Fordrukne Forfædre ?

Forgangne lørdag holdt jeg et oplæg for foreningen bag Odins Odense, den gamle Jernalderlandsby i Næsby. I den forbindelse berørte jeg i forbigående den populære opfattelse af vikingerne, der jo som bekendt – ud over den obligatoriske lur og den hornede hjælm (der som de fleste nok ved jo i virkeligheden er bronzealdergenstande, der ikke har et suk med vikingerne at gøre) – hovedsageligt er noget med et svingende bredfyldt drikkehorn med skummende mjød i den ene hånd og en fedtdrivende, helstegt pattegris i den anden. En flok rigtige festaber, med andre ord.

Vikingerne – et oplagt emne til ølreklamer!

Det er et billede, som er solidt indlejret i vores forestilling om de øksesvingende forfædre – og hvis vi skal være helt ærlige, så elsker vi det lige så meget som turistbranchen gør. Vi holder nemlig i almindelighed ret meget af at se vikingerne som anarkistiske, uhøjtidelige og bramfri typer, der ikke tog tilværelsen så højtideligt. De lod sig ikke så nemt imponere, og ville i hvert fald ikke have ladet sig styre af en bande blodfattige, kedsommelige helseguruer og bedrevidende kosteksperter. Vikingerne forstod at nyde livet, gjorde de!

Måske er det derfor, vi bliver ved med at vende tilbage til dem, betagede som vi er af deres frie og utøjlede liv, herligt uvidende om alle de elendige kostpyramider, duksedrenge-agtige max-så-og-så-mange-genstande-om-ugen-foreskrifter og skingre krav om at vi skal være slanke som mynder og hårde som Krupp-stål, vi får tudet ørerne fulde af i dag. Livet var bare meget sjovere i vikingetiden. Dengang bekymrede man sig nemlig ikke en døjt om BMI og et par kilo ekstra på sidebenene, dengang kunne man nyde sin bacon uden at skulle trækkes med skæve blikke og overbærende bebrejdelser fra skinhellige, bedrevidende omgivelser. Mjøden flød i stride strømme, og flæskestegen kom til sin ret – uden at skulle syltes ind i slatten salat og smattede bønner! Dengang var der sandelig ikke noget problem med at få dækket sit proteinbehov!

Intetsteds opsummeres den opfattelse vel bedre, end i den herlige gamle skæmtevise Og De Bar Stadig Øl Ind, hvor vi netop præsenteres for et naturligt og afslappet folkefærd, der ikke tager noget som helst særligt alvorligt. Her er der ingen problemer, der ikke kan drikkes væk, og graden af morskab er ligefremt proportional med alkoholpromillen (eller, fristes man til at tænke, -centen!) Der kommer ikke noget emsigt arbejdstilsyn og belærer os om at det kan være farligt at springe over ilden, ingen sundhedsstyrelse der i bedste STASI-stil holder øje med om vi nu opfører os ordentligt, eller salvelsesfuldt påpeger at det er skadeligt for os at ryge, drikke øl, gå med damer eller på nogen som helst anden måde nyde livet. Det er skam ikke forbudt i dag, næh-nej da…. man er bare et rigtig dårligt menneske, hvis man ikke løbetræner sig blå i hovedet mindst fem gange om ugen, eller drister sig til at spise andet end hummus og grøn salat. Dengang var der ingen, der ville driste sig til at bestride en mands naturgivne ret til en stor, beskidt hakkebøf med bløde løg og brun sovs i stride strømme!

I grunden er der vel ikke noget at sige til, at de fleste af os er en lille smule forelsket i det set-up. Det lyder da unægteligt besnærende, bare at give los og tage for sig af livets goder, ganske uden tanke for konsekven-serne. Desværre er det ikke et billede, vi kan genkende i kilderne. Det er en fantasi, vi har konstrueret i eftertiden, netop fordi vi har behov for en fortid der er enkel, overskuelig og positiv, hvor livet var til at finde ud af. Det er om nogen blevet dén historiske periode, vi ser tilbage på med varme i hjertet og fugtige øjne – i hvert fald, når vi snakker festhumør.

På overfladen synes visionen ganske vist at blive bekræftet i fortællingerne om Valhal, der jo som bekendt er én lang fest hvor gemytlige slagsmål afløses af overdådige måltider (rigtig mad, vel at mærke. Der siges ikke et ord om salat i Valhal!) og fritflydende mjød ad libitum, serveret af barmfagre, letpåklædte og – underforstået – meget, meget imødekommende valkyrier. Og når kalaset slutter begynder det hele bare forfra, i én uendelighed. Fest i gaden!

Side af Codex Regius

Men det er en beskrivelse som ikke rigtig holder, hvis vi ser kilderne efter i sømmene. Om Valhal fortælles det, at køkkenafdelingen bestyres af kokken Andrimner, der koger grisen Særimner i en kedel, der hedder Eldrimner.  De tre navne ender alle på -rimner, men starter med hhv. And-, Sæ- og Eld. Ord, der betyder hhv. luft, vand og ild. Menuen er i virkeligheden, som tegneren Claus Deleuran påpegede i sin ualmindeligt storartede tegneserie, Illustreret Danmarkshistorie for Folket, foruroligende tæt på, hvad vi i dag ville kalde luftsteg og vindfrikadeller; Valhals menukort lader altså ved nærmere eftersyn til at være temmelig opreklameret.

Naturligvis skal man nødig basere sig på en enkelt kildepassage (og da slet ikke på en tolkning af én!), men faktisk finder Deleurans udlægning fin støtte i de øvrige kilder. En af de helt centrale kildetekster til den hedenske vikingetid er overleveret i et håndskrift med den tekniske betegnelse Codex Regius. Værket er nedskrevet i 1270´erne, men er sammensat af langt ældre materiale. Heri findes blandt meget andet godt teksten Havamál (“Den Højes Tale”), der angiveligt er kongegudens ord til menneskene. Den er fuld af gode og nyttige råd og leveregler – og en ganske stor del af dem handler faktisk om, at overdreven drukkenskab er både uværdigt og tåbeligt. Mådehold og tilbageholdenhed er i virkeligheden Odins fornemste budskab til mennesket. To af stroferne lyder (i Thøger Larsens poetiske oversættelse fra 1926):

Mand ved Kruset, hold maade med Mjøden,
Tal tilpas eller ti!
Ingen tager dig ilde op,
Om du snart gaar hen at sove.
En Grovæder, som aldrig faar nok,
Æder sig ind i Døden;
Mangt et Fjog for sin Maves skyld
Gaar til Grin blandt de kloge.

… Og lige pludselig virker Valhal en lille smule kedelig, ikke? Der er faktisk ikke meget spas over Odin, og hans festinvitation er ikke nær så interessant, når man har hørt hvad han egentlig mener. Men til gengæld giver det – i modsætning til den populære opfattelse – rigtig fin mening; ville vikingerne virkelig have kunne opnå hvad de gjorde, hvis de havde været stanghamrende visne hele tiden? Havde de kunne opdage Amerika, kolonisere England, Normandiet, Island, Grønland osv, hvis de havde dalret rundt i en evig bimmelim? Vel havde de ej!

Faktum er, at vikingernes liv krævede et voldsomt overskud. Man ville ikke have overlevet så meget som en enkelt vinter, hvis man havde sejlet i flommefedt og kævet øl fra morgen til aften. Når reenactorvikinger – og her sigter jeg sandelig ikke til nogen bestemt, det er en generel observation – sidder med øltågede øjne i røgfyldte langhuse ud på natten og snøvlende brokker sig over vegetartyraniet, er de i virkeligheden meget fjernere fra de virkelige vikinger, end de vegetarer de brokker sig over. Virkelighedens vikinger kunne godt finde ud af at more sig uden at drikke… særlig meget.

***

Allerhelst havde jeg lagt et link ud til Hans W. Petersens “rigtige” indspilning af Hans-Ole Nielsens og Viggo Meinckes festlige Og De Bar Stadig Øl Ind… men jeg kan ikke finde den! Her er i stedet en indspilning med Kjell Ingrisch… og den er såmænd heller ikke så ringe (selv om den selvfølgelig gør sig allerbedst med et blandet fuldemandskor i stærkt variabelt tempo, og på en vistnok lidt hjemmestrikket melodi, fremført en mørk decembernat i langhuset på Trelleborg…!) Klik her