanger et bestemt, afgrænset sted, og forhindrer dem i at gå deres vej. Det, der adskiller et almindeligt fængsel fra en koncentrationslejr (i henhold til de fleste definitioner) er, at de internerede typisk ikke er dømt for lovovertrædelser, og ikke nødvendigvis er egentlige krigsfanger – altså militært personel, pågrebet i forbindelse med krigshandlinger, og det var ikke alle tyske koncentrationslejre, der i strengeste forstand var udryddelseslejre. Nogle af dem var “bare” (!) ustyrligt brutale interneringslejre, hvor der ikke foregik systematisk massemord.
Den amerikanske regerings strategi i 1800tallet, hvor den indfødte befolkning med magt blev tvangsforflyttet til anviste reservater, typisk på ubrugelig og værdiløs jord, var i teknisk forstand en slags koncentrationslejr-politik. Da spanierne i kølvandet på den ti år lange selvstændigheds-opstand på Cuba i 1868-78 etablerede fangelejre til den civile cubanske befolkning, var det ligeledes i praksis koncentrationslejre, de cubanske civile blev anbragt i.
Der har til alle tider eksisteret lejre, hvor uskyldige blev samlet og systematisk, mere eller mindre bevidst, udsat for målrettet mishandling, der ofte resulterede i udryddelse. Nogle af de fangelejre, som konføderationen – “sydstaterne” – etablerede under den Amerikanske Borgerkrig 1861-65, var reelt udryddelseslejre; i den berygtede Camp Sumter/ Andersonville Prison omkom således mere end hver fjerde af de ca. 45.000 indsatte som direkte resultat af bevidst, målrettet negligering. Under Trediveårskrigen benyttede man interneringslejre der kan være svære at skelne fra målrettet udryddelse, og nogle af middelalderens jødiske ghetto´er har utvivlsomt også været tæt på.
Kort sagt er det faktisk ikke rigtig til at fastslå, hvem der opfandt koncentrationslejren, eller hvornår det skete. Men det var i hvert fald hverken nazisterne under 2. verdenskrig eller briterne under Boerkrigen… de udbyggede blot teknikker, der allerede var velkendte. Ekstreme, javist – men ikke egentlig nyskabende.