Det Største Julemirakel

Julen er uløseligt knyttet til mirakler. Hvert eneste år tæppebombarderes vi gennem hele december måned med mirakler – fra Frank Capras herlige gamle It´s a Wonderful Life til Jesus og Josefine-julekalenderen på TV. Alt sammen glimrende historier (i hvert fald Capras) (!)

Men der er nu ét julemirakel, der i særlig grad fortjener opmærksomhed. Dels fordi det (i modsætning til allehånde verdensfjerne film) faktisk bringer et reelt håb til menneskeheden – og dels fordi det (i modsætning til alle de klassiske mirakler, der fortælles i kirken) rent faktisk kan dokumenteres. Benhårdt og hinsides enhver diskussion. Et mirakel, der ikke forudsætter tro, men som kan bevises. En begivenhed, der trodser enhver fornuft. Et mirakel af den allerbedste slags, kort sagt: nemlig ét, der rent faktisk har fundet sted!

De, der kender mig, har formentlig allerede regnet ud hvad jeg sigter imod. Det er naturligvis den berømte julefred 1914. Hvert eneste år ved juletid vender jeg tilbage til denne lille, i sig selv ubetydelige, begivenhed for et århundrede siden – som dog alligevel er alt andet end ubetydelig.

Selv om våbenhvilen kan dokumenteres, er der selvfølgelig vokset et vildnis af myter frem omkring begivenheden. Historien er simpelthen for betagende (og for nem at give større og dybere betydning end den rent faktisk havde) til at vi kan lade den ligge. En lang række kunstnere har taget affæren under behandling, med varierende succes; Lars Lilholt, Paul McCartney, The Royal Guardsmen og Garth Brooks er kun en lille håndfuld af de ganske mange, der har skrevet sange om den. I 2005 lavede den franske instruktør Christian Carion filmen “Joyeux Noël” (Da: En Dag Uden krig), og i 2014 søsatte den britiske varehuskæde Sainsbury´s en reklamekampagne på TV, der bestod i en 3-minutters film om julefreden.

Et ofte gengivet foto, der hævdes at illustrere de fredelige omgangsformer under julefreden. Faktisk har billedet intet med julen 1914 at gøre; begge soldater bærer stålhjælme, der først blev introduceret i 1916. Scenen viser en tysk soldat, der tænder en tilfangetaget brites cigaret (at han er krigsfange fremgår af, at hans skulderdistinktioner er blevet fjernet).

Det er en historisk begivenhed på linie med Titancis forlis; så symboltung, at den kunne være fiktion. Og ligesom med Titanics forlis kan vi ikke modstå fristelsen til at mytologisere hændelsen. Der er i skrivende stund flere navngivne fiktive personer der gik ned med Titanic, end der var i virkeligheden. Og det samme gør sig temmelig sikkert gældende for deltagerne i julefreden, der optræder i talløse romaner og film.

Men tilbage står, at selv når man fjerner alle myterne og det tykke lag af symbolsk fernis, og ser på hvad der rent faktisk hændte… så er det stadig en fantastisk historie! Vist var det ikke den jævne, menige soldats stilfærdige oprør mod de arrogante, champagnedrikkende generaler, der sad på fjerne vinslotte og spillede hasard med gode mænds liv. Vist var det ikke en protest mod krigen som sådan. Vist var det ikke et forsøg på at bringe krigen til ophør. Og sidst, men ikke mindst; vist var det ikke alle soldaterne, der deltog i julefreden!

Faktisk var det tilsyneladende ret få. Og der har formentlig ikke været nogen højere, nobel eller ædel hensigt med det. Julefreden var netop spontan. Den var ikke planlagt, ikke centralt organiseret. Man holdt simpelthen op med at slås. Lagde for en kort tid fjendskabet bag sig, og mødtes i Ingenmandsland mellem skyttegravene, i en (stærkt tiltrængt!) demonstration af menneskelighed, besindighed og fornuft.

Nu er våbenhviler selvfølgelig ikke i sig selv noget unikt. Det særlige ved våbenhvilen i julen 1914 var netop, at den kom nedefra – at det var de jævne soldater i forreste linie, der på egen hånd formåede at skabe en lille, midlertidig oase af fred.

Der er flere beretninger om fodboldkampe mellem britiske og tyske soldater. En tysk soldat fortæller, at man lagde sine huer og kasketter ud på jorden for at markere målene (og at tyskerne iøvrigt vandt 2-1). Der er i nyere tid rejst mindesmærker for både julefreden og dens fodboldkampe flere steder. Dette mindes kampen mellem Royal Welch Fusiliers og det bayerske Regiment 371 ved Frelinghien i Flandern.

Og oprigtigt talt… ved juletid, er det da ikke en passende begivenhed at mindes? Krig fylder stadig alt for meget i verden, selv i dag. Første Verdenskrig blev ikke den “war to end all wars”, man håbede på – mildt sagt ikke, tvært imod; den trak en hale af mere krig efter sig, og forpestede hele det 20. århundrede. Men den lille, isolerede fred er et bevis på, at det kan lade sig gøre. At naiviteten somme tider kan vinde over det gustne overlæg. At vi, hvis vi giver os selv og hinanden lov til det, kan opleve hinanden som mennesker – og behandle hinanden derefter. I hvert fald for en tid. Når man fra tid til anden kan hensynke i nihilistisk sortsyn og afgrundsdyb mistillid til menneskeheden (hvilken kan være en sund og naturlig reaktion på en gennemsnitlig nyhedsudsendelse) så er julefreden 1914 faktisk rigtig god at tænke på. Det er nemlig en beretning om håb, og om menneskelighedens triumf…

Det er naivt, javist. Men ved juletid må man gerne være en smule naiv…

***

Læs mere om julefreden her: http://www.iwm.org.uk/history/the-real-story-of-the-christmas-truce

Paul McCartneys “Pipes of peace”