Larry Sperry – Flypionér og Frækkert

Den tidlige flyvnings historie byder som bekendt på en lang række af banebrydende pionerer og foregangsmænd og -kvinder. De amerikanske Wright-brødre og vores egen Jakob Ellehammer, Otto Lilienthal, Santos-Dumont, og selvfølgelig Louis Blériot, og en lang række andre ukuelige vovehalse. Det var forholdsvis nemt at være pionér i den allertidligste fase af flyvningen, for stort set alt var nyt – enhver nyskabelse og opfindelse var banebrydende i en disciplin, der så at sige skulle bygges op fra bunden.

I en så intens konkurrence kan det selvfølgelig ikke undre, at mange bidragydere i dag ikke længere er kendte udenfor snævre, interesserede kredse. Det er ikke så mærkeligt, at en mand som amerikaneren Lawrence Sperry ikke ligefrem er blandt de mest kendte. Men hans betydning for luftfarten er uimodsigelig, og vi skylder ham faktisk en del – for blandt hans ganske mange bidrag er opfindelser, uden hvilke den moderne lufttrafik ville være helt utænkelig.

Allerede i 1912 leverede han sin første revolutionerende opfindelse, som egentlig var en videreudvikling af en mekanisme, hans far Elmer Sperry havde udviklet, og som allerede da var i brug på mange amerikanske krigsskibe: gyro-kompasset, der kompenserede for heftig søgang og gjorde præcis navigation i rørte vande betydelig lettere og mere sikker end førhen. Lawrence, der var passioneret flyver og indehaver af flycertifikat nr. 11 i Amerika, udbyggede sin fars mekanisme, og installerede den i et fly hvor den blev forbundet til styreinstrumenterne… og havde dermed opfundet autopiloten! Ved en international flyvekonkurrence i Frankrig i 1912 demonstrerede han sin nyskabelse ved at flyve frem og tilbage foran en tusindtallig tilskuerskare, mens han selv rakte begge hænder i vejret og dermed viste, at han ikke rørte styregrejerne… samtidig med at hans mekaniker spadserede lystigt frem og tilbage på maskinens øverste vinge, fra vingespids til vingespids. Dermed viste han, at hans opfindelse var i stand til at korrigere for den ret voldsomme vægtforskydning i maskinen – eller på godt dansk: at den vitterligt fungerede! Han modtog 50.000 Franc som belønning, en betydelig formue i 1912.

Han krediteres også for opfindelsen af det optrækkelige landingsstel, og en hel del andre større og mindre snilde påhit (han opnåede 24 patenter, allesammen relateret til flyvning). Men hans mest spektakulære nyskabelse var faktisk slet ikke af teknologisk, men kulturel art: han regnes nemlig for stifter af den besynderlige Mile High Club, der for alvor brød ny jord indenfor anvendelsen af den motoriserede flyvemaskine.

I 1916, mens verdenskrigen rasede i Europa, men inden USA trådte aktivt ind, beskæftigede han sig bl.a. med at undervise velhavende amerikanere i flyvning. På den tid var det i høj grad en kostbar fritidssyssel for overklassen, og én af hans elever var mrs. Waldo Pierce – der iblandt, uvist af hvilke årsager (muligvis som en del af det efterfølgende røgslør), omtales som “Mrs. Polk” – som havde svært ved at fordrive tiden mens hendes mand gjorde frivillig krigstjeneste i Frankrig. Den 21. november var de to taget på en træningstur over New York-bydelen Babylon på Long Island i en Curtiss vandflyver, som var forsynet med Sperrys egen autopilot. Imidlertid gik noget helt galt med apparatet, for pludselig styrtede flyet ned i vandet, en lille kilometer fra kysten i Great South Bay.

Et par andejægere overværede styrtet, og ilede selvfølgelig de forulykkede luftakrobater til hjælp. Da de nåede frem til nedstyrtningsstedet viste det sig til alt held, at hverken underviser eller elev havde lidt voldsom skade; Sperry selv var helt uskadt, og Mrs. Pierce slap fra affæren med en forstuvet ankel; selv udtalte Sperry om sagen, at det såmænd dårligt nok kunne kvalificere til at kaldes en ulykke; et mindre uheld, mere var det ikke.

Imidlertid bemærkede de redningsklare andejægere en pudsig effekt af styrtet; på mærkværdig og aldrig helt klart belyst vis havde uheldet nemlig haft den usædvanlige effekt, at både pilot og passager havde tabt alt deres tøj ved nedslaget; da redningsmændene nåede frem klamrede de forulykkede sig til fiskernes bundgangspæle… begge to splitternøgne! Man kommer uvægerligt til at tænke på den britiske avis Daily Mirror´s WW2-tegneserie om den evigt tøj-mistende Jane på Eventyr :-)

Både Sperry og mrs. Pierce var velkendte jetsettere, og selvfølgelig blev affæren omtalt i New Yorks aviser i de følgende dage. De fleste var meget taktfulde og gik diskret hen over de medvirkendes totale mangel på påklædning, men en enkelt sensationssmøre, the Mirror & Evening Graphic, dristede sig til overskiften “Aerial Petting Ends in Wetting”!

Ikke overraskende blev historien hurtigt tiet ihjel – men ifølge Sperrys søn vedgik faderen sig i sine efterladte dagbøger og notater, at hele miseren indtraf, fordi han og Mrs. Pierce havde været travlt beskæftiget med at afprøve en hidtil ganske upåagtet mulighed, som autopiloten bød på: muligheden for at dyrke sex i stor højde! Angiveligt var de himmelske gymnastikøvelser blevet så energiske, at Sperry var kommet til at støde til styregrejerne med bagdelen, og dermed havde sat autopiloten ud af drift.

Sperry & Pierce regnes i dag for de første medlemmer af the Mile High Club – en forening for folk, der har dyrket erotik i mere end en mile´s højde – selv om de teknisk set slet ikke kvalificerede til medlemsskab; de erotiske aktiviteter over New York hin novemberdag i 1916 foregik nemlig i den beskedne højde af mindre end 500 fod, eller godt og vel 150 meter.

Sperry omkom i 1923 under et forsøg på at krydse den engelske kanal i tæt tåge, men nåede altså trods sine kun 31 år at sætte sine spor i flyhistorien. Og blandt hans mange bidrag til flyvningen er altså denne uvurderlige lektie: hold måsen fra styrepinden, hvis De engagerer Dem i erotiske aktiviteter i luften!

***