Et Overset Feministisk Ikon (og hans kone :-D)
13. marts 2019
WF16 på Slap Line… om Middelalder og 1. Verdenskrig
2. april 2019

En Utroværdig spion

Over de forløbne godt-og-vel hundrede år er der udkomment en hjernelammende enorm mængde litteratur om den Første Verdenskrig, herunder en lang række erindringsværker fra folk, der på den ene eller den anden måde tog del i begivenhederne. Det er dén type skrifter, der indenfor historiefaget betegnes som “primærkilder” – altså tekster, der har særlig tyngde, fordi der netop er tale om førstehånds-beretninger, om enkeltpersoners oplevede erfaringer.

Det giver sig selv, at værdien af den slags kilder alt andet lige er stor; frem for at have en eller anden nutidig, magelig historiker-snude til at sidde og kloge sig på begivenheder man dybest set ikke har nogen egen erfaring med (med alt hvad det indebærer af bakspejls-konklusioner, nedarvede udlægninger og tillært indsigt), er det naturligvis bedre at have beretninger fra de, der rent faktisk oplevede tingene på egen krop. Det kan selvfølgelig ikke bestrides.

Alligevel rummer disse erindrings-fortællinger en række fælder, der betyder at de skal anvendes med betydelig vagtsomhed. Bare fordi man har taget del i en hændelse er der jo ingen garanti for, at man rent faktisk også har forstået hændelsen – eller at éns vidnesbyrd nødvendigvis er 100% sandfærdigt. Til et fuldt historisk overblik kræves nemlig som regel flere kilder, altså både “øjenvidneskildringer” og senere, fagligt funderede bredere udlægninger. En måske lidt langhåret illustration kunne f.eks. være beskrivelsen af en kornmark: hvis man sidder sammenkrøbet midt i marken kan man se hver en detalje i de enkelte kornstrå der omgiver én – men har ingen fornemmelse for, hvordan marken som helhed ser ud. Hænger man derimod 200 meter over marken kan man tydeligt se dens form, placering i landskabet osv. – men til gengæld forsvinder det enkelte aks fuldstændigt af syne. Man må altså så at sige på samme tid befinde sig midt i begivenhederne og fjernt fra dem, for at få noget der ligner et fuldt overblik.

Eller, sagt på en anden måde: erindringsskrifter er typisk både uimodsigeligt sande (al den stund man jo ikke kan diskutere med et andet menneskes personlige, subjektive oplevelse)… og potentielt fulde af løgn! Et eksempel er Ernst Jüngers berømte selvbiografi “Im Stahlgewitter” fra 1920 (da. “I Stålstormen“, 2012), som på én gang er et utroligt stærkt og personligt vidnesbyrd om oplevelsen af krigen – og gennem-redigeret, struktureret og tilrettelagt. Jüngers bog er på samme tid hudløst ærlig, og voldsomt iscenesat.

Under min seneste London-ekspedition tidligere på måneden hjemsøgte jeg naturligvis rutinemæssigt byens stadig færre, men stadig uhørt velassorterede boghandlere, bl.a. den pragtfulde 5-etagers Waterstones på Piccadilly. Tidligere tiders hæmningsløse bogkøb er ganske vist ikke helt så aktuelle længere; dels er reolpladsen forlængst fyldt op til langt over bristepunktet, og dels er der faktisk efterhånden langt mellem snapsene; de nye titler om verdenskrigen, der rammer markedet nu, er for de flestes vedkommende efterhånden noget perifære, og det krævede ingen særlig vilje at modstå fristelsen til at købe en hel bog om f.eks. brevduers betydning for den britiske krigsindsats – det kan også blive for specifikt, selv til mig.

Marthe McKenna – mesterspion og fiktionsforfatter… pr. stedfortræder.

Men et par indkøb blev det dog til. Blandt andet faldt jeg over en bog, jeg har læst, men aldrig ejet: Marthe McKennas “I Was a Spy!” (med udråbstegn og det hele). På omslaget udråbes den til the classic account of behind-the-lines espionage in the first world war, og bogen er ganske rigtig en klassiker i sin genre. Ved udgivelsen i 1932 skrev Winston Churchill ekstatisk i forordet, at “beskrivelsen af hendes liv, intriger og eventyr er utvivlsomt autentisk” – og det hører jo da så sandelig til sjældenhederne at stå med en ord-for-ord fuldkomment sandfærdig og detaljeret beretning om en spion under Den Store Krig!

Men bogen er faktisk et rigtig godt eksempel på, at øjenvidneskildringer på én og samme tid kan være vigtigt kilder – og dybt upålidelige! Der er nemlig, når man ser nærmere, en hel del aspekter ved McKennas beretning, der skurrer gevaldigt. Dels er det siden kommet frem, at bogen faktisk med temmelig stor sikkerhed slet ikke er skrevet af spionen selv, men af hendes britiske ægtemand (baseret på hendes fortælling) – og dels er der helt tydeligt redigeret en hel del i den “virkelighed”, bogen skildrer.

På det konkrete plan – hvad skete der, hvad foretog hun sig osv – er der ingen grund til at nære tvivl om historiens troværdighed. At den belgiske Marthe Cnockaert (senere gift McKenna) virkede som tolk og hjælpe-sygeplejerske på et tysk lazarett under krigen er hævet over enhver tvivl, og at hun virkelig tjente som en vigtig spion for de allierede er der masser af dokumentation for (tildelingen af det tyske jernkors under krigen, og både britiske, franske og belgiske fremtrædende hædersbevisninger efter fredsslutningen, taler deres uimodsigelige sprog, og hun nævnes i britiske dagsberetninger i 1918. Faktisk optræder hun under 2. Verdenskrig også på Nazi-Tysklands liste over folk, der skulle gøres særligt væmmelige ting ved, hvis man fik fingere i dem). Det faktuelle hændelsesforløb lader sig altså – i hvert fald i hovedtræk – ikke bestride. Alligevel virker hendes fortælling i visse henseender mere end almindeligt suspekt.

En velkendt fransk-britisk yndlingsfantasi…

Allerede i første kapitel, hvor der fortælles om den tyske invasion af hendes landsby Westrozebeke nær Langemarck i Flandern i 1914, virker det, som om forbindelsen til virkeligheden er ret spinkel. Den brede propaganda-pensel er allerede i fuld sving. Som bekendt var det tyske felttog mod Belgien i 1914 præget af en voldsom brutalitet, og skønt både omfanget og hyppigheden utvivlsomt er overdrevet er der ingen tvivl om, at der fandt regulære krigsforbrydelser sted. Men i lige netop Marthes landsby – ja sågar i hendes hus – fandt ALLE krigsforbrydelser sted! Allerede inden side 30 har vi både oplevet en prøjsisk soldat, der nonchalant spidder et belgisk spædbarn på sin bajonet – en sand propaganda-klassiker (det hævdes ganske vist , at det muligvis var et uheld, men soldatens eneste reaktion er et ligegyldigt skuldertræk, og det døende spædbarn slynges brutalt hen i skødet på den fortvivlede moder) og en sadistisk indebrænding af Marthes far, som straf for at have huset illegitime kombattanter. Der var nemlig blevet skudt mod de fremrykkende tyske tropper fra huset. At huset myldrede med døde og sårede uniformerede belgiske soldater gør ikke det mindste indtryk på den onde tyske officer, der insisterer på at indebrænde faderen alligevel (til alt held lykkes det ham at liste sig ud af bagdøren, som de dumme tyskere glemmer at holde øje med). Alt i alt en lidet overbevisende fortælling – men til gengæld omhyggelig i sin opremsning af påståede tyske krigsforbrydelser; i forbifarten når soldaterne nemlig også lige at stjæle al mad, tæske nogle småbørn og forsvarsløse gamle med geværkolberne, og i det hele taget være gennemført… “tyske”. Det eneste der mangler er sådan set, at nogen sparker en nuttet hundehvalp. De udviser kort sagt præcis den opførsel, som den britiske propaganda i 1932 forlængst havde lært folk, var instinktiv tysk adfærd. Det er simpelthen ikke virkelige mennesker, der invaderer hendes landsby. Det er tegneserie-tyskere, propaganda-prøjsere.

McKennas fortælling blev filmatiseret i 1933 – iøvrigt med Conrad Veidt (Major Strasser i “Casablanca“) på rollelisten.

Naturligvis er det ikke alt sammen drevet ad absurdum. Selv om de fleste tyske soldater er beskrevet som “ulækre”, “filipens-befængte”, “beskidte”, “fede” og “grinende” optræder der skam også venlige, ordentlige og civiliserede tyskere i bogen  – men det samlede indtryk er dog, for nu at sige det mildt, tendensiøst. Og det er i grunden ærgerligt, for det piller unægtelig glansen noget af Marthes ellers vanvittigt interessante fortælling; som sagt er der ingen grund til at betvivle de store linier, det faktuelle hændelsesforløb – men beretningens værdi som personlig skildring mister temmelig meget troværdighed, og de mange åbenlyse “kunstneriske friheder” på detailplanet truer med at rykke hele værket over i propagandagenren; hvad der kunne have været en helt unik og yderst relevant kildetekst bliver i stedet tildels til en (indrømmet, ualmindeligt velskrevet) kulørt ramasjang- & slå-på-tæven-affære.

I kølvandet på bogens enorme kommercielle succes ved udgivelsen fulgte en lang række stadig mere kulørte spionromaner, udgivet med både Marthe og hendes mand John som forfattere. Efter deres skilsmisse i 1951 var det dog slut med udgivelser fra hendes hånd (hvilket jo på sin vis understøtter mistanken om, at det i virkeligheden var hendes mand der førte pennen).

At Marthe McKenna ydede en formidabel indsats som spion for de allierede er hævet over enhver tvivl. At hendes skæbne er interessant er lige så åbenlyst. At hendes beretning om begivenhederne er et vigtigt kildeskrift (og iøvrigt absolut læsværdigt!) er da også en selvfølge – men at det er en nøgtern og hudløst ærlig redegørelse for konkrete begivenheder er altså mere end tvivlsomt.

Og således, storartede læser, når vi endnu en gang frem til den evigt tilbagevendende og altid vigtige konklusion: man skal aldrig tage noget for pålydende – og da slet ikke historie!

***

 

 

 

 

 

2 Comments

  1. Kåre Johannessen siger:

    Hej Peter – Du har selvfølgelig ret. Min pointe var egentlig også snarere, man skal rationalisere sig frem til sine sandheder, ikke ukritisk overtage dem fra andre. Generelt er begrebet “sandhed” en overraskende fleksibel størrelse, når vi taler historie :-)

  2. Peter Thinghøj Christiansen siger:

    Du skriver til sidst: man skal aldrig tage noget for pålydende – og da slet ikke historie. Netop derfor er dine og mine bogreoler fyldt til bristepunktet, og en gang imellem, bare en gang imellem, så har de mange kilder ført frem til noget der må være sandheden. Ellers kunne vi jo ikke holde ud at beskæftige os med historien.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.