Feer før og nu

Enhver, der blot glimtvis følger med i vor tids nyhedsdækning er naturligvis klar over, at der i den moderne verden lurer farer på os fra alle sider; er det ikke psykotiske diktatorer med atomvåben (indbildte såvel som faktiske), så er det Taleban, smeltende iskapper eller zika-virus, økonomisk krise, giftforbrug i landbruget eller hvad det nu kan være. Der er talløse muligheder for at rage sig en eftertrykkelig depression til, når dunkle og blytunge skyer trækker truende og uheldsvangert sammen om den arme, fra alle sider pressede vestlige verden.

Det er derfor med en vis beklagelse, at jeg i ugens indlæg må henlede opmærksomheden på endnu en trussel, og dermed ulykkeligvis bidrage til den almindelige modløshed. Men det må jo gøres, der er ingen vej uden om, hvis befolkningen skal have blot en lille chance for at ruste sig til værn mod en i vor tid ganske overset og helt glemt trussel.

Og hvilken rædsel er det da så, der nu lurer på os? Jo, kære venner; det er den listigste, skumleste og mest snigende mørkemagt vi næsten kan forestille os. En magt, der over de seneste hundrede års tid har haft held til, på skumleste vis, at lulle os ind i en torneroseagtig drømmesøvn, hvor disse dødsensfarlige væsner er sluppet godt fra gradvis at bilde os ind, at der ingen trussel er overhovedet. Jeg tænker her naturligvis på… feerne!

Der kan næppe være tvivl om at det er en bevidst strategi, når vores opfattelse af feerne gradvis er blevet manipuleret. Der har været en lang, lang proces, hvori det er lykkedes at spænde selv de største menneskelige ånder for projektet; så ypperlige spindoktorer som selveste William Shakespeare har bidraget til tågesløret, da han allerede i 1590´erne i A Midsummernight´s Dream beskrev feerne som små, poetiske naturvæsner, der nok kunne være drilske – men aldeles ignorerede feernes sande natur! Og Tolkiens graciøse og elegante elverfolk i Lord of the Rings er ganske samme sag (elver og feer er oprindelig blot to ord for det samme fænomen).

Nu må jeg naturligvis med det samme afblæse panikken. Der er selvsagt ingen reel trussel fra feernes side. Men det er vitterligt interessant at se, hvordan særligt romantikken fuldstændigt omskriver disse folketroens mytiske skikkelser. Vores nutidige opfattelse af feer er nemlig helt, helt anderledes end det billede man havde af dem, dengang man rent faktisk troede på dem. Idag ser de fleste af os indre billeder af bittesmå, smukke skikkelser med store øjne, flagrende hår og folderige, lette klæder – og naturligvis udstyret med sommerfugle-agtige vinger. Feer er gode og venlige væsner. Det er en fe, der skifter børnenes udfaldne tænder under hovedpuden med blanke kontanter. Feer kan, med et sving med deres tryllestav og et lille drys fe-støv, drysse magi over os.

Men det er en ret ny version af feerne. Oprindelig så man på dem med væsentlig mindre fascination – og betydeligt mere rædsel!

Feer omtales allerede hos de gamle grækere, og findes i både den vestlige germansk/keltiske tradition, og i middelhavslandenes jødisk-kristne tankegods. Naturligvis er der store variationer, men en ret gennemgående faktor er, at feer bestemt ikke er gode, hjælpsomme eller på nogen måde positive. De er farlige. Deres oprindelse forklares på mange måder; blandt andet mente man nogle steder, at det var de dødes sjæle, mens andre holdt på at de var de engle, der var styrtet ned i mørket med Lucifer da Gud kvalte oprøret; nogle af disse faldne engle, mente man, var ikke røget helt ned i Helvede, men blev fanget mellem Himmel og Helvede – altså på jorden – hvor de blev til feer… og så forstår man jo egentlig godt, hvorfor de ikke blev opfattet som særligt bedårende!

I middelalderen lever troen på feerne i allerhøjeste grad, f.eks. som beskrevet af munken Gervase af Tilbury i slutningen af 1200-tallet, i værket Otia Imperialia; heri fremstilles feerne som hverken egentlig gode eller onde, men lunefulde, stærke og med meget stor indflydelse på menneskets liv. Feerne kan bringe både ulykke og velstand, ganske som man f.eks. mente at De Underjordiske – nisser, dværge, hobitter, eller hvad vi nu lige vælger at kalde dem – kunne. Men i modsætning til De Underjordiske var feerne fuldkomment uforudsigelige og ikke sjældent decideret ondskabsfulde, og derfor naturligvis pr. definition farlige. Som de fleste andre mystiske væsner legemliggør de jo nemlig menneskelivets ukendte farer, de tjener som forklaring på det uforklarlige.

Også forestillingen om skiftingen er også knyttet til feerne. Langt ind i det 19. århundrede (og i enkelte tilfælde endda helt op i det 20.) kendes fortællinger om børn, der bliver bortført af feerne og erstattet med et eller andet væsen. Dette “byttevæsen” volder altid stort besvær, smerte og sorg – og er sandsynligvis i virkeligheden affødt af oplevelser med kolik eller andre sygdomme, som f.eks. Williams´ Syndrom, der giver albinoagtige træk, spids næse og spidse ører. Forestillingen om skiftinge er vokset ud af feernes velkendte trang til at stjæle mennesker, som vi også finder i folketroens frygt for hekseringe, eller de mange historier om natlige dansefester under kæmpehøje. Tragisk nok er der en hel del eksempler på, at troen på skiftinge har fået grumme konsekvenser, når velmenende naboer eller fortvivlede mødre har lagt deres spædbørn på glohede skovle – en klassisk måde at tvinge feerne til at levere det rigtige barn tilbage, der jo naturligvis ikke afstedkom andet end at brænde eller ligefrem dræbe det pågældende barn.

Der er dog også eksempler på voksne skiftinge. Så sent som i 1895 dræbte den irske Michael Cleary sin kone Bridget ved at hælde lampeolie over hende, og dernæst sætte ild til. Han var blevet så overbevist om, at den rigtige Bridget var blevet erstattet af en fe – øjensynligt hans forsøg på at forklare Bridgets mentale problemer – at han endog svor på at hun var to tommer højere end hans rigtige kone. Hans efterfølgende dødsdom ændredes til livsvarigt fængsel med henvisning til, at han havde handlet i sikker forvisning om, at hun var en fe.

Et af de berømte Cottingley-billeder fra 1917, der viser den ene af pigerne, Elsie Wright, med en fe (det er Elsie til venstre).

Men der kendes seriøse eksempler på fe-tro helt ind i det 20. århundrede. I årene fra 1917 til 1921 vakte den såkaldte Cottingley-affære stor opmærksomhed i britiske medier; I 1917 fremlagde to piger, kusinerne Frances Griffin og Elsie Wright, fem fotografier, de havde taget ved en bæk i haven bag deres hjem i landsbyen Cottingley nær Bradford i Yorkshire. På billederne ses tydeligt dansende elverpiger. Billederne vakte voldsom opsigt og delte den britiske presse i to – de der tog pigernes billeder og beretninger alvorligt, og de der affejede det hele som fup. Den mest prominente af pigernes forsvarere var ingen ringere end Arthur Conan Doyle, der i 1920 udgav en række artikler i Strand Magazine, og året efter ligefrem publicerede en bog om sagen, The Coming of the Fairies. I både artikler og bog erklærer Doyle sin klippefaste tro på fotografiernes ægthed – en tro han bevarede livet gennem. Det kan synes både ironisk og mærkeligt, at manden der opfandt Sherlock Holmes og gjorde logik til hvermandseje også var fuldt og fast overbevist om feers eksistens… måske et eksempel på, at værket er klogere end sin skaber?

Debatten of Cottingley-feerne døde selvsagt ud med tiden, men forsvandt aldrig helt fra offentligheden. I 1983 tilstod kusinerne – der nu var langt oppe i 80´erne – at det hele ikke blot var ungdommelige narrestreger, men tilmed helt utroligt enkelt gennemført; Elsie havde tegnet feerne af fra en populær børnebog, klippet dem ud og limet dem op på pap, hvorefter de med hattenåle blev placeret i græsset… og fotograferet. I 2009 deltog Frances´datter i BBC-programmet Antiques Roadshow, hvor hun fremlagde det kamera, hendes mor og kusinen havde brugt til at tage billederne med. Det blev vurderet til £ 25-30.000; feerne har stadig et solidt greb om den britiske offentligheds opmærksomhed!

Den islandske “fe-kirke-sten” ved Siglufjördur, fotograferet under genetableringen i 2016.

Naturligvis kan man le ad den naivitet, hele affæren demonstrerer. Offentligheden vil som bekendt bedrages, og det kræver ærligt talt ikke meget sund fornuft at gennemskue pigernes muntre lille narrestreg. Det gjorde det heller ikke i 1920. Men alligevel var der rigtig, rigtig mange mennesker der faldt pladask for den. Og i virkeligheden lever troen på elverfolk og feer stadig den dag i dag i bedste velgående; Så sent som i 2015 vakte det voldsomme protester, da myndighederne på Island besluttede at fjerne en klippeblok der lå i vejen for et vejanlæg ved Siglufjördur, fordi stenen var almindeligt kendt som en “fekirke”. Stenen blev faktisk fjernet… men på grund af folkepresset måtte den kort efter graves frem af jordbunkerne og genetableres tæt ved.

Alt i alt må vi nok se i øjnene, at feerne er kommet for at blive – og vi skal nok være taknemmelige for, at de har skiftet ham undervejs, og er gået fra det gruopvækkende til det nuttede… trods alt! ;-)

***