Fabeldyr, Albanien og dumme middelaldermennesker

Som de fleste andre gik jeg i sin tid ind til historiefaget med en tåget fornemmelse af, at historien på én eller anden måde var progressiv. At ting blev bedre med tiden. Eller, måske snarere, blev mindre og mindre udviklede, jo længere man bevægede sig bagud i tiden. Folk for 100 år siden var en smule naive. For 300 år siden var de decideret uvidende. Og gik man 600 eller 800 år tilbage, så var folk selvsagt ulideligt fladpandede.

Det er da også sandt, at vi, i hvert fald i materiel forstand, har ubeskriveligt meget bedre vilkår i dag, end man har haft på ethvert tidligere tidspunkt i historien. Da man i 1904 oprettede Julemærkehjemmene var det for at hjælpe underernærede børn; i dag hjælper de overernærede. Vores udfordring idag er ikke et mangelsamfund, men et overflodssamfund – og når nogen mangler noget, skyldes det ikke samfundets fattigdom, men manglende vilje til at fordele.

Men at slutte deraf, at menneskene også var eksponentielt dummere, jo længere man går bagud, er selvfølgelig både en arrogant uretfærdighed og en åbenlys tåbelighed. Vist har Darwin da ret – evolution eksisterer, og har formet os. Vi ændrer os over tid, og den menneskelige hjerne er vokset gennem årene. Men helt så hurtigt går det altså ikke. Evolutionen arbejder så langsomt, at den får en statslig undersøgelseskommission til at se helt effektivt ud, og der er ingen nævneværdig fysiologisk forskel på den menneskelige hjerne i jægerstenalderen og i vor tid. Folk var ikke dummere for 6.000 år siden, end vi er idag (muligvis tvært imod – hvor mange af os ville spontant kunne opfinde ild eller agerbrug?)

I mit arbejde på Middelaldercentret stødte jeg med jævne mellemrum på folk, der syntes at det ganske vist var meget imponerende alt sammen – hvilket det sandelig også var – men at man dog vistnok var noget åndsformørket dengang i middelalderen. De troede jo på alle mulige håbløse ting: drager, basilisker, enhjørninge, griffe, trolde, og et hav af andre besynderlige, fornuftsstridige væsner. En ulogisk, indskrænket og blind tro på de mest tåbelige og usandsynlige fantasifostre. Folk var, kort sagt, temmelig dumme i middelalderen.

Basilisken. Et væsen, der har lige så meget krav på eksistens som landet Albanien… næsten.

Men var de nu strengt taget så dumme? Er vi i virkeligheden ret meget bedre idag? Det er selvfølgelig retoriske spørgsmål. Naturligvis var de ikke tåbelige. Og lige så naturligvis er vi præcis lige så tåbelige idag.

Det, man skal gøre sig klart, er nemlig følgende: at middelalderens tro på allehånde mærkværdigheder ikke var overtro! Det var viden. Griffen, basilisken, dragen og de andre løjerlige zoologiske vildskud var i middelalderen nøjagtig lige så troværdige og realistiske væsner som køer, katte og spidsmus. Lad mig illustrere:

1): I middelalderen havde ingen (selvfølgelig!) personligt set en basilisk. Men man havde hørt om dem. Man havde læst om dem. Man kendte måske nogen, der havde set én. Og man havde i hvert fald set billeder af dem. De var altså absolut veldokumenterede.

2): “Selvfølgelig var de ikke veldokumenterede“, indvender skeptikeren; at en eller anden forvrøvlet, mange hundrede år gammel bog omtaler noget, er jo ikke det samme som et bevis. Og iøvrigt var billeder i middelalderen tegnede eller malede – og man kan jo tegne alt muligt, ikke kun ting, der faktisk eksisterer. Tegninger beviser ingenting.

3): Det er åbenlyst rigtigt, det beviser ingenting. Men samtidig er det også noget vås. Selvfølgelig er det beviser – i hvert fald i samme grad som ting, vi i dag tager for gode varer uden at stille spørgsmålstegn. Hvad angår middelalderens billeders værdi som bevis, så er de nøjagtig lige så pålidelige som vor tids fotografier og film. Andetsteds på min hjemmeside ses et fotografi af undertegnede foran et jagefly etsteds i Frankrig i 1917 sammen med Hermann Göring, og her nedenfor ses et fint billede af mig og en flok venner på dækket af Titanic i 1912. Jeg er født i 1964, og har af indlysende årsager aldrig mødt Göring (hvilket jeg er glad for) eller været ombord på Titanic (hvilket jeg sådan set osse er glad for)… men alligevel kan begge dele dokumenteres med fotografier! Ergo est: nutidens fotografier beviser nøjagtig lige så meget (eller lidt) som middelalderens kalkmalerier eller bogilluminationer!

4) Lad os foretage en anskueliggørende sammenligning. Lad os sammenligne basilisken og landet Albanien. Det er de færreste nutidige danskere, der har været i Albanien. Det er også de færreste nutidige danskere, der i ramme alvor vil betvivle eksistensen af landet Albanien – for vi har set billeder af det (hvilket altså, som godtgjort ovenfor, ikke beviser noget). Vi har hørt om det (hvilket heller ikke beviser noget. Vi har også hørt om Anders And). Vi kender måske nogen, der har været der (men er det nu også sandt? HAR de virkelig været der?) For langt de fleste moderne danskere gælder altså, at middelalderens beviser for basilisker, og nutidens beviser for landet Albanien, er ganske de samme; det er i sidste ende et spørgsmål om, hvad man tror på, ikke hvad der strengt taget er bevist!

Mig & gode venner på Titanic´s promenadedæk, april måned 1912… (!)

Nu er det selvfølgelig ikke, fordi jeg mener at basilisker eksisterer eller har eksisteret. Jeg betvivler heller ikke på nogen måde Albaniens eksistens. Men sammenligningen illustrerer ganske godt, hvorfor middelalderens tro på alle disse besynderlige skabninger ikke er så tåbelig, åndsformørket og primitiv endda. I vor tid er der jo en del mennesker, der nærer stor tiltro til alle mulige kræfter der ikke kan påvises, eller for den sags skyld bare sandsynliggøres; numerologi, horoskoper, fjernhealing, clairvoyance, eller en tømrerlærling der kan gå på vandet og trylle det om til vin.

Vi skal altså nok være varsomme med at more os for meget over middelaldermenneskets zoologiske fejlslutninger. Vi er nemlig hverken særlig meget klogere eller dummere end de var.