Mysteriet om den To-hovedede Komponist

Man siger jo ofte, hvis nogen er superdygtige til et eller andet, at så “sidder der et godt hoved på vedkommendes skuldre”. Men i enkelte, udvalgte tilfælde er ét hoved simpelthen ikke nok – så må der TO til!

Selv har jeg bestemt ikke særlig forstand på musik (“jeg ved ikke meget om kunst, men jeg ved, hvad jeg kan lide!”) – men kan dog sige at jeg i almindelighed holder fantastisk meget af klassisk musik. Efter min ringe mening – som jo altså bestemt ikke er nogen universel sandhed, det er bare min personlige smag – er klassisk musik i en helt anden sfære end den moderne, rytmiske; jeg tror helt seriøst ikke, jeg ville have overlevet de sidste mange vintre, hvis ikke jeg havde haft Beethovens brede skuldre at hvile mit trætte, nedtrykte hoved op ad, og jeg nærer meget alvorlig tvivl om, at nogen vil huske Michael Jackson eller Nik & Jay om 200 år. Jeg kan sagtens nyde moderne musik – men generelt er det den klassiske jeg griber til, hvis der for alvor skal slappes af og nydes.

Portrætbuste i voks af Joseph Haydn, udført af Franz Thaler omkring 1800.

Det burde altså derfor slet ikke være kommet som en overraskelse for mig, da jeg for nylig stiftede bekendtskab med det kuriøse faktum, at den navnkundige østrigske komponist Joseph Haydn… havde to hoveder!

Haydn blev født i 1732, som søn af en hjulmager i den lille Østrigske by Rohrau. Faderen var ivrig amatørmusiker, og den unge Joseph viste tidligt tegn på talent. Som 6-årig kom han i lære hos en fjern slægtning i Hainburg, og i 1740 fik han plads som korsanger ved Stefans-katedralen i Wien – og dermed var hans karriere sat i gang; i 1761 blev han udnævnt til vice-kapelmester for den indflydelsesrige Esterházy-familie, og seks år senere avancerede han til kapelmester.

Esterházy-familien var i almindelighed meget glade for musik, og særligt dens overhoved, fyrst Nikolaus, var betaget af tidens sprøde toner. Så meget, faktisk, at da Josef Haydn mange år senere – i 1809 – døde, traf han er temmelig uortodoks beslutning. På det tidspunkt var hans gamle kapelmester forlængst blevet en berømthed af internationalt format; i 1808 blev der i Wien afholdt en hyldestkoncert til hans ære, hvor han ankom i bærestol til lyden at trompetfanfarer og trommehvirvler, og blev modtaget af én af sine gamle elever, Ludwig van Beethoven; også dengang forstod superstjerner at gøre en spektakulær entré! Hyldestkoncerten blev iøvrigt dirigeret af Antonio Salieri (ja, det er ham – den slyngelagtige skurk fra Amadeus !) På det tidspunkt var Haydn 76 år gammel og stærkt svækket af sygdom, og året efter døde han. Og det er egentlig hér, historien for alvor begynder.

Haydn´s største og mest ihærdige fan, fyrst Nikolaus Esterházy.

Josef Haydn blev begravet på den lokale kirkegård i Gumpendorf, hvor han lå og komposterede i al fredsommelighed indtil 1820. Da kom fyrst Esterházy nemlig i tanke om, at han engang havde besluttet, at den store komponists jordiske levninger skulle hvile i adelsslægtens krypt. Selv i døden ville han have sin yndlingsmusiker indenfor rækkevidde (den slags kunne adelen nemlig tillade sig dengang) (!)

Imidlertid viste det sig, da man gravede den længst afdøde komponist op… at der manglede et hoved! Fyrsten var skumrasende – hvad skal man bruge en komponist uden hoved til? – og beordrede en ihærdig undersøgelse sat igang. Det viste sig hurtigt, at Haydns hovedskal var blevet stjålet i forbindelse med begravelsen. Det var en graver ved navn Jakob Demuth der havde taget sig af det formentlig temmelig uappetitlige hverv, men de egentlige bagmænd var to af Haydns bekendte fra tiden hos Esterházy, Josef Carl Rosenbaum og Johan Nepomuk Peter. Motivet for det bizarre tyveri var ren og skær næsegrus beundring for det afdøde musik-koryfæ; begge d´herrer var nemlig voldsomt optaget af tiden nye, store dille: frenologien!

Engelsk anskueligheds-planche fra 1883, der viser frenologiens hovedpunkter – vanvid, forklædt som videnskab.

Frenologi var en idé, som i mange år blev forvekslet med videnskab. Den baserede sig på en forestilling om, at en persons karakter og personlighed afspejlede sig i hovedskallens form; en bule hér betød et stort talent for et eller andet, en fordybning dér afslørede en sygelig trang til kortspil, osv – det rene, ufortyndede vås, med andre ord, men en tanke der overlevede længe; forestillingen om, at der skulle findes en særlig “forbryderisk profil”, eller en hovedform der afslørede om en kvinde var en god moder eller ej, var i mange år udbredt over hele Europa (også i Danmark!), og den blev drevet til ekstremer under det nazistiske terrorregime i Tyskland.

Joseph Haydn´s hoved var selvsagt vanvittigt interessant, hvis man troede på den slags; at manden var et geni herskede der jo absolut ingen tvivl om, og derfor måtte hans hovedskal jo selvfølgelig være selve opskriften på musikalsk geni! Det var altså slet ikke af mangel på respekt for den døde, at man stjal hans hoved, tvært imod.

Over de følgende år indgik Haydns hoved – nu behørigt renset for ulækkerheder, installeret i en fin æske med glaslåg, og hvilende på en hvid pude – i al hemmelighed i Johan Peters private frenologiske samling. På et tidspunkt overdrog han relikviet til sin ven og medskyldige, Rosenbaum, der altså var i besiddelse af det i 1820 – hvor fyrst Esterházy rasende ledte efter det. Der blev foranstaltet en husundersøgelse af Rosenbaums bolig, men komponist-kraniet blev skjult i en seng, hvor Rosenbaums kone lagde sig under ransagelsen, og påstod at hun menstruerede voldsomt. Sengen blev derfor ikke undersøgt nærmere. I sidste ende overdrog Rosenbaum den opbragte fyrste en anden hovedskal, og bildte ham ind at det var Haydn´s (det har nok heller ikke været helt nemt at genkende ham efterhånden). Tilfreds med fundet lod fyrsten nu Haydn´s knogler – og det “forkerte” kranie – stede til hvile i slægtskirken Bergkirche i Eisenstadt. Og dér kunne historien sådan set være endt.

Marmorsarkofagen i Eisenstadt, der rummer Joseph Haydn´s levninger… og et backup-kranie.

Men efter Rosenbaums død i 1829 vandrede Haydn´s hovedskal fra hånd til hånd, altid agtet som et musikalsk relikvie, og altid holdt hemmeligt, indtil det i 1895 havnede hos societetet Gesellschaft der Musikfreunde i Wien. I 1932 lod fyrst Esterházys efterkommer Paul komponistens efterhånden mørnede bene overføre til en fornem marmor-sarkofag – men det var først i 1954, at det rigtige hoved omsider blev genforenet med resten af skelettet. Og da det skete, syntes man åbenbart at det på en eller anden måde var synd for det andet kranie – altså den anonyme stedfortræder-hovedskal, der i så mange år havde holdt pladsen for enden af Haydn´s rygsøjle varm… så det fik lov at blive liggende i sarkofagen.

Og således, kære læser, gik det til, at der i dag ligger ét skelet i Joseph Haydn´s grav – men to hoveder!

***

Hvis man – helt tilgiveligt – måske ikke lige har 100% styr på, hvem Joseph Haydn egentlig var, kan man høre hans vel nok største superhit, hvis man klikker HER (den tåkrummende tåbelige reklame kan springes over efter 4 sekunder)

Det er sagen fuldkomment uvedkommende, men hvis man har lyst kan man høre en ret fornøjelig sang om døde komponister HER (igen: der er reklame først!)

PS: Billedet for oven forestiller ikke Joseph Haydn. Det er et trick-foto fra slutningen af 1800-tallet.