Fanhysteri før og nu

I august 1965 optrådte the Beatles for mere end 55.000 tilskuere, i hvad der regnes for verdens første stadium-koncert. Forestillingen udspillede sig på Shea Stadium i New York, og var den første gang fænomenet beatlemania blev iagttaget; hvor koncerter tidligere havde været forholdsvis kontrollerede og civiliserede begivenheder, hvor tilskuerne sad pænt på deres stole med tweed-nederdelen tækkeligt trukket ned over de dydigt samlede knæ og håndtasken fast grebet med begge hænder på skødet, oplevede man her for første gang, at publikum gik kollektivt amok i et orgie af falset-skrigeri, tårestrømme og ukontrolleret hulken. Efter sigende kunne hverken tilskuere eller de optrædende selv høre det mindste af, hvad der rent faktisk foregik på scenen. Hysteriet havde gjort sit indtog, og fænomenet livekoncert blev aldrig helt sig selv igen. Populære musikere var ikke længere kunstnere, de var tilbedte halvguder, og musikeren blev vigtigere end musikken. Show´et blev større og mere spektakulært end nogensinde før – men musikken blev skubbet ned i anden række.

At Beatles var aldeles forrygende musikere, der fornyede populærmusikken og bragte massekulturen ind i en ny tid, er der formentlig ikke mange der vil bestride. Men deres enorme popularitet betød jo på sin vis også, at det centrale – musikken – begyndte at spille en mindre rolle. Og dét er jo sådan set noget værre noget. Nyskabende og visionære Beatles skød musikken frem mod nye grænser… men var samtidig uforvarende med til at underminere den.

1965 var altså et skæringspunkt; noget helt nyt så dagens lys, en tilgang til musik og kunstner, som havde været ganske ukendt førhen. Eller var det?

Nej, faktisk ikke. Beatlemania var i virkeligheden ikke spor nyt i 1965; mere end 120 år tidligere, i det Herrens År 1841, havde man oplevet præcis det samme fænomen under en koncert i Berlin, hvor den ungarske komponist og klavervirtuos Franz Listz havde fremført et udvalg af egne værker… med en virkeligt voldsom effekt til følge! Tilskuerne, der hovedsageligt var yngre borgerfrøkner, blev hensat i et kollektivt hysteri der var ganske uset, og som – hvis de samtidige beskrivelser er bare tilnærmelsesvist korrekte – ikke lader Beatles-fans´ adfærd det allermindste efter; de unge damer hylede og skreg, hulkede febrilsk, gispede og dånede på stribe i ekstatisk begejstring over den karismatiske optrædende – ganske som man så det med Beatles i 1960´erne… og stadig ser det. Der var så vidt vides ingen, der kastede undertøj op på scenen som man sidenhen så det ved Tom Jones´ koncerter – men det skyldes formentlig alene, at det ville have taget de unge damer det meste af eftermiddagen at få mamelukkerne af. Hysteriet stod på alle måder mål med hvad vi sidenhen har oplevet.

Franz Listz, malet omkring 1840. Man fornemmer, at han havde talent for at præsentere sig selv.

Fænomenet bed sig fast. I de følgende år blev det helt normal adfærd under Franz Listz´s optrædender, og et par år senere blev der sat navn på det: i 1844 fandt den tyske forfatter Heinrich Heine på vendingen Listzomania for at beskrive dette besynderlige fænomen. Ikke engang ordet var altså originalt i forbindelse med Beatles.

Listz-feberen gav sig udslag, som samtiden forståeligt nok så på med den største undren. Aldrig havde man oplevet så ukontrolleret og begejstret en reaktion på musik. Hysteriske fans kravlede bogstaveligt rundt efter idolet, og kæmpede hidsigt for at sikre sig hans handske eller lommetørklæde, sågar hans udbrændte cigarskodder blev samlet op på gaden og indrammet i hængesmykker, som velstående borgerkvinder stolt og triumferende viftede hinanden om næsen med. Når en klaverstreng bristede under hans optrædender sloges folk fysisk om at få fat i den knækkede streng, der kunne snos sammen til et armbånd.

Man spekulerede selvfølgelig dybt over, hvad denne mærkværdige og foruroligende adfærd kunne skyldes; var det et resultat af magnetiske fænomener, af de høje temperaturer i et lokale med mange hundrede mennesker og endnu flere vokslys? Var det en form for epilepsi? Heine forklarede det – formentlig med rette – med noget så enkelt som Listz´s helt utrolige talent for selviscenesættelse. Det unge idol, der regnedes for betagende smuk, var kendt for at levere en gennemført planlagt og omhyggeligt designet sceneoptræden; kombineret med romantikkens sygelige tilbedelse af “geniet” var det i virkeligheden et kort skridt fra kunstnerisk nydelse til hysterisk ekstase. Interessant nok bredte fænomenet sig aldrig til andre kunstnere. Det var kun Franz Listz, der kunne hensætte sit publikum i en så ukontrolleret begejstring.

Såh… endnu en gang ser vi, at der altså sjældent er noget nyt under solen. Beatles var aldeles forrygende, helt bestemt, men de opfandt ikke den rytmiske musik… og de var heller ikke de første til at vække stærke følelser hos deres publikum.

***

PS: Hvis man ønsker at vide mere om den karismatiske Franz Listz kan jeg varmt anbefale, at man undlader at se Ken Russell´s besynderlige kultfilm Listzomania fra 1975 (hvis Amadeus og Rocky Horror Picture Show fik et barn sammen, og dette barn røg sig vind og skæv på marihuana, ville det være denne film…) I stedet kan man høre ét af komponistens virkelige superhits, hvis man klikker HER (men tag først en dyb indånding… musikken har som sagt fået mangen en ung og ubefæstet sjæl til at falde i svime af henrykkelse!)