Fattiggården Tur-Retur

I den forgangne uge har jeg været på optagelse med DR-K. Der skulle laves nye runder af “Historiequizzen”, og denne gang var optagelserne henlagt til Kolding, Horsens og Svendborg. De to første dages locations var ganske overordentligt spændende og interessante (tilrettelæggerne på HQ er vanvittigt dygtige, og finder altid fascinerende locations); i Kolding var vi på Koldinghus, og i Horsens på det gamle Statsfængsel – og begge steder er virkelig besøget værd. Personalet var hjælpsomt og imødekommende langt ud over hvad man med rimelighed kunne forvente, og stederne byder på et væld af historiske indblik, fremragende formidlet på medrivende og engagerende vis. Der er altså ingen som helst tvivl om, at både Koldinghus og Horsens Statsfængsel i allerhøjeste grad kan anbefales – hvilket hermed være gjort.

“Historiequizzen” på besøg på Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg (undertegnede m. Madam Fab & Adrian Hughes)

Men turens stærkeste indtryk var nu alligevel den sidste optagedag – og sjovt nok den mindst kendte af de tre institutioner. Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg var naturligvis et sted jeg havde hørt om, men altså aldrig besøgt. Det var vel – hvis jeg skal være ganske ærlig – også dét sted, hvor jeg følte mig mest sikker på at komme til kort rent fagligt. Jeg var på forhånd helt indstillet på, at dette næppe ville blive en historiequiz jeg kunne gå sejrrig ud af; skønt jeg virkelig bestræber mig på aldrig at tabe den sociale vinkel af syne i mit arbejde er jeg bestemt ikke blind for, at der som udgangspunkt er langt flere gode historier at fortælle om adel og overklasse, end om fattiglemmer og udstødte. Kort sagt: da jeg trådte ind gennem porten til Forsorgsmuseet i Svendborg var det med en klar erkendelse af, at dette var et område jeg havde den største sympati for… men en temmelig begrænset faktuel viden om. Og alene dette er jo i virkeligheden et ret interessant fænomen: vores historiske bevidsthed har i almindelighed simpelthen en voldsom social slagside. Også for de af os, der ikke umiddelbart falder på halen over nedarvede privilegier, fornemme titler og dekadente krinolinekjoler. Det er en af de allerstørste urimeligheder – men forarmelse er slet og ret frastødende og utiltalende. Der er ikke noget pænt eller dragende ved social ulykke. Fattigdom er bare ikke sexet. Der er en grund til at tusindvis af teenagepiger gennem årene har tudet øjnene ud af hovedet for de yndige russiske Tzardøtre eller den nuttede franske dauphin, uden at skænke millioner af franske og russiske bønder den mindste tanke, selvom der er ufatteligt mange uskyldige børn der er omkomne af sult eller mishandling som direkte ofre for de franske og russiske monarkers nonchalante arrogance. De begrædes ikke, for der var simpelthen alt for mange af dem. Jo mere man repræsenterer en folkemængde, des mindre individ er man – og dermed des mindre menneske (og iøvrigt var almuebørnene snavsede og ulækre og fulde af lus og utøj). Kongebørnene levede ultrapriviligerede tilværelser, vi har fotografier og malerier af dem i kostbare klæder, og de var selvfølgelig smukke som gudebørn – skønhed er nemlig som regel også afhængig af indkomst. Og således ender verden med at begræde de få overpriviligerede, mens den komplet ignorerer de myriader af mindst lige så uskyldige, der blot ikke lige havde råd til at lade sig portrættere i silkeklæder. Men jeg kører ud af en tangent, er jeg bange for. Tilbage til Forsogsmuseet!

H. A. Brendekildes “Udslidt” (1889). En fantastisk illustration af, hvor inderligt frastødende fattigdom er (og en påmindelse om hvor vigtigt det er at huske på) – og iøvrigt ét af mine absolutte ynglingsmalerier.

Min allerførste, spontane tanke da jeg trådte ind gennem porten i den pigtrådskronede mur omkring fattiggården var, at stemningen her på en eller anden sær måde var gusten og hyggelig på samme tid. At omgivelserne var deprimerende er jo nærmest indlysende; fattiggården var bestemt ikke noget synderligt muntert sted, og særligt den del af de indsatte, der betegnedes som “uværdige” blev behandlet med en ydmygende nedværdigelse der var hårrejsende, set med moderne øjne (i hvert fald en humanists øjne. Jeg har en snigende fornemmelse af, at Svendborgs gamle fattiggård i virkeligheden repræsenterer lidt af et socialt ønskemål for visse dele af vore dages politiske spektrum).  Der var virkelig ikke meget at grine af. Men alligevel var stemningen på stedet ikke så dyster, i hvert fald ikke rendyrket negativ.

Hvad det egentlig skyldes ved jeg ikke. Den kan naturligvis have spillet ind at museets personale var så utroligt søde, venlige og hjælpsomme, og virkelig anstrengte sig for at få os til at føle os hjemme. Under besøget gik det nemlig op for mig, at min på forhånd omhyggeligt udtænkte holdning til den slags institutioner (fattiggårde, altså. Ikke museer) alligevel ikke holdt helt i byretten. Der var flere nuancer end jeg havde gjort mig klart.

Men hvorfor var jeg da så negativ indstillet overfor samfundstiltag, der havde til hensigt at hjælpe de ulykkelige? Det erklærede formål var jo dog sympatisk nok. Joh, det er såmænd ganske enkelt: det skyldes, at man gik til de “indlagte” – alene udtrykket! Herre jemini! – med en nedladenhed, mistænkeliggørelse og nidkær umyndiggørelse som er.. jah, uden sidestykke er den jo desværre netop ikke, al den stund det har foruroligende mange lighedspunkter med de tiltag, vi idag præsenterer ledige og andre ulyksalige med. Som indlagt på fattiggården blev man frataget alle borgerlige rettigheder. Altså: ingen personlige ejendele. Ingen stemmeret. Ingen magt over eget liv. Indlagte kunne f.eks. kun gifte sig med lejrkommandantens (eller hvad han nu hed) tilladelse, og når ægtepar ankom til fattiggården blev de indsat i hhv. mande- og kvindeafdelingen, adskilt af en høj mur med pigtråd. Forældreretten til eventuelle børn blev frataget den indlagte og overført til “lejrkommandanten”. Tobaksrygning og alkohol var naturligvis strengt forbudt, og for de s.k. uværdige var der fuld arbejdspligt – brændehugning, skærveknusning og den slags. Fattiggården måtte ikke forlades uden tilladelse (hvilket blev sikret med høje, pigtrådskronede mure). Alt i alt var det marginaler der adskilte fattiggården fra tugthuset. Hvis der da overhovedet var nogen forskel; jeg er ikke sikker på at jeg kan finde nogen.

Mændenes arbejdsgård på Danmarks Forsorgsmuseum, den gamle fattiggård fra 1872 i Svendborg. I billedets venstre side ville Jens Vejmand have følt sig helt hjemme. 

Opdelingen i værdige og uværdige var en delvis subjektiv vurdering, der baserede sig på om den indsatte var havnet i sin begrædelige situation med eller uden egen skyld – altså om man blev vurderet som doven eller ej. Forholdene for de værdige var betydeligt bedre end de uværdige (bedre boligforhold uden tremmer for vinduerne, bedre ernæring, senge der rent faktisk havde madrasser, osv.) For de uværdiges vedkommende var den åbenlyse strategi, at dovenskaben simpelthen skulle plages ud af dem, og det skulle ske ved at byde dem så usle forhold at de ville tage sig sammen og få et ordentligt arbejde. Det skulle – sagt med fare for at igangsætte associationer, der må stå helt for læserens egen regning – kunne betale sig at arbejde! Tanken om, at der kunne være andre faktorer det spillede ind end lige netop dovenskab var stort set ikke i spil, og motivationen bestod derfor af det klassiske “pisk og gulerod”… bare uden gulerod, naturligvis. Et godt stykke ind i det 20. århundrede var der seriøse overvejelser over, præcis hvor lidt mad man egentlig kunne give de indsatte uden at det tog livet af dem – eller skadede deres arbejdsevne. Tankegangens ligheder med… skal vi sige… “visse andre historiske institutioner” er lige så åbenlyse som de er ubehagelige.

Som det turde fremgå af ovenstående er det altså slet ikke vanskeligt at tegne et meget sort billede af institutioner som Svendborgs fattiggård. Faktisk er det vanskeligt at lade være, for det dystre billede tegner nærmest sig selv. Det er altså vanskeligt at se, præcis hvad det egentlig var der fik mig til at opleve hygge i arbejdsgården. Men hvad er det egentlig jeg har gjort i det ovenstående? Jeg har – ganske som langt de fleste formentlig ville gøre – begået en af de groveste fejl i arbejdet med fortiden: jeg har dømt det 19. århundrede ud fra min egen moderne moralske standard!

Et kik ind i en 2-mands stue på Forsorgsmuseet. Dette er en stue for de værdige – ingen tremmer for vinduerne.

Og det er jo klart, at med de briller på må 1800-tallets sociale tiltag nødvendigvis falde ynkeligt til jorden. Sammenlignet med vores muligheder og midler i dag er der ikke mange punkter, der ville falde ud til det 19. århundredes fordel. Og alt andet ville da i grunden også have været både overraskende og stærkt bekymrende – for så ville det jo være gået tilbage. At mange af de initiativer man dengang greb til i kampen mod armod og fattigdom var i bedste fald tvivlsomme, i værste fald decideret skadelige, kan jo ikke nægtes. Men i vurderingen af dem må der både tages højde for, hvad der kom før, og hvad intentionerne var – og så ser sagen pludselig helt anderledes ud! Fattiggårdene, med al deres tvang, umyndiggørelse, ydmygelse og personlige stigmatisering, var dog trods alt et stort skridt fremad, for før fattiggårdene var der jo i alt væsentligt… ingenting! Fattiggårdene skal jo i virkeligheden ikke ses som en sort skamplet på den danske socialhistorie, men som det modsatte; de var jo i grunden et stormskridt i retning af den moderne velfærdsstat, og et nødvendigt led i den udvikling, der førte frem til senere tiders humane og værdige tilgang til fattigdomsspørgsmålet. De var et trin på vejen, så at sige – og bestemt ikke ét af de mindre. Selvfølgelig kan det være svært at mobilisere ligefrem beundring for forholdene i det 19. århundredes fattiggårde, men på sin vis burde man egentlig gøre det.

I dag er den konstruktive tilgang til sociale udfordringer under stærkt pres, både ideologisk og økonomisk. Svundne tiders forestilling om at mennesker kan presses ud af fattigdom med vold og magt, ved at gøre tilværelsen for dem så ulidelig som muligt, er efterhånden absolut ikke noget yderliggående synspunkt i dagens Danmark. Igen er parolen at det skal kunne betale sig at arbejde (!), og redskabet er igen at gøre forholdene for de ikke-arbejdsdygtige så ulidelige som overhovedet muligt. Pisk-og-gulerod igen – og igen naturligvis uden guleroden.

Og det er jo selvfølgelig et standpunkt man må tolerere i et demokrati. Respektere det kan jeg ikke, men naturligvis må det accepteres. Man skal bare gøre sig klart, at der jo i grunden kun er to farbare veje – frem eller tilbage. Vælger man tilbage… ja, så er Forsorgsmuseet i Svendborg et rigtig godt sted at få et indtryk af, hvor man ender.

Og så hører det da helt bestemt med til billedet, at Forsorgsmuseet i Svendborg fortjener al mulig ros og anerkendelse, og ikke kan anbefales tilstrækkeligt – også, hvis man ikke lige er voldsomt tændt på socialhistorie!

***

Læs mere om Danmarks Forsorgsmuseum her: http://www.svendborgmuseum.dk/forsorgsmuseet