Én gang til for Prins Knud: Middelalderen var ikke så mørk!

Som en del læsere muligvis har bemærket, havde jeg forgangne søndag fornøjelsen af at få trykt en kronik i Politiken. Den handlede om et emne jeg ved flere tidligere lejligheder – herunder i bloggen – har berørt, nemlig nutidens billede af Martin Luther. Man kan mene (hvad jeg selv er tilbøjelig til) at emnet for mit vedkommende er ved at være udtømt, og det er da heller ikke Herr Luther selv, der er emnet for dette indlæg. Det er reaktionerne på kronikken.

Det er, kan jeg betro læseren, lidt af en udfordring at være således skruet sammen, at man aldeles ikke bryder sig om at skændes med folk eller gøre nogen kede af det – samtidig med at man på næsten tvangsmæssig basis ikke kan se en hvepserede uden at stikke hånden i den. Og hold da ellers lige op, hvor har den kronik affødt reaktioner! Min indbakke har de sidste to dage svømmet over af mails og beskeder; de fleste af dem venlige, positive og meget bekræftende, men sandelig også det modsatte. Og det er selvfølgelig ikke blot i orden – det er i den større, samfundsmæssige sammenhæng en nødvendighed og en forudsætning for en sund og konstruktiv debat. Keep it coming!

At ikke alle folk deler mine vurderinger er altså både godt og sundt, og jeg kunne ikke drømme om at undsige uenigheder. Når jeg alligevel nu tager stilfærdigt til genmæle er det altså ikke mod de saglige mennesker der ikke deler mine opfattelser. Det er mod den (bekymrende store) del af kommentarerne, som faktisk (skønt tydeligvis utilsigtet) bekræfter min grundliggende mistanke: at Luther kan man ikke røre ved, diskutere eller på nogen måde beklikke. Blandt kommentarerne har der f.eks. været én, der temmeligt ophidset påpegede, at uden Martin Luther havde det aldrig været muligt at gøre op med Indre Missions umenneskelige verdenssyn. IM blev stiftet i 1861, og er om noget skabt på et luthersk grundlag; at hævde at de repræsenterer et basalt umenneskeligt livssyn er altså stort set det samme som at sige, at Luther er umenneskelig. Vås og vrøvl, med andre ord… og endnu et eksempel på at man ikke behøver bekymrer sig om fakta, når man udtaler sig.

Et andet – og egentlig langt væsentligere element – er den i kommentarerne meget hyppigt anførte påstand, at Luthers reformation førte os ud af den middelalderlige romerkirkes mørke kløer. Og dét er for alvor ærgerligt at læse for en middelalderhistoriker! I årtier har historiefaget som bekendt kæmpet for at slæbe befolkningen ud af den gamle vrangforestilling om, hvor mørk, brutal og væmmelig middelalderen var, men alligevel føres den rutinemæssigt til torvs når man skal fremhæve reformationens talløse fortræffeligheder.

Den middelalderlige tortur for fuld udblæsning… men hverken tegningen eller teknikken er middelalderlig.

Nu er der selvfølgelig ingen grund til at gå over i den anden grøft. Forestillingen om den muntre, farverige, danseglade, sanselige og fantastiske middelalder er lige så forkert og vederstyggelig som sin modsætning. Middelalderen var en hård tid, ingen tvivl om det. Men sandheden ligger altså som så ofte et sted i gråzonen. Og der er en håndfuld faktorer, som jeg synes helt udelades i sammenstillingen mellem katolsk middelalder og lutheranismen. Man lufter f.eks. gladelig det faktum, at middelalderkirken på overfladen er helt utroligt tung, sort og dominerende – men glemmer at den så sandelig også var pragmatisk og realistisk. Langt mere pragmatisk end de fleste forestiller sig. Man stirrer sig blind på de talløse synder, middelaldermennesket ikke kunne undgå at falde i – men overser både at langt de fleste syndsforestillinger gik i arv til lutheranerne, og at middelalderens syndsbevidsthed var langt, langt mindre kvælende og omklamrende end ur-lutheranernes. I den middelalderlige romerkirke er stort set alting forbudt, javist, men der er også en klar redningsplanke indbygget; tilgivelsen var sat i system, og enhver vidste at “dagligdagssynderne” (altså ikke mord, voldtægt og den slags) kunne lettes med en hurtig gang Ave Maria´er eller en pilgrimsrejse til Præstø (or wherever). I middelalderen kunne mennesket ikke undgå at synde, men synden blev normalt ikke en tyngende, ødelæggende byrde på folks sind. Kirken vidste, at mennesker var mennesker, og derfor kunne fejle – og den gjorde plads til det.

Med reformationen bortfjernedes kirkens magt til at tilgive synder. Rent teologisk giver det fin mening, for der er i Bibelen intet holdbart belæg for kirkeinstitutionens enorme autoritet. Men på et rent praktisk plan betød det, at disse uundgåelige synder pludselig ikke var til at slippe af med. Det var med reformationen at den kroniske dårlige samvittighed blev introduceret, simpelthen fordi der ingen steder var at gå hen og læsse syndsbyrden af. Og det har næppe været sundt for den mentale balance. Og selv om middelalderen da i allerhøjeste grad har sin del af brutaliteter og umenneskelighed, så er det jo da værd at bemærke at det først er i århundredet efter reformationerne i Europa, at volden for alvor eksploderer. Vi henviser ofte uden tøven til alle mulige forfærdelige torturinstrumenter som “middelalderlige”, men Jernjomfruen, strækkebænken og alle de andre grusomme og sadistiske opfindelser var stort set ukendte i middelalderen. De dukker op i renaissancen – efter reformationen. Selv 1600-tallet hekseprocesser har man med succes fået eksporteret til middelalderen, skønt det altovervejende var de reformeredes projekt (og gør mig nu i det mindste den ret at undlade at hævde, at jeg renser middelalderen for alle anklager. Det gør jeg ingenlunde. Men brutaliteten forsvandt ikke med reformationen… tvært imod!)

Et eksempel på, hvor spræl-levende middelalderen (også) kunne være – en kvinde indsamler frugter fra et botanisk set ret interessant træ (!) Den slags løssluppen munterhed var man ikke sluppet godt fra efter 1536…

Betragter man de historiske kilder bliver det tydeligt, at der i middelalderen simpelthen er en uoverensstemmelse mellem teori og praksis. Kald det gerne hykleri – men det fungerede i praksis. Stort set alting er forbudt og syndigt… men det sker alligevel. Og kirken tolererer det faktisk langt hen ad vejen, fordi allerede de tidlige kirkefædre havde forstået at mennesket er… jah, menneskeligt. I middelalderen var der plads til larm, til kaos, fest, druk, usædelighed og fornøjelser i snart sagt alle tænkelige afskygninger. Det var der altså i væsentlig mindre grad efter reformationen. Og ganske vist anklager man – med rette! – romerkirken for hæmningsløs grisk- & grådighed, men man glemmer bekvemt at nævne, at størstedelen af kirkens gods tilfaldt statsmagten ved reformationen. Grådighed er et menneskeligt vilkår, og findes selvfølgelig både før og efter reformationen. Det er ikke nogen katolsk specialitet, lige så lidt som det er en lutheransk.

Naturligvis kan man mene, at en stor del af middelalderkirkens lære er humbug uden støtte i de Kanoniske Skrifter. Men de udfyldte en funktion, både mentalt og praktisk. Troen på helgener og relikvier finder ikke støtte i Bibelen – men den hjalp rent faktisk mennesker gennem livets problemer i en tid, hvor der stort set ingen anden hjælp var. Det giver naturligvis sig selv, at der i medicinsk forstand ikke er meget hjælp at hente for en fødende kvinde i at holde St. Margaretas lillefingerknogle (det er jo bare en knogle, der tilmed temmelig sikkert intet har haft med Margareta at gøre) – men så alligevel… Har det måske trods alt haft en virkning? I dag arbejder lægevidenskaben seriøst med placebo-medicin (altså teknisk virkningløse midler, der kun har effekt fordi patienten tror de virker). Middelalderens tro på helgener og relikviers magt har da virket. Selvfølgelig har den det. Slet og ret fordi folk troede at det virkede. Det har givet trøst, tro og håb, der som bekendt er kraftfulde størrelser!

Reformationens fejl er ikke at den bortviser helgenerne. Reformationens store fejl er, at den undlader at sætte noget andet i stedet. I dag kan vi sagtens se tilbage på det og tænke, at det da var fantastisk godt at der omsider blev rydtet ud i al den overtro og ammestuesnak… men for de mennesker der rent faktisk skulle leve med reformationen betød det jo blot, at de blev frataget hjælp, støtte, håb og fortrøstning. Det er med andre ord en kold og kynisk reformation, der giver pokker i menneskets reelle behov til fordel for rent intellektuelle, teologiske detaljer. Eller, med andre ord: reformationen er på mange måder bedøvende ligeglad med det enkelte menneske. Det er de teologiske dogmer, der tæller – og kun dem. Kortslutningen sker vel, fordi vi er tilbøjelige til at betragte 1536 som et afgørende skelsår; men i virkeligheden ligger den danske folkekirke idag næsten lige så langt væk fra sin 1536-forgænger, som Luther gør fra katolicismen. Der er sket meget på de seneste 500 år, også med den reformerte kirke; den milde, rummelige folkekirke anno 2016 har i virkeligheden ikke særlig meget til fælles med Luthers version (jeg tillader mig her naturligvis at se bort fra de allersorteste afkroge af den moderne Folkekirke). Eksempelvis ville man i årene lige efter 1536 have været bestyrtet ved tanken om kvindelige præster eller homoseksuelle bryllupper – eller de pilgrimsvandringer, der i de senere år er blevet så populære i Folkekirken.

Og så må jeg – belært at erfaringen – atter en gang understrege at det jo altså hverken er reformationen eller Luther der er målet her. Det er eftertidens alt, alt for letkøbte redigering af historien: at middelalderen var åh-så-grum, tung, primitiv og ulidelig. Vi lader os besnære af, at middelalderen rummer både verdens længste krig (Hundredeårskrigen) og den mest spektakulære epidemi (Sortedøden). Men ingen af delene er middelalderens eller romerkirkens skyld; hundredeårskrigen var måske nok den længste, målt med kalenderen, men der har jo altså været langt, langt blodigere krige sidenhen. Og der er jo ingen, der klandrer den reformerte kirke for f.eks. influenzaepidemien i 1919.

Reformationen var god og nyttig, javist – men så var den altså heller ikke bedre. Og middelalderen var slem – men så var den altså heller ikke værre. Den var ikke det glædesløse kulsorte Helvede på jord, vi forestiller os, og den efter-reformatoriske verden havde så sandelig sin rimelige del af grumheder og ulykker… (og så lidt oveni, bare for god ordens skyld).   Lutheranismen bringer frihed, jovist – men det er en frihed der betyder, at man selv er skyld i sin ulykke. Fattigdom, sygdom og alle de andre plager man kan rende sig til, blev pludselig en Guds straf, fordi den arme synder havde været uartig. Det var som udgangspunkt selvforskyldt (ligger der mon en inspiration for vor tids socialpolitik her?). Og dét er altså ikke noget fremskridt i forhold til middelalderens (indrømmet, utilstrækkelige, men dog velmenende) tiltag for at holde de fattige og syge nogenlunde i live. I grunden er det jo helt misvisende, når vi opfatter middelalderen som tynget af syndsbevidsthed; efter reformationen blev man så kropsforskrækkede, at hygiejnen styrtdykkede i en sådan grad at mange gik gennem hele livet uden nogensinde at vaske sig i skridtet (der jo var forfærdeligt syndigt og helst skulle ignoreres). Den slags var aldrig gået i middelalderen, der i det store og hele havde et ganske afslappet forhold til menneskekroppen.

Når “god” og “ond” skal fordeles mellem middelalderkirken og den lutherske ditto, så er svaret overhovedet ikke éntydigt. Faktisk er der så mange nuancer, at det muligvis slet ikke kan lade sig gøre. Fejr endelig reformationen. Men gør det ikke ved at påstå at den befriede os fra den dumme, grumme og onde middelalder, for den var langtfra så fæl og primitiv… og måske var det ikke en ubetinget fordel at blive befriet for den…?.

***