En Ny Generations Historie

Jeg skal selvsagt være den første til at indrømme at moderne, rytmisk populærmusik ikke er min spidskompetence. Med enkelte undtagelser stod jeg af popdillen engang i slutningen af 80´erne, hvor jeg med ro i sindet sluttede mig til den store armé af vrisne gamle mænd, der sammenbidt bekræfter hinanden i at der ikke er blevet lavet ordentlig musik siden (pudsigt nok) deres egen ungdom. Naturligvis er der undtagelser. Kate Bush er stadig aktiv. Leonard Cohen er stadig aktiv. Men i det store og hele er der dæl´me langt mellem snapsene idag, hvor musikscenen synes at være domineret af komplet ubegrundet selvglade rap-trip-hoppere (or whatever), kvidrende næsten-pornomodeller og omhyggeligt designede teenage-idoler med tekster så rystende tomme, at de i grunden lige så gerne kunne være tilfældige lyde. Det kan være vældig professionelt lavet, men personligt vil jeg altså til hver en tid foretrække Django Reinhardts virtuose strengeleg, Ian Anderssons sprøde tværfløjte, Sacthmo´s jazzy trompet – eller for den sags skyld Wagners hæmningsløse overdådighed. Moderne musik siger mig generelt ikke særlig meget; i min fremskredne alder har man simpelthen ikke tilstrækkeligt med tid tilbage på denne klode, til at bruge noget af den på Rasmus Seebach eller Nick & Jay.

Nu kan man naturligvis godt få det indtryk, at jeg bare er en sur gammel mand der er blevet sejlet aldeles agterud i forhold til tidens toner (hvilket givetvis er sandt), eller at jeg slet og ret ikke fatter en bimlende hat af ungdommens tanker (hvilket lige så givetvis også er sandt). Men helt forstenet er jeg altså trods alt ikke. Der er glimt af liv. Små, ynkelige og spredte, javist, men dog glimt af liv. Af og til opdager jeg nemlig – og hver gang med lige stor overraskelse – at der er undtagelser. Også i den moderne musik kan man lejlighedsvis være heldig at finde spor af selvstændig tænkning. Og det giver sig selv, at min begejstring når det endelig sker er stor ;-)

Et eksempel (og her må læseren venligst bære over med mig, al den stund det pågældende musikstykke faktisk er fra 2006, og derfor af de fleste måske ikke vil blive opfattet som “nyt”. Det er det altså i min verden!) er et nummer på rockbandet My Chemical Romance´s album Black Parade. Her optræder nemlig en skæring med titlen “Mama” som røber en helt usædvanligt sund historisk bevidsthed hos de musikalske unge mennesker. Og ikke blot er de bevidste om historien… de er minsandten bevidste om et af mine ganske særlige hovedfokusområder af den. Sangen handler nemlig om 1. Verdenskrig!

Sangen indledes med et ildevarslende tordenbrag, fulgt af en Kurt Weill´sk klaverrytme der bærer mindelser om mellemkrigstidens Berlin. Teksten ligefrem emmer af den desperation, håbløshed og totale mangel på fremtidstro, der var så karakteristisk for krigsgenerationen.  Med sine hyppige og insisterende referencer til kister, amputationer, død, fluer, fortabelse, infektioner og “shit that I´ve done / with this fuck of a gun” er sangen slet ikke nogen ringe fortolkning af krigserfaringernes psykologi. Liza Minellis lille, diskrete gæsteoptræden undervejs som fransk barpige – “And if you would call me your sweetheart / I´d maybe then sing you a song” – er en fryd, både for øret og hjernen (Liza Minelli er iøvrigt er ret dristigt valg, al den stund hun formentlig er komplet ukendt for MCR´s målgruppe).

På musiksiden bevæger sangen sig fra den altmodische klaver-intro til en næsten ulidelig styrke – en musikalsk tolkning af den buldrende kanontordenen – for så pludselig lidt overraskende at slå over i valsetakt (igen et element, der peger bagud). Og sangens afrunding er en fin opsummering af frontsoldatens besynderligt sammenbidte attitude:

We all carry on
When our brothers in arms are gone
So raise your glass high for tomorrow we die

Nu kan man naturligvis indvende, at der intetsteds i teksten er noget der binder den særligt til 1914-18. Det kunne for så vidt være en almen kommentar til alle krige – hvilket den da givetvis også er. Men alligevel er der ingen tvivl om, at det i særlig grad er 1. Verdenskrig der sigtes til. På albumcoverets illustration (gengivet ovenfor) er der nemlig utallige visuelle referencer, der tydeligt knytter sangen til lige netop dén krig; Billedet er gengivet i periodens letgenkendelige sepia, og bandmedlemmerne selv er iført sorte klæder der tydeligt er inspireret af tidens husaruniformer. Der optræder en pige i gammeldags kjole – med gasmaske! En tomt stirrende, kørestolsbunden mand er åbenlyst ramt af granatchok, og hele to steder titter afpillede hovedskaller frem. I billedets forgrund ligger klassiske militære instrumenter spredt, en væltepeter står lænet op ad væggen, og midt på scenen står fletkurven fra en observationsballon. I baggrunden af opstillingen ses en britisk/amerikansk soldat i en uniform fra Den Store Krig… og på den dunkle himmel skimtes en Zeppeliner – og såmænd også Richthofens ikoniske rødmalede triplan. Og vist kan man da indvende, at der også andet på billedet. Der er f.eks. et jagerfly, der tydeligvis er noget 2. Verdenskrigs-halløjsasa, og på billedet optræder også noget, der mest ligner en Amazon-indianer med en baroktrompet. Vi skal jo også helst have lidt at undres over ;-)

Siden popmusikkens fremkomst har der været lavet en del sange med udgangspunkt i krigen 1914-18. Paul McCartney, Don McLean og vores egen Lars Lilholt er kun et par eksempler på kunstnere, der har taget emnet op. Måske har MCR her leveret os sin generations bud på en populærkulturel tolkning af emnet? Og som sagt: deres “Mama” er en herlig sang, der giver håb for en ellers mere end almindeligt uinteressant musikscene. Der er med andre ord ingen særlig grund til fortvivlelse og sortsyn – den unge generation har trods alt ikke helt glemt historien. Eller den 1. Verdenskrig!

***

Læs teksten til sangen her: https://play.google.com/music/preview/T3mlyvfuputw3jee3qui7b3lm3u?lyrics=1&utm_source=google&utm_medium=search&utm_campaign=lyrics&pcampaignid=kp-lyrics

Hør sangen her: http://chemical romance mama