De Tre Musketerers Farfar – fra slave til hærfører

Som alle raske drenge (!) er jeg selvfølgelig vokset op med alle slå-på-tæven-litteraturens klassiskere. Da jeg var dreng – og da er vi tilbage omkring Treårskrigen, sådan, rundt regnet – var det ikke ualmindeligt, at man rent faktisk læste bøger. Den personlige computer var endnu ikke opfundet, og når vi ikke tumlede os i meterdyb sne hele vinteren, eller sprang rundt i munter leg blandt bøgetræer og smilende dådyr i de dybe, mørke skove der omgav Næstved dengang, ja, så hændte det faktisk, at man lå på sengen, bevæbnet med kiks og varm kakao, og lod sig opsluge af de klassiske kappe-og-kårde-beretninger, fulde af ramasjang, heltemod og kække bemærkninger. Det er muligvis derfra, jeg har min dybe kærlighed til store hatte.

Blandt disse uforglemmelige oplevelser var selvfølgelig den uovertrufne fortælling om De Tre Musketerer, om den heltemodige d´Artagnan, den slagfærdige Porthos, den tænksomme Aramis, og den idealistiske Athos. Glimt af en verden, hvor heltemod stadig levede, og hvor støvlerne og fjerene i hattene ikke kunne blive store nok. Jeg slugte den – og adskillige andre af samme skuffe.

Forfatteren Alexandre Dumas d. Æ, slavegeneralens søn, fotograferet 1855.

Siden dengang har forfatteren, Alexandre Dumas, der udgav sine bøger om de tapre kårdesvingere i midten af 1800-tallet, altid været et agtet navn i min bevidsthed – uden at det dog var en mand, jeg vidste synderligt meget om. Siden drejede min hu mere i retning af den britiske litteratur, og barndommens litterære mastodont forblev i det store og hele et ubeskrevet blad.

Forleden besluttede jeg mig dog til, i hvert fald overfladisk, at råde bod på denne dannelsesmæssige mangel. Jeg googlede Dumas den ældre – og en skæbne åbenbarede sig, der i drama og spænding ikke lod musketer-romanerne ret meget efter! Alexandre Dumas, læste jeg, blev livet igennem forfulgt af racisme.

Racisme? For hvad ? tænkte jeg, lidet anende at han var af delvis afrikansk baggrund. Jeg havde naturligvis set billeder af ham, men aldrig bemærket nogen særlige ikke-europæiske træk… men sørme så! Alexandre Dumas var kvart afrikaner! Og ikke blot var hans far af blandet herkomst (hvilket var forholdsvis eksotisk i Frankrig i slutningen af 1700-trallet) – han var også en skæbne, der i spænding og drama fuldt kunne stå mål med sønnens skriverier!

Thomas Alexandre Davy-Dumas de la Pailletterie blev født på Haiti i 1762, som søn af den franske marquis Alexandre Antoine Davy de la Pailletterie, og slavinden Marie-Cessette Dumas. I 1776 tog faderen ham med til Frankrig, hvor han blev uddannet (inden da havde faren først solgt ham – han var jo trods alt slave – og sidenhen åbenbart fået dårlig samvittighed og købt ham tilbage igen). I Frankrig havde slaveri været ulovligt siden 1315, og hvis der stadig herskede tvivl om den unge slave-adelsmands status var den i hvert fald klar efter ankomsten til Frankrig. Den unge mand indledte en militær løbebane, og indtrådte i den kongelige hær som 24-årig menig. Syv år senere havde han nået rang af general og øverstkommanderende for den franske armé i alperne, med ansvar for ikke mindre end 53.000 mand. I mellemtiden var den store revolution brudt ud i 1789, og revolutionens frihedsidealer kunne selvfølgelig ikke undgå at tiltale den unge, tidligere slave. Af sine østrigske modstandere fik han tilnavnet Schwarzer Teufel – “den sorte djævel” – og hjemme i Frankrig blev han hurtigt en helt. I 1798 stod han i spidsen for det franske kavaleri i felttoget til Ægypten, under samlet ledelse af Napoleon Bonaparte (der endnu “kun” var hærleder, og ikke diktator).

Imidlertid var samarbejdet med Napoleon ikke det bedste. Revolutionstiden havde været etnisk forholdsvis rummelig, men det ændrede sig med Napoleons magtovertagelse. Allerede under Ægypten-kampagnen kom Dumas og Napoleon på kant med hinanden, og da Dumas i 1799 endte i italiensk fangenskab havde Napoleon ikke synderlig travlt med at løskøbe ham; dels brød Napoleon sig ikke synderligt om ikke-etniske franskmænd, og dels så han måske heller ingen grund til ligefrem aktivt at arbejde for at befri en general, der kunne gøre ham rangen stridig som den mest populære hærfører.

Da Dumas omsider slap fri i 1801 var hans militære karriere forlængst forbi. Mens general Dumas ruskede tremmer i Italien, var det lykkedes Napoleon at blive valgt til republikkens Førstekonsul – sidste stop på stigen, før han i 1804 udråbte sig selv til kejser. Det gamle nag mellem de to var ingenlunde glemt, og Dumas havde ingen hjælp at hente fra sin nu meget indflydelsesrige tidligere våbenbroder. Ved Førstekonsulens personlige indblanding blev Dumas nægtet sin ellers retmæssige pension, og han sad tilbage i meget trange kår med sin familie; han var i 1792 blevet gift, og havde fået en søn og to døtre. Han døde i 1806 i dyb fattigdom, og efterlod familien i fortvivlende omstændigheder.

Sønnen skulle imidlertid vise sig at klare sig ganske hæderligt. Det var nemlig ham, vi i dag kender som Alexandre Dumas den Ældre – forfatteren til bl.a. De Tre Musketerer og Manden med Jernmasken. Han hævdede selv, at store dele af hans forfatterskab var inspireret af faderens oplevelser, og af den tidligere slave bl.a. var model for den kække d`Artagnan. Hvor godt han rent faktisk har kendt sin far er vanskeligt at sige, men meget har det i virkeligheden nok ikke været; han var kun 4 år gammel, da faderen døde, og har formentlig mest kendt ham fra moderens fortællinger… der jo nok ikke ligefrem har været helt neutrale :-)

Hvorom alting er, så står det dog fast at general Dumas´ liv var banebrydende, og at han efterlod sig en familie, der satte sig varige spor. Hans søn skrev de klassiske drengebøger. Hans sønnesøn (Alexandre Dumas d.Y) skrev den tårepersende fortælling om Kameliadamen (der både blev til et filmhit med Greta Garbo, og til Verdis opera La Traviata)… og hans tip-oldebarn vandt OL-guld i fægtning i 1908 og 1924!

***