TV & Filmarbejde

Gennem årene har jeg medvirket i en lang række TV-produktioner. For TV2øst har jeg lavet en lang række programserier om Sjællands købstæder og historisk interessante steder i regionen, om kalkmalerier og borge & befæstninger, om forholdene i Danmark under besættelsen 1940-45… og om regionens kunst i det offentlige rum! En del af disse udsendelser kan ses på TV2øst´s hjemmeside, www.tv2east.dk

Endvidere har jeg medvirket i forskellige indslag og programmer, f.eks. “City of Beer”, om brygger Jacobsen, og “Det Danske Guld”, om nationalbankdirektør Bramsnæs´ udsmugling af de danske guldreserver til USA før 2. Verdenskrig.

Jeg deltog også i DR´s temalørdag om “hævn” sammen med Søren Pilmark i 2015. I radioen benyttes jeg som uofficiel “hus-historiker” af programmet Ghandi på P1, hvor jeg med jævne mellemrum medvirker i indslag om alt fra cowboys over våben og bandeord, til superskurke og amerikanske præsidenter. I 2009 havde jeg tillige filmhistoriens formentlig mindste talerolle i den tyske middelalder-sørøver-komedie “12 Meter Ohne Kopf”, om piraten Klaus Störtebeker.

Historiequizzen
Kåre Johannessen sammen med holdfælle Hanne Fabricius og vært Adrian Hughes under optagelserne til DR-K´s “Historiequizzen”

Siden 2013 har jeg haft fast plads som paneldeltager i DR-K´s historiske quiz (opfindsomt navngivet “Historiequizzen”), først under ledelse af prof. Ulrik Langen, siden af Adrian Hughes. Sammen med den storartede og farvestrålende Hanne Fabricius kæmper jeg for at udbrede interessen for historie… og det hænder faktisk også at vi vinder! Optagelserne fortsætter på indtil videre 5. år… og bliver kun morsommere med tiden!

Ligeledes på DR-K vistes i september måned 2016 to dokumentarprogrammer under titlen “Rejsen til Vestfronten”, som jeg lavede i samarbejde med historiker og TV-vært Cecilie Nielsen. I programmerne besøgte vi hhv. Verdun og Somme, og opsøgte interessante lokaliteter i jagten på minder om krigen. Programmerne har siden været genudsendt flere gange, og modtog ved visningen rigtig mange positive kommentarer.

Senest er jeg blevet hyret som militærhistorisk rådgiver på Fritjof Films spillefilmsversion af romanen “Knacker”, om en sønderjysk desertør under 1. Verdenskrig. Filmen optages i begyndelsen af 2018, og forventes at få premiere omkring hundredeårsdagen for våbenhvilen i november… og det er selvsagt en opgave, jeg går til med udelt begejstring!