Apologia pro Historiarum Meo, eller 1. Verdenskrig er F***me vigtig!

Man kan synes at jeg beskæftiger mig lige lovlig meget med den Første Verdenskrig. Og det er da heller ikke ganske utænkeligt at man har en lille smule ret, hvis man synes det…. men jeg tror det egentlig ikke.

Hvorfor er krigen 1914-18 da så ubeskriveligt vigtig? Det er hundrede år siden, de er allesammen døde, og det er forlængst blevet til dét, der på nydansk vistnok kaldes “ancient history”… meget, meget længe siden. Europa har på den ene eller den anden måde ligget i krig non-stop lige siden, og den fjerne konflikt er blevet overhalet indenom mange gange; 2. Verdenskrig var større, Vietnamkrigen havde bedre musik, Irak-krigen havde bedre mediedækning (!) &C osv. Første Verdenskrig, derimod, er så fjern at den for de fleste er svær at forholde sig til. Fotografierne er nistrede sort-hvide, folk har absurd store overskæg, filmoptagelserne er stumfilm og får os til at tænke på Charlie Chaplin. Det var altså en krig for meget, meget længe siden, og hvis relevans derfor ikke er meget større end f.eks. 2. Puniske krig eller Persernes angreb på Athen.

Men det er jo dér, man går galt i byen. Jeg kan så langtfra tage æren for observationen, men det er nu altså ikke desto mindre sandt, at det var den Første Verdenskrig, der tegnede hele det 20. århundrede… og såmænd også tegner store dele af den virkelighed, vi slæber rundt på i dag. Hvis man vil gøre sig forhåbning om bare tilnærmelsesvis at forstå hvad der sker om ørerne på os i 2016, så er der simpelthen ingen vej udenom at se nærmere på årene 1914-18. Derfor, kære læser, er det teknisk umuligt at interessere sig for meget for den Første Verdenskrig.

Tegning af Will Dyson, trykt i avisen Daily Herald den 17. maj 1919. De allierede ledere forlader fredsforhandlingerne i Spejlsalen i Versailles, efter at de uafvidende har skrevet drejebogen til resten af det 20. Århundrede. Udenfor døren står et grædende barn, der personificerer året 1940. Tegningen er næsten profetisk.

Personligt har jeg selvfølgelig med stor begejstring nydt de seneste par års linde strøm af dokumentarprogrammer, bogudgivelser, spillefilm osv, der har været viet til hundredeåret. I årene frem til jubilæet var det (skal jeg da lige love for!) lidt af en ørkenvandring at være VK1-buff, men hundredeåret har som sagt atter trukket opmærksomhed. Og det er jo dejligt.

Men det er en stakket frist. Hvad sker der med bevidstheden om verdenskrigen, når vi når til 2018? Lur mig, om ikke der sker nøjagtig det samme, der ALTID sker når en jubilæumsmarkering er til ende: så dør det, for offentligheden har fået overload. Vi orker ikke mere, efter at have set de samme 10-15 korte filmstrimler flimre over TV-skærmen for ump-ump´ende gang… og så finder vi noget andet at interessere os for. Et nyt stykke legetøj vi kan more os med en stund indtil hjulene falder af, hvorefter også det havner på den offentlige opmærksomheds trøstesløse losseplads (sammen med sidste års vinder af Big Brother, diverse ulovlige krige og andre politiske rævekager, totalovervågning og alt det andet, der bare ikke er sjovt nok til at vi gider huske på det). Og det er sådan set meget naturligt. Jeg kan godt se det. Selv jeg er såmænd også så småt ved at nå et mætningspunkt af britiske dokumentarprogrammer om Verdenskrigen.

Men tilbage står, at krigen 1914-18 er og bliver den mest afgørende begivenhed i nyere tid, og at vi allesammen burde vide meget mere om den end vi gør – selv her midt i jubilæumsfejringen (der jo i de fleste tilfælde blot er en endeløs gentagelse af de samme gamle autoriserede, anglo-amerikanske versioner af virkeligheden).

Og hvorfor er det så lige, at Den Store Krig er så vigtig? Hvordan har den kastet så enorme skygger helt frem til vor tid? Tjoh.. som sagt kan jeg på ingen måde tage æren for dén betragtning, men således hænger altså tingene sammen:

WF16´s Frygtløse Leder (nu med ægte håndlanger), i fuld gang med at holde fanen højt ;-D

Fredsslutningen i Versailles efter krigen havde 2. Verdenskrig indbygget. Utilsigtet, utvivlsomt, men ikke desto mindre indbygget. For den opmærksomme beskuer var der absolut intet overraskende ved krigsudbruddet i 1939, der var en fuldkomment uundgåelig konsekvens af den uduelige, hævngerrige, horisontløse og uansvarlige fredsslutning i 1919. Det var der også i samtiden rigtig mange, der kunne se – herunder den franske Marskal Foch, der udtalte om Versaillestraktaten, at “dette er ikke en fred. Det er en 20-årig våbenhvile”. Selv blandt avisernes satiretegnere var der folk, der kunne se det (hvoraf man iøvrigt muligvis kan lære, at avisernes vittighedstegnere nogle gange er betydeligt  klogere end præsidenter og andre politikere). 2. Verdenskrig begyndte ikke, fordi Hitler var ond og dum. Den begyndte overhovedet ikke på grund af Hitler – i hvert fald ikke i overordnede termer. Selvfølgelig havde han på detailplanet betydning for det konkrete hændelsesforløb, men det er altså naivt at forestille sig at vi var sluppet for VK2, hvis bare Hitler ikke havde været der.

Af asken efter 2. Verdenskrig fødtes hele Øst-Vest-konflikten, Berlinmuren, Jerntæppet og Den Kolde Krig. Og af den Kolde Krig fødtes det 21. Århundrede. Personligt opererer jeg ikke på nogen måde med begrebet “Arvesynd”, i hvert fald ikke i kirkelig forstand. Men med historiker-briller på er der virkelig en tendens til, at fortidens tåbeligheder gives i arv til efterfølgende generationer. Vi betaler med andre ord stadig af på den helt ubegribelige mængde tåbeligheder, der tilsammen udgjorde den Første Verdenskrig. Og der er i virkeligheden kun én gruppe, der kommer til at lide under følgerne af denne kollektive erindringsforskydning: os selv!

Men… bare rolig! Jeg selv og mine brave legekammerater og -inder i Westfront 1916 skal nok holde fanen højt! Jeg lover hermed højt & (i mangel af bedre formulering) helligt, at selv når I allesammen er stopfodret med 1. Verdenskrig, selv når den driver ud af ørerne på jer… så holder vi fanen højt. For den 1. Verdenskrig er simpelthen for vigtig til at lade synke ned i halv-glemsel!

***