En Irsk Hundredeårsdag

Der var andre betydningsfulde begivenheder i 1916 end 1. Verdenskrig. I år er det f.eks. hundredeåret for udbruddet af den (i hvert fald i Irland) stærkt mytologiserede Easter Rebellion  – “Påskeopstanden” – og det er såmænd nok et nærmere kig værd. Påskeopstanden er nemlig på adskillige måder en arketypisk hændelse, et skoleeksempel på vores måde at erindre og tolke fortiden… og et fint eksempel på, at århundredgamle begivenheder aldeles ikke er glemt eller betydningsløse. Og for enhver der interesserer sig det allermindste for irsk folkemusik, er Påskeopstanden rent ud umulig at komme udenom; meget kan man sige om irerne, men de har en utrolig evne til at omsætte deres talløse ydmygelser, nederlag og trængsler til fantastisk fængende sange. Man har (ikke helt uden grund) sagt om irerne at de sjældent har held i krig, men at de altid kommer ud af dem med de bedste sange. Der findes dynger af fantastisk stærke og smukke sange om påskeopstanden, som er stærkt medvirkende til at holde erindringen i live… og tilpasse den eftertidens politiske, nationale, kulturelle og identitetsmæssige behov. Den smukkeste af dem alle er efter min ydmyge mening Sinead O`Connors indspilning af “Foggy Dew”, med opbakning fra the Chieftains: https://www.youtube.com/watch?v=yaS3vaNUYgs

Irske oprørere på barrikaderne i påsken 1916, formentlig i Dublins gader (der var enkelte hændelser udenfor byen, men opstanden var i alt væsentligt en hovedstads-affære).

Påskeopstanden i Dublin 24.- 30. april 1916 (påsken faldt adskilligt senere i 1916 end den gør i år) er stadig stærkt kontroversiel, og vækker selv i dag voldsomme følelser. For ganske nylig sås f.eks. et indlæg på en WW1-tematiseret side på Facebook, der relaterede til oprørerne – og hvor den første kommentar lød “Backstabbing traitors!” Selv i dag regnes opstanden altså af mange briter for forræderisk, al den stund anstifterne benyttede sig af at England havde engageret sig i det store europæiske rivegilde, og derfor havde hænderne fulde i forvejen. I samtiden (og i dag, i betydelig udstrækning) forventede man fra engelsk side at de irske separatister ville suspendere deres selvstændighedskrav så længe krigen varede, af lutter “sportsmanship” og loyalitet overfor besættelsesmagten. Det interessante er, at store dele af den irske befolkning faktisk delte denne holdning. Påskeopstanden 1916 nød, så vidt vi kan se, kun ret begrænset folkelig opbakning i samtiden. Det er først sidenhen, den har fået status som en stor, samlende national begivenhed.

I virkeligheden stod irerne i 1916 i en situation, der ikke er uden sammeligning med de dansksindede sønderjyders på samme tid. De var reelt undertvunget, underlagt en fremmed magt. Og ligesom sønderjyderne valgte man at gå med på besættelsesmagtens krav om opbakning og støtte, ud fra en forventning om at man senere ville høste frugterne af at udvise samarbejdsvilje.

Britiske tropper med en Mark IV-tank, fotograferet i Abbey Street under opstanden; et temmelig voldsomt modtræk til nogle få hundrede oprørere med forældede, lette håndvåben.

Politisk kan man naturligvis mene hvad man vil om Påskeopstanden. Historien er som bekendt ikke entydig, og man kan med god ret anlægge den betragtning, at det var et heroisk, uselvisk og idealistisk anslag mod fremmed dominans og undertrykkelse. Man man med lige så god ret hævde, at det var en lille egoistisk elites forsøg på at tage hele det irske folk som gidsler i et voldelig anslag mod en politisk tilstand, der under alle omstændigheder så småt var under afvikling, eller i hvert fald forandring. Begge dele er sådan set fagligt forsvarlige. Men det virkelig interessante er, hvordan hændelserne i Dublin for 100 år siden i dag skildres.

At England gennem tiden har sat sig rimeligt tungt på Irland kan selv den mest begejstrede bowler-fetishist ikke bestride. Gennem århundreder havde engelske krigstogter til Irland hørt til dagens orden; den walisiske kronikør Geraldus Cambriensis omtaler det allerede i det 12. århundrede som en ret dagligdags ting. Richard II. splittede øen ad i sidste halvdel af 1300-tallet, og i det 17. århundrede smadrede Oliver Cromwell øen så grundigt, at det huskes med betydelig vrede og smerte den dag idag; der er talløse beretninger om grusomme overgreb (af hvilke en del dog nok skal tages med betydelige forbehold. Den kollektive irske erindring har en udtalt hang til martyr-myter). Den engelske holdning til det irske spørgsmål forblev stort set uændret langt op i tiden, og blev vel nok klarest formuleret af hertugen af Rutland allerede i 1784; Ireland is too great to be unconnected with us, and too near us to be dependent on a foreign state – and too little to be independent. Irland blev, med andre ord, opfattet som et annex til England, som man kunne behandle som man fandt det for godt. Et skoleeksempel på arrogant imperialisme, altså.

HMS Helga, et fiskeri-fartøj ombygget til kanonbåd. Fra floden Liffey beskød den Dublins indre by med svært artilleri. Resultatet af dens indsats ses på det øverste billede, der viser Sackville Street efter det engelske terrorbombardement.

Man kan diskutere om Påskeopstanden var berettiget. Man kan diskutere om den var hensigtsmæssig. Og man i høj grad kan diskutere, hvor vidt den var “folkelig”. Men man kan ikke betragte den som uprovokeret. Det kan på ingen måde overraske, at Englands adfærd i Irland gennem adskillige århundreder affødte en modreaktion – heller ikke en voldelig. En adfærd, der iøvrigt også dikterede reaktionen på opstanden, og som i sidste ende var stærkt medvirkende til at styrke og forme IRA – og dermed gav næring til én af de mest prominente terrorbevægelser i Europa i det 20. århundrede (det kommer muligvis som en overraskelse for moderne danske mediebrugere – men nej; terror ikke er et specifikt islamisk fænomen). Man husker måske IRA´s rutinemæssige terrorbombninger i Londons varehuse hvert år ved juletid i en længere årrække. Det er indlysende at disse angreb ikke på nogen måde kan forsvares. Men de kan godt forklares, i hvert fald et stykke hen ad vejen – og en del af forklaringen skal findes historisk, i den engelske adfærd i Irland.

Terror er i dag atter en gang blevet en faktor i vores hverdag, og vi er igen tvunget til at forholde os til den. Ofte slås det i den offentlige debat fast, at der kun er én skyldig i terror: terroristen. Og i teknisk forstand en det naturligvis indlysende sandt. Selvfølgelig er det dén, der trækker i snoren eller trykker på knappen, der er den skyldige. Men det er også sandt, at meget få bliver terrorister for sjov. Der er jo gerne en årsag. Tryk avler som bekendt modtryk – og den irske terror (hvor modbydelig og tilfældig den end var) opstod ikke af ingenting. Englands reaktion på opstanden i 1916 var ekstremt voldelig; skønt oprørerne var få og kun nød meget begrænset folkelig opbakning (hvilket man udmærket vidste på engelske side) var den militære reaktion på opstanden tildels rettet direkte mod Dublins civile befolkning, og efterlod den indre by fuldkomment sønderskudt. Som sagt: det retfærdiggør på ingen måde IRA´s terror – og da slet ikke den, der fandt sted 60 år senere – men det er med til at forklare den. Visse former for politisk vold er sørgeligt forudsigelig. Måske ligger der en sandhed gemt her, som vi med fordel kan overføre til vores egen tid…

I eftertiden er Påskeopstanden blevet vendt og drejet og tilpasset, ganske som det sker med enhver betydningsfuld historisk begivenhed. I vide kredse opfattes det f.eks. som en specifikt katolsk opstand mod det protestantiske England (hvilket det reelt ikke var. Skønt der var katolsk overtal fandt man også protestanter blandt oprørerne), og som med alle andre vigtige begivenheder er også erindringen om hændelserne i påsken 1916 blevet ramt af en i bund og grund usund forsimpling – hvilket nok er svært at undgå, når en fortælling hovedsagelig erindres via sange. Men dét er jo i sig selv et udtryk for, at historien stadig har betydning. Med ialt 450 døde (af hvilke langt over halvdelen var sagesløse civilister) og 2.500 sårede var det en ganske lille træfning, sammenlignet med de store slag på kontinentet på samme tid, men affæren havde – og har fortsat – voldsom betydning for den irske selvforståelse. Og når almindelige, jævne englændere i dag udviser en så agressiv holdning til de irske oprørere for hundrede år siden som den ovenfor omtalte Facebook-skribent, kan man vel godt tillade sig at tage det som udtryk for, at man i visse kredse stadig, selv i dag, forfægter den holdning at Irland i 1916 skyldte England troskab og våbendåd… en holdning, der i foruroligende grad læner sig op ad Kiplings gamle, naive feberfantasi om den “Hvide Mands Byrde” – og implicit hævder at et undertvungent folk automatisk skylder sine koloniherrer blind lydighed.

Det er i sandhed, som et klogt hoved engang sagde, en underlig verden…

***