En meget politisk drik

Menneskeheden kan som bekendt inddeles i underfraktioner på et utal af forskellige måder: Etnisk, politisk, økonomisk, geografisk osv. osv. Men ét af de helt afgørende parametre er naturligvis… thé- eller kaffedrikker?

Selv har jeg alle dage uden skam, ja ligefrem med stolthed og knejsende pande, bekendt mig til den vidunderlige og livgivende urt fra øst. Jeg har altid været thédrikker, og skyer med væmmelse dens maveknusende og søvnødelæggende rival, det vulgære og plumrede opkomlinge-bryg: kaffe. Théens mange gode og nyttige egenskaber står i grel kontrast til den ynkværdige afhængighed, kaffen hensætter sin vilje- og kraftløse slavehær af misbrugere i. Hvor ofte har jeg dog ikke oplevet disse zombie-lignende væsner, når de, famlende og med uartikulerede gryntelyde, tumler sig frem til kontorets kaffemaskine om morgenen før blot den allermindste snert af menneskelighed tændes i deres øjne, hvæsende og snerrende ad enhver, der drister sig til at tale til dem før det første skud koffein dulmer deres medynkvækkende abstinenser?

Udbredelsen af thé til hele befolkningen var med til at fortrænge gin, der havde haft gruopvækkende effekt på de lavere klassers leveforhold – her illustreret af Wm. Hogarths stik “Gin Lane”

Naturligvis er der ingen grund til at se ned på de arme kaffedrikkere. Intet kunne ligge mig fjernere. Nej, den eneste måde at anskue disse stakkels koffeinafhængige vrag på, er naturligvis mild overbærenhed, medynk og kærlig omsorg. Herregud, de er jo dog ikke selv skyld i deres forskrækkelige afhængighed. Det skulle ikke undre mig det allerringeste, om langt de fleste kaffedrikkere har den samme triste og glædesløse historie at fortælle; at den første kop var gratis, og man i overmodig æventyrlyst og oprørstrang lod sig friste. Men konsekvenserne af denne ungdommelige letsindighed er livslange og helt umulige at overskue for et ungt menneske, der ligger under for gruppepres. Kontrasten til den helsebringende théplantes værdige og selvdisciplinerede disciple er skærende. Man fristes jo i grunden til at mene, at nogen burde gøre noget. At regeringen må gribe ind, at den stålsat og handlekraftigt må afhjælpe disse arme afhængighedsplagede horders lidelser!

Men spøg tilside. Faktisk er det interessant at betragte thédrikken med kulturhistoriske øjne. Gennem tiden har thé nemlig været betragtet både som en samfundstruende bombe under det økonomiske system… og det stik modsatte! Under den Industrielle Revolution i England i 1700-tallet blev thé af mange anset for decideret samfundsskadeligt; dels frygtede man at arbejderklassens helse (der jo som bekendt blev holdt så glimrende vedlige af den gode, klassiske og ærke-engelske drik gin) slet ikke kunne tåle de store mængder varmt urteafkog, og dels mistænkte man de dovne hunde for at ville benytte de mange thépauser som en undskyldning for at skulke fra arbejde og ad bagvejen reducere arbejdsdagens effektive længe helt ned til… ja, måske så lidt som 12-14 timer! Produktiviteten ville altså rasle ned, frygtede man, og i sidste ende bringe hele den engelske nation til tiggerstaven.

De engelske industrifyrsters tillid til deres medmennesker, sociale ansvarlighed og rørende omsorg for arbejderklassen kunne på det tidspunkt ligge på et meget, meget lille sted, så det kan selvfølgelig ikke undre at man så på ethvert initiativ fra proletariatet med mistænksomme øjne. “Skal de nu til at drikke thé? Hvad pønser de på?” Det er i denne forbindelse måske iøvrigt på sin plads at påpege, at den knæsatte påstand om at den Industrielle Revolution bragte rigdom og velstand til England for de første hundrede års vedkommende kun er sand i strengt statistisk forstand; i gennemsnit blev den engelske befolkning ganske rigtig en del mere velhavende – men reelt var det en lille gruppe af industrifyrster der blev rigere. Fabriksarbejderne gjorde i allerhøjste grad ikke.

The Boston Tea Party 1773 (hvor de oprørte patrioter iøvrigt forklædte sig som indianere i et krysteragtigt og gennemført mislykket forsøg på at skyde skylden på de indfødte.)

Men faktisk er der argumenteret for, at netop udbredelsen af thé til de bredere lag havde enorme positive konsekvenser. Dels reduceredes forbruget af stærk alkohol (Marx havde nemlig helt ret i, at druk var de arbejdende klassers forbandelse), og dels mindskedes spredningen af tyfus og andre vandbårne sygdomme radikalt, alene fordi man begyndte at koge sit vand inden man indtog det. Når dertil lægges, at importen af thé til England fra kolonierne i Østen steg eksplosivt fra midten af 1700-tallet, tegner der sig et billede af en udvikling, der havde store sundhedsmæssige og økonomiske fordele; og frygten for at de små thépauser i arbejdsdagen skulle underminere indsatsen i fabrikshallerne viste sig ikke blot ubegrundet – det forholdt sig i realiteten faktisk stik modsat! Den engelske vane med at tilsætte sukker og mælk betød nemlig, at fabriksarbejderne fik et energitilskud, der gjorde det muligt for dem at yde en målbart større indsats i løbet af en arbejdsdag end førhen. Alt i alt var der altså ingen som helst grund for de tykmavede industrikapitalister til at frygte den nye driks udbredelse til underklassen. Tvært imod.

Men måske lå der helt andre motiver bag frygten. Måske handlede det i virkeligheden om, at man ikke brød sig om at se snavsede arbejdere tillægge sig en skik, der ellers havde været forbeholdt adel, overklasse og velspækkede rigmænd siden den dukkede op i England i sidste halvdel af det 17. århundrede? Det var jo sandt at sige ikke til at forudse, hvilke konsekvenser den slags kunne få. Og på ét punkt fik thé-skeptikerne ret. Arbejderklassen forblev arbejderklasse, og det engelske samfund styrtede ikke i grus fordi man begyndte at drikke thé i fabrikshallerne og klædemøllerne. Men en anden oprørsfraktion fik faktisk vind i sejlene som følge af thédrikningens udbredelse: kvinderne!

Stik af et tidligt engelsk thé- & kaffehus (midt-1600). Et af de få steder, hvor begge køn kunne samles frit.

Kvindesagen var en ny og stærkt kontroversiel tanke i 1700-tallet, og ville formentlig kun have fået en meget begrænset effekt, hvis ikke de mange thé- og (okay, indrømmet) kaffehuse i London havde budt borgerskabets kvinder på en konkret mulighed for at mødes udenfor hjemmet, og dermed udenfor ægtemændenes kontrol. Uden denne socialt acceptable mulighed for at samles og drøfte tanker og idéer ville kvindesagen temmelig sikkert have været betydeligt mere langsommelig og uorganiseret – og dermed betydeligt mindre effektiv!

Det hører iøvrigt med til historien, at thé også har spillet en politisk/historisk rolle på et langt mere konkret plan. Således var det nemlig den engelske finansminister Charles Townshends beslutning om, at det Britiske Ostindiske Kompagni skulle fritages fra den særlige skat på thé til de Nordamerikanske kolonier i 1773, der var anledningen til det berømte Boston Tea Party; en affære, der var stærkt medvirkende til udbruddet af den Amerikanske Revolution nogle år senere, og som i sidste ende førte til koloniernes løsrivelse… for slet ikke at tale om vor tids Tea Party Movement, Sarah Palin og andre nutidige begrædeligheder.

***

Og så må jeg iøvrigt have lov – sådan, afslutningsvis – een gang for alle at korrigere en stadig mere udbredt misforståelse. Thé laves af… thé! Ikke af skovbær. Ikke af hyben. Ikke af blå-, hind-, jord- eller nogen som helst andre bær, rabarber, birkebark, bølgeblik eller hvad pokker man nu kan hitte på af narrestreger! Bloody tea, kære venner! Det fremgår jo faktisk med al ønskelig tydelighed af navnet, og burde således ikke være så vanskeligt at forstå!

;-D