Indtryk fra Verdun – hundrede år efter

I går, den 21. februar, havde jeg æren og fornøjelsen af at overvære en del af den formelle markering af hundredeårsdagen for åbningen af Slaget ved Verdun. Der var mange punkter på det officielle program, men det var kun det indledende – det, der rent faktisk fandt sted nøjagtig på klokkeslettet – jeg og mine rejsekammerater havde fået adgang til.

Hundredeårsdagen var forståeligt nok en stor ting i Frankrig, og især på egnen omkring Verdun. Markeringen blev overværet af en hel stribe både franske og tyske dignitarer, og det var udelukkende takket være en utrolig indsats fra den Franske Ambassade i Danmarks side, at vi til sidst fik udstedt passérsedler og tilladelse til at deltage. Dels var der ikke mange pladser, og dels var vi mildt sagt meget sent ude. Faktisk havde der vist været totaludsolgt i månedsvis.

Anledningen til vores tilstedeværelse var, at jeg sammen med min fagfælle og gode veninde fra Historiequizzen, Cecilie Nielsen, skulle lave optagelser til to programmer om 1. Verdenskrig. Med kun en ganske lille smule manipulation lykkedes det at rykke optagelserne, så vi rent faktisk opholdt os i Verdun på selve hundredeårsdagen – og dét var jo en chance, der næsten var for god til at lade ligge uudnyttet. Selvfølgelig skulle vi overvære optrinnet. Til et program om vores oplevelse af Slaget ved Verdun var det jo næsten for oplagt.

Den del af markeringen vi ønskede at overvære, var i programmet anført som “Reenactment af slagets åbning, i Bois des Caures”. Nu er jeg jo i sagens natur altid frisk på en god gang historisk reenactment, og jeg skal da uden tøven tilstå, at jeg var en lille smule spændt på arten og omfanget af dette. Der var i hvert fald ingen tvivl om, at emnet kunne give anledning en heftig gang action!

Da markeringen selvfølgelig skulle begynde præcis på minuttet for slagets start, måtte vi møde helt urimeligt tidligt. I buldrende nattemørke, længe for solopgang, drejede vores hvide DR-van ind på en mudret parkeringsplads i højdedragene nord for Verdun. Allerede fem-seks kilometer før var vi blevet udspurgt og undersøgt af de franske gendarmer (der til alt held ikke bemærkede de pistoler og håndgranater, jeg havde liggende i bagagerummet – helt lovlige attrapper, naturligvis, men næppe noget de vagtsomme politifolk ville have sat synderlig pris på i netop denne situation). Selv vejret var gået med på spøgen, og artede sig præcis som det gjorde hundrede år tidligere, med en ret intens støvregn.

Nå, tappert riggede den ukuelige fotograf sit kostbare udstyr an, og med den brave producerassistent som paraplyholder begav vi os i retning af en kærtebelyst sti, der ledte mod en samlingsplads hvor der allerede var en række efter tonelejet at dømme meget alvorlige taler igang. Efter den formelle velkomst blev scenen overtaget af to herrer, der på skift oplæste hvad jeg antog måtte være beretninger om slaget (det er vanskeligt at få de finere nuancer med, når man mildt sagt ikke behersker fransk). De andagtsfulde recitationer blev suppleret med et lys- og lydshow, der illuderede artilleribeskydning. Kanondrønene kunne mærkes i mellemgulvet og gjorde et ikke helt lille indtryk, mens røg indhyllede hele skoven. Stemningen hos tilskuerne – og især de optrædende selv – var meget respektfuld og andægtig. Men noget egentlig reenactment var det jo ikke. Oplevelsen kan vel bedst beskrives som et hørespil med lyseffekter.

To af de medvirkende i hundredeårsdagens genskabelse af kampene i Bois des Caures 21/2 2016. Det udstyrsmæssige niveau var uovertruffent.

Efter talernes afslutning defilerede vi sammen med de øvrige fire-femhundrede tilskuere ad en mudret sti gennem skoven, der nu begyndte at oplyses af morgengryets grelle, grålige skær. Her åbenbaredes så det egentlige reenactment-element: et antal franske og tyske soldater, der poserede i fastfrosne stillinger, stående rundt omkring i den granathullede skovbund i et mægtigt tableau. Det var gennemført, i fysisk henseende var det til overflod autentisk, og det var voldsomt imponerende at de mange aktører kunne stå så stille i så lang tid. Det var også en lille smule underligt – for hvor var den lovede reenactment egentlig? Det mest kendetegnende ved hele optrinnet var netop, at de medvirkende ganske vist var levende – men anstrengte sig til det yderste for at det ikke skulle kunne ses. Det var et frossent sceneri, et tre-dimensionelt farvefotografi. Næsten som at slentre rundt midt i det stivfrosne slag (men dog fuldstændigt blottet for de sår, indvolde, blod og knuste lemmer, der egentlig er selve essensen af Verdunslaget).

Og så var det pludselig slut. Vi trådte ud i en lysning med ét af disse ubærligt massive monumenter der tynger landskabet overalt omkring Verdun. Solen var stået op, lyset var taget til, og de urørlige reenactorer vågnede til live, strakte deres stive lemmer og begyndte at sjoske ud af skoven, mens de sidste nyhedskameraer filmede de udsendte journalisters betragtninger. Tilskuerflokken var forlængst opløst. Tilbage stod så vi som nogle af de allersidste, lidt usikre på hvad vi egentlig skulle synes og mene.

Jeg har stadig ikke nået nogen endelig konklusion. Optrinnet efterlod mig med meget blandede følelser, der på én gang rummede både de komiske, det højstemte, og det lidt krænkende. Ikke på mine egne vegne, naturligvis, men på de dødes. På menneskehedens, måske.

Verduns døde hviler ikke saligt ved revolutions-gudinden Mariannes bryst. De er smidt i dynger i benhusets mørke kældre, der er forsynet med små kikhuller i et grotesk og morbidt peep-show.

At arrangementet var veltilrettelagt og blev udført med militær præcision står ikke til diskussion. Der var styr på tingene. Og skønt jeg kun forstod en meget, meget lille del af de mange, mange ord, så er jeg ikke et øjeblik i tvivl om at de har været respektfulde og eftertænksomme. Utvivlsomt noget i stil med “det må aldrig ske igen”, formentlig garneret med overstrømmende ord om Frankrigs og Tysklands gensidige respekt i dag. Alt sammen meget sandt. Og alt sammen meget forudsigeligt.

Jeg ved faktisk ikke hvad det var, der gjorde en lille smule oprør inde i mig. Måske var det netop højtideligheden (som jeg selvfølgelig måtte acceptere, det var tydeligt at der blandt tilskuerne var mange, der blev oprigtigt berørt). Måske var det hele den underliggende stemning af næsegrus respekt, agtelse, ærefrygt og hyldest. Måske blev jeg simpelthen udsat for en overdosis af “Mort Glorieux de la Patrie”, af “Fædrelandets Tapre Sønner” og “Det Yderste Offer”.

Senere på dagen spadserede jeg rundt på kæmpekirkegården foran benhuset i Douaumont. Følelsen her var anderledes – for her var der rent faktisk følelser, hvilket jeg egentlig ikke rigtig havde oplevet under showet, trods alle de højpandede ord og den meget professionelt stemningsskabende musikledsagelse. Her, med regnvejrstungt blik ud over de mange, mange tusinde grave, var det svært ikke at føle en dyb tristhed. Men her gik det op for mig, hvorfor jeg egentlig aldrig har brudt mig særligt om disse enorme militære gravpladser. Det gik op for mig, at hver eneste af disse døde “helte” (der formentlig er døde i rædsel og skrigende af smerte, ikke med armen løftet mod den blafrende tricoleur, malerisk himmelvendte øjne og et vemodigt-lykkeligt smil ved tanken om det taknemmelige Fædreland) holdes fast i soldaterrollen til evig tid. Selv i døden skal de holde geleddet og reduceres til brikker i krigsmaskinens spil. Selv i døden får de ikke lov at genvinde deres individualitet. Meget få af dem har selv bedt om etiketten “helt”, de er ikke blevet spurgt, og har de meldt sig frivilligt… så har de ikke haft den ringeste idé om, hvad de egentlig sagde ja til.

Og netop derfor er al denne ærefrygt og tilbedelse så ubehagelig. Netop derfor virker den nationalt-militære dødekult så frastødende på mig. For hvad er det egentlig, vi gør? Vi bruger fortidens fejltagelser og katastrofer som brændsel til nye tåbeligheder. Vi tvinger Frankrigs døde unge mænd til at optræde som reklameskilte for nutidens behov for kanonføde, til at holde liv i illusionen om den glorværdige heltedød. Jo mere vi taler med tårevædede øjne om offervilje, heltemod, fædrelandskærlighed, tapperhed og alle de andre skæbnesvangre plus-ord, des mere stimulerer vi i virkeligheden nye katastrofer, nyt blodspild. Også når det egentlig ikke er det, vi vil. I grunden er det blevet sagt så glimrende af den engelske krigsdigter Wilfred Owen (som vidste hvad han talte om, han faldt i Frankrig i november 1918): …”The old Lie: Dulce et decorum est / Pro patria mori” (“Den gamle løgn: Det er sødt og ærerigt at dø for fædrelandet”)

***

Måske skal vi i virkeligheden ikke først og fremmest hylde Verduns hundredetusindvis af lemlæstede drenge som helte. Måske bør vi snarere ynke dem for deres lidelser. Måske skal vi spørge os selv, om vi overhovedet skylder dem en tak – eller om vi måske snarere skylder dem et “undskyld”?