Hitlerkortet – fakta, fiktion og fascisme

Den forgangne uges afsløring af, at et af de stærkt eksponerede sexovergreb begået af indvandrergrupper i Tyskland har vist sig at være det pure opspind, bør naturligvis tjene som anledning til både efter- & omtanke. Hærgende horder af tilsynleadende velorganiserede indvandrerbander i Frankfurts gader forekom jo gennemført veldokumenterede. Og så viser det sig at være ikke blot en fordrejning af fakta… men lodret løgn (læs om afsløringen af Frankfurt-affæren nedenfor).

Det virkelig bekymrende ved hele denne affære er imidlertid ikke, at det er “synd for indvandrere, at de bliver mobbet”. Nej, det virkeligt farlige i den forbindelse, er selve det skred, der sker med vores informationsstrøm – og dermed med vores holdninger og verdensopfattelse. Et skred, som enhver naturligvis kan forklare som man selv finder bedst, men som i mine øjne ret åbenlyst tog sin begyndelse, i hvert fald herhjemme, med den politiske storoffensiv mod “smagsdommeriet” i sin tid; når man afviser værdien af folk der rent faktisk ved noget om en given sag, og i stedet erstatter dem med betalte handskedukker og sine egne ideologiske forestillinger… så har man (igen: i mine øjne) taget låget af en Pandoras Æske, der logisk set kun kan føre os ét sted hen: det sted, hvor vi befinder os nu. Et sted, hvor fakta er afløst af konstruktioner, sandhed af løgn, og virkeligheden af forudfattede meninger og rigid ideologi. Og dét sted er hverken sundt eller konstruktivt… eller for den sags skyld rart.

Hvad hensigten oprindelig end har været med opgøret med “ekspertvældet”, så er det praktiske resultat, at vi i dag dybest set ikke kan stole på noget. I hvert fald ikke uden at kontrollere, checke og dobbelt-checke. At tage noget for sandhed, alene fordi det står i en avis eller berettes på TV (eller – Doh! – læses på Facebook) er i vor tid så naivt, at det nærmer sig det utilgivelige. Det er ikke uden grund, at udtrykket “post-faktuel” er blevet meget populært. Alt er i spil. Ingen værdier er fælles og universelle. Ingen præmisser er almengyldige og ukrænkelige. Vi har forlængst sagt farvel til den velinformerede debat i et oplyst samfund. Det er i vor tid ikke kun fra fundamentalistiske migranter at vores såkaldte danske værdier udfordres… det er i allerhøjeste grad også fra os selv, når grundliggende traditionelle europæiske værdier som humanisme og menneskerettigheder sættes under pres. Det er også fra os selv, når vi i stadig stigende grad forfalder til enkle, hurtige forklaringer og forsimplede verdensbilleder. Når vi erstatter en frugtbar, udfordrende og åben debat med monoton og gold bekræftelse af det, vi i forvejen selv mener. Ingen fanatisk terrorist formår at skade os og vores samfund tilnærmelsesvis så meget, som vi selv kan; en terrorist kan gøre enorm skade, men selv det groveste bombeangreb vil trods alt ikke kunne ødelægge hele det danske samfund. Det er i virkeligheden kun os selv, der formår ødelæggelse i så titanisk et format – for et helt samfund lader sig nu engang bedst ødelægge indefra. Og tilmed behøver vi ikke engang bomber til det; vi klarer det med læserbreve, stemmesedler og hovedløse delinger på Facebook.

3. Sådan fremstillede man jøder for 80 år siden, som naturens fødte skadedyr (og de fleste ved, hvad dét førte til)…..

Interessant nok har der vist sig at være én ting, der stadig er utilstedelig. Ét eneste tabu, der ikke under nogen omstændigheder tolereres i denne ellers fuldkomne værdinihilisme. Enhver diskussion slutter nemlig som bekendt i samme øjeblik nogen drister sig til at “trække Hitler-kortet”!  Vi accepterer simpelthen ikke, at noget som helst i dagens Danmark på nogen måde skulle kunne tåle sammenligning med noget som helst i nazitidens Tyskland. At hævde at denne eller hin politiske personlighed har fascistiske tilbøjeligheder afvises prompte, fordi hun/han jo hverken har fjollet moustache eller forkærlighed for ridestøvler. Men dybest set er det eneste forargelige ved “Hitler-kortet”… at det stadig oftere vitterligt ER relevant!

Fascisme i dag er nemlig noget ganske andet end det var for trekvart århundrede siden. Der findes jo stort set ikke længere nazister i politisk forstand; end ikke erklærede nynazister er egentlig nazister; hvorfor skulle de have så travlt med at fornægte holocaust, hvis de virkelig var nazister? De er jo ved at trampe hinanden ned i lutter iver for at benægte Auschwitz´ rædsler – men en rigtig nazist må jo nødvendigvis logisk set blot beklage, at det ikke lykkedes! Nej, nazismen som politisk program er kaput, færdig, død & begravet. Der er ikke længere nogen, der i ramme alvor arbejder for en re-militarisering af Rhinområdet, for at udvide det tyske Lebensraum mod øst, eller for en omstødelse af Versailles-traktatens bestemmelser. Nazismens politiske program hører en virkelighed til, der simpelthen ikke længere eksisterer.

4. – og sådan fremstilles islam idag. Vil nogen være venlig at forklare mig hvori den store forskel består?

Nazismen og fascismen er dog i allerhøjeste grad stadig en trussel i vor tid, men på et helt andet plan. Og der er formentlig meget få af dem, der støtter den, der virkelig ønsker at støtte den. Ganske som det var tilfældet i 1930´erne, er der elementer der lokker folk med på vognen – og så ignorerer man (bevidst eller ubevidst) alle de aspekter, som man nok godt ved ikke er helt fine i kanten… for vi bliver jo uophørligt tudet ørerne fulde af, at dette er aldeles ikke fascisme.  Men selvfølgelig er det fascisme. Det er selve indbegrebet af fascismen. I dag hører vi velestimerede politikere bruge en retorik på rigets fornemste talerstol, der ville have været fuldkomment uhørt på snuskede værtshuse for 40 år siden.

Jeg tror fuldt og fast på, at der ikke er ret mange herhjemme, der i ramme alvor går varmt ind for det – men man støtter det alligevel. Jeg tror ikke der er ret mange, der når alt kommer til alt virkelig ønsker en underminering af basale borgerretigheder – men man støtter det alligevel. Jeg tror at langt de fleste danskere er rare og velmenende mennesker; Vi ser jo netop, at der gladelig doneres penge til indsamlinger til katastroferamte, eller arrangeres fakkeloptog når søde, unge velintegrerede 3.-verdens-piger pludselig trues med hjemsendelse af et koldt og ufølsomt statsapparat. Folk er i almindelighed gode, hjælpsomme og venlige – men det forhindrer dem desværre ikke i at støtte noget ondt og skadeligt.

Fascisme er nemlig ikke et spørgsmål om ondskab. Der er vel heller ingen, der i ramme alvor mener at hele den tyske befolkning i 1930´erne var onde. 80´ernes skinheads var ikke onde. Spyttemænd på Falsters motorvejsbroer er ikke onde. Fascismen er ikke en “ondskabens trussel” – det er i langt højere grad en frygtens, angstens, frustrationens og usikkerhedens trussel. De, der fremmer fascismen idag, er ikke maskinklippede, højtråbende slipsedyr med hvide skjorter og hadefulde øjne. Det er alle os andre. Hver gang vi deler en historie, vi dybest set godt ved nok ikke er sandfærdig. Hver gang vi vælger én sandhed på bekostning af en anden. Hver gang vi afstår fra dyrt erhvervede frihedsrettigheder af hensyn til “kampen mod terror”. Hver gang vi deler en sjov tegning af en muslim, afrikaner,  jøde, en seksuel minoritet, handicappede, overvægtige, hjemløse, eller hvem det nu lige kan være vi er ude med riven efter dén dag. Hver gang vi undlader at protestere, når idioter siger idiotiske ting. Hver gang, vi falder for den gamle tåbelighed om, at min fjendes fjende pr. definition må være min ven – altså når vi stiller os side om side med usympatiske grupperinger, fordi de på enkelte punkter siger ting, der passer nogenlunde til vores egne opfattelser.

Den største nedrighed ved nutidens debatklima er, at vi allesammen tvinger hinanden ud i en radikalisering. Der er et voldsomt pres for at “vælge side”, at være klart for eller imod noget. Man kan, lidt groft (men ikke meget), sige at vi allesammen bliver tvunget ud mod ekstreme yderpunkter. At vi presses til enten at bakke op om et 100% multikulturelt samfund med piv-åbne grænser og frit lejde for alle mulige bombekastende, viskestykke-omviklede galninge, eller at støtte en perverteret Morten Korch-forestilling om Danmark som et baconfedt-dryppende orgie i bindingsværk og storke over bølgede hvedemarker. Vi er så vant til at opfatte begrebet radikalisering som noget, der kun er relevant i forhold til muslimer. Men vi er i virkeligheden allesammen ved at blive stilfærdigt radikaliserede. Det er dét, der er den moderne fascisme: énøjetheden. Uviljen til at lytte. Generaliseringen. Den simple forklaring. Den nemme udvej. Accepten af “os-og-dem”-tanken. Også når det gælder den såkaldt “røde” fløj!

Men man kan altså godt være et ordentligt og anstændigt menneske, uden nødvendigvis at mene at islam (eller enhver anden religion, for den sags skyld) er en Guds gave til menneskeheden, eller beredvilligt at byde velkommen til hvemsomhelst og hvadsomhelst fra hvorsomhelst. Og man kan godt holde af Danmark og dansk kultur, uden at være en bacon-svælgende, bibel-svingende, dannebrog-tiljublende, grisefarvet ultranationalist. Man kan godt holde af Danmark, uden nødvendigvis at mene at alle andre er en flok barbariske abemennesker. Og man kan godt holde af resten af verden, uden at mene at “dansk” er et skældsord.

Faktisk tør jeg vel næsten hævde, at jo fjernere man befinder sig fra disse yderpunkter – jo tættere er man på at være et hæderligt menneske…

Her er afslutningsvis, til almindelig inspiration & efterfølgelse, et billede af en sand helt. Det er også et billede, der viser vejen bort fra fascismen.  For den eneste måde at afværge fascismen er i virkeligheden, at den enkelte borger hver især siger aktivt nej til den!

Manden i cirklen hed August Landmesser. Der har været rejst tvivl om billedets autencitet – men det ændrer ikke ved dets værdi som illustration!

***

Om billederne: 

Billede 1 er delt tusindvis af gange, bl.a. på facebook, men er vistnok første gang set i Danmark på det stærkt højreorienterede, muslimfjendtlige net-tidsskriftet “Eticha”. Det er en “fordanskning” af en udenlandsk tegning, hvor Mor Danmark oprindelig var Frk. Europa (“danskhed” består altså åbenbart i at klaske nogle rød-hvide farver på noget, man har hugget fra udlandet) (!)

Billede 2 er ligeledes set på facebook utallige gange, og er – ligesom billede 1 – hentet fra udlandet. Originalen er vistnok britisk, men har også været brugt i bl.a. Tyskland (bemærk, at man i fordanskningen ikke har formået at oversætte udtrykket “multiculturalism”)

Billede 3 er et klassisk eksempel på Goebbels´ antisemitiske propaganda, der gengiver jøden som anstifter af den 1. Verdenskrig.

Billede 4 er (ironisk nok) også et gammelt stykke tysk nazi-propaganda, oprindelig rettet mod Sovjetunionen og kommunismen, photo-shoppet og re-lanceret i en ny, anti-islamisk sags tjeneste. Det giver hele projektet et ekstra lag af perfiditet, at man bruger en nazi-plakat til at sælge islam som frådende forfølger af bl.a. netop jøder (!)

Billede 5 er, så vidt det har kunnet godtgøres, den oprindelige version af en tegning, der sidenhen også har været lavet i en white supremacy-version. Hvem der egentlig står bag den er uklart, men den er en del af det fælles kulturgods i amerikanske KKK-kredse.

***

Om afsløringen af Frankfurt-affæren kan læses her: http://www.b.dk/globalt/tysklands-stoerste-avis-viderebragte-loegn-om-arabiske-maends-sex-overgreb-i

Og Her, kære læser, er hovedbilledet i et mere print-venligt format. Så kan man let og uden besvær printe sit helt eget Hitler-kort til privat brug, hvis man har lyst. Der er nemlig overraskende ofte brug for det (!):