Menu
Dronning Margrethe og Prinsgemalen ved et besøg under deres sommertogt i 2012. Rundvisninger på Middelaldercentret ved Nykøbing Falster
Historiefaget er en videnskab. Det betyder, at det må behandles med samme strengt faglige tilgang som alle andre humanistiske videnskabelige discipliner. Det har sin egen faglige terminologi, sine egne krav til metode, kildehåndtering, dokumentation, analyse osv.
Historikeren er altså bundet af en lang række i forvejen fastlagte ”regler” – i hvert fald, når han eller hun optræder i rollen som forsker.
En forsker skal betragte sit emne med en vis distance, et køligt overblik. En forsker må forsøge at undertrykke sine personlige følelser. Forskningen skal nødvendigvis være så tæt på objektiv, det nu er muligt.
Men en historiker er ikke altid forsker. En historiker kan også være formidler – og hér gælder der helt andre regler, da hensigten med forskning og formidling langt fra altid er den samme; Forskningen sigter mod at kortlægge sammenhænge, at samle viden og forståelse. Formidlingen handler om at udbrede forskningens resultater.
Forskning må gerne være kedelig, når blot den er ”sand.” Formidling, derimod, skal først og fremmest være alt andet end kedelig – for dens opgave er jo netop at udbrede, sprede og viderebringe! Og her adskiller forskeren og formidleren sig meget fra hinanden; Formidleren skal føle, formidleren skal være ivrig, engageret, sitrende begejstret! En formidler, der ikke er begejstret, bør omgående finde sig et andet job. For hvis man ikke engang formår at interessere sig selv, er der meget ringe chancer for at man kan interessere andre!
Det betyder selvfølgelig ikke at formidling er god, hvis bare den er underholdende. Naturligvis skal formidling være tro mod dén forskning, den i sidste ende eksisterer for at fortælle om.
I virkeligheden er den historiske formidlers opgave ikke blot at fortælle, men også aktivt at opsøge sine modtagere. Formidleren skal ikke bare sætte sig og vente på kunder i butikken. Formidleren skal ud i den friske luft, skal spæne rundt og gribe fat i folks frakkeskøder og med alle midler lokke, tigge eller plage dem til at høre på sig!
Historien er nemlig alt for væsentlig til kun at blive videregivet til tvangsindlagte skoleklasser og folk, der allerede ved det hele i forvejen. Historien skal spredes gavmildt ud over hele befolkningen – også over dem, der ikke aner at de interesserer sig det mindste for historie!
Derfor må den historiske formidler være beredt på om nødvendigt at bruge metoder og midler, der ville få forskeren til at vige bort i afsky. Inden formidleren kan tage hul på sin opgave må han eller hun nemlig sørge for at samle sig et publikum – og gerne så stort som muligt! Derfor skal den historiske formidler FØRST være interessant, spændende, højrøstet, provokerende, sjov og overraskende… og DERNÆST vederhæftig, faglig, seriøs og veldokumenteret.
Formidling uden faglig substans er ubrugelig (og ofte ligefrem skadelig) – men formidling uden modtagere er lige så ubrugelig! Hvad skulle alle forskernes kloge og indsigtsfulde resultater vel være værd, om ikke de blev spredt ud, gjort tilgængelige og dermed nyttige? Forskningen og formidlingen er to sider af samme meget vigtige sag: Uden formidling er forskningen ikke andet end et meget kostbart tidsfordriv for forskerne – og uden forskerne er formidlingen ikke andet end tom, meningsløs tidsfordriv for alle andre!