De Allerførste Droner

Når man på engelsk beskylder nogen for at “drone” betyder det, at vedkommende kværner løs i én uendelighed, uden nuancer, monotont og kedsommeligt. Og det giver vel sig selv, at jeg naturligvis inderligt håber at det ikke er dét jeg gør! Når emnet for ugens blogindlæg er “droner” er det altså slet ikke i dén betydning, men i ordets anden betydning: ubemandede, fjernstyrede flyvende anordninger!

En hel række af Ketterings “bugs”, klar til prøveflyvninger.

Droner er i de senere år blevet en udbredt fritidsfornøjelse, og særligt fotografer får mægtig spas ud af pludselig at kunne filme ting oppefra, uden at behøve hænge med overkroppen ud af et fly med fare for liv og lemmer. Men disse brummende, flyvende spionkameraer er (selvfølgelig!) et fredeligt biprodukt af opfindelsens egentlige formål: krig!  Stort set hver dag har sine nyhedsindslag om droneangreb i konfliktområder verden over – og det er da også ganske vidunderligt at teknologien nu har bragt det så vidt, at vi kan myrde hinanden uden overhovedet at være tilstede. I dag kan vi lave vore fjender til frikadellefars, mens vi selv sidder med fødderne oppe og en kold cola i hånden, og styrer det hele fra computerskærmen mange mil fra farezonen. Godt, gammeldags heltemod er der ikke meget af, men fra et pragmatisk synspunkt er det unægtelig en bekvem måde at føre krig på.

Udtrykket “droneangreb” er nyt – men fænomenet er det faktisk ikke. Det er i år præcist et århundrede siden, man så småt begyndte at få øjnene op for det ubemandede, fjernstyrede angrebs velsignelser. Det skete nemlig – som så mange andre teknologiske nyskabelser – under den Første Verdenskrig!

Hvem der egentlig var ansvarlig for udviklingen af den første (nogenlunde) anvendelige drone er imidlertid ikke 100% klart. Ovre i Trumpistan på den uheldige side af Atlanten holder man på, at den såkaldte “Kettering Bug” var den første fungerende drone. Den blev udviklet af ingeniøren Charles Kettering, med bistand fra Orwille Wright – den ene halvdel af de berømte Wright-brødre, der som de første havde konstrueret en fungerende flyvemaskine i 1903. Dimsen var et bestillingsarbejde fra det amerikanske militær, og den første prototype var klar til afprøvning den 2. oktober 1918.

Kælenavnet Bug (“insekt”) er ganske godt ramt. Der er noget åbenlyst stankelben-agtigt over den ;-)

“Bug´en” var lavet af trælister og papmaché, og vingerne af rent pap (!) Den førte en sprængladning på 82 kg, og blev drevet frem af en 4-cylinders motor på sølle 40 HK. Dens teoretiske rækkevidde var 65 km… men helt så langt nåede prototypen dog ikke. General Arnold, der var én af den kreds af højtstående militærfolk der var indbudt til den tophemmelige demonstration, berettede om oplevelsen:

“Efter en usikker start foran de fremtrædende gæster lettede den brat, men i stedet for at fastholde en horisontal flyveretning begyndte den at stige voldsomt. I en højde af 2-300 meter drejede den pludseligt af som besat af djævlen, snurrede rundt og, idet den syntes at få øje på de forsamlede høje herrer, satte kurs mod dem, og spredte dem for alle vinde. Dette gentog sig adskillige gange, før den omsider styrtede til jorden uden at nogen kom til skade.”

I alt blev der bygget 45 bug´er, men den kom aldrig i kamp. Frygten for det upålidelige styringssystem afholdt den fra aktiv brug, da den skulle flyve hen over allierede soldater for at nå frem til målet… og dét stolede man altså ikke nok på den til at ville risikere; at krigen sluttede kort efter spillede vel også en rolle. Projektet forblev hemmeligstemplet helt frem til den Anden Verdenskrig.

Ketterings maskines store svaghed var det mildt sagt unøjagtige styringssystem. Maskinen var ikke fjernstyret, men skulle programmeres i forvejen; man udregnede den præcise afstand til målet, og tog højde for vindstyrke og -retning. Ud fra disse beregninger fandt man frem til dét antal omdrejninger, motoren skulle foretage for at nå frem til det ønskede mål – og når dette antal var nået, udløste en indbygget anordning simpelthen, at vingerne faldt af… hvorefter resten (der jo så nærmest var en luftbåren torpedo) ville dratte ned og ramme sit mål. Enkelt og overskueligt. Men mildt sagt ikke synderligt præcist; det mindste vindstød ville kunne skubbe den ud af kurs, hvorefter den ville ramme… ét eller andet, som ingen dybest set anede hvad var. Alt i alt var det nok betryggende, at apparatet aldrig kom i brug.

Archibald Low, fotograferet midt i ét af sine Storm P-agtige eksperimenter.

Men der er andre kandidater til titlen som den første drone. På den anden side af Atlanten sad den selvudnævnte Professor Archibald Low i England, og konstruerede den såkaldte Sopwith Aerial Target. Low havde påbegyndt sit arbejde året før, i 1917, og hans design var på mange måder betydeligt mere avanceret end Ketterings amerikanske. Low var pioner på en lang række områder, og regnes blandt andet for én af radiostyringens fædre; hans drone var ikke forprogrammeret, men kunne faktisk fjernstyres under flyvning (hvilket selvfølgelig gjorde den betydeligt mere pålidelig end Ketterings). Den var forsynet med gyroskoper, der stabiliserede flyvningen og gjorde den langt mere driftsikker. I praksis var hans maskine dog ikke nævneværdigt mere succesfuld end den amerikanske, for Low var åbenlyst bedre til radioteknologi end til flykonstruktion.

Formålet med de britiske eksperimenter var at udvikle et våben, der kunne sætte en stopper for de talrige Zeppelin-bombetogter over London. Grev von Zeppelins luftskibe opererede i meget stor højde, hvilket gjorde dem vanskelige at ramme fra jorden, og fly havde svært ved at nå disse højder. Derfor kunne de flyvende cigarer oftest i ro og mag kaste deres bombelast, uden at man kunne gøre noget nævneværdigt imod dem. Heller ikke Lows opfindelser fik altså nogen som helst betydning for krigens gang, og hele projektet blev efterhånden lukket ned. Det britiske militær havde ganske mistet interessen, og lagde simpelthen hele sagen til side.

Der findes kun meget få fotos af Lows eksperimentelle drone.

Imidlertid var der andre, der med stor opmærksomhed fulgte Lows eksperimenter… nemlig tyskerne! Erfaringerne fra Sopwith Aerial Target (et kodenavn, der skulle bilde tyskerne ind, at den var tænkt som et øvelsesmål til træningsbrug. Briterne holdt meget af disse skæg-og-blå-briller-julelege; de omtalte også de første kampvogne som vandtanke, hvilket er grunden til at vi i dag kalder dem for “tanks”) kom et par årtier senere til at danne basis for Werner von Brauns udvikling af V1 og V2-raketterne, der under Anden Verdenskrig forvoldte enorme ødelæggelser i England.

Werner von Brauns frygtede V1-raketter (uden hvilke det meste moderne rumfart iøvrigt ville have været utænkelig) var kraftigt påvirket af Lows droneeksperimenter i 1917.

Når man fra britisk side blev godt og grundigt træt af Archibald Low og hans opfindelser skyldes det i virkeligheden ikke så meget kvaliteten af hans arbejde, men det faktum at han slet og ret ikke var til at holde ud. Han havde sin personlighed imod sig; alene dét at påberåbe sig en selvbestaltet professortitel var mildt sagt ikke noget, der gjorde ham populær, og hans enorme behov for opmærksomhed, anerkendelse og berømmelse var en torn i øjet på det notorisk anonyme britiske militær. Havde han været bare en smule mere omgængelig ville man muligvis have arbejdet videre med hans projekter, og således have været betydeligt bedre rustet da 2. halvleg brød ud i 1939. Men i stedte blev det de lidt mindre sarte tyskere, der løb med fordelene; det er ikke uden en vis bitter ironi, at de flyvende bomber der kostede så mange liv i England, formentlig havde været utænkelige uden den engelske “professor” Low!