Nye Romantikere og Gamle Geværer

Når man som jeg har godt og vel et halvt århundredes assorterede tosserier og dumheder bag sig kan éns ungdom godt ind imellem opleves som en temmelig fjern og tåget tid. Min ungdom – der jo altså så hovedsagelig faldt sammen med 1980´erne – var en tid, der dybest set ikke havde særlig meget at byde på; politisk var tiden domineret af Schlüter-regeringen herhjemme (der virkelig ikke gav meget at grine ad) og Thatcher/Reagan på internationalt plan (hvilket herrenhjælpemig heller ikke bød på meget grund til glæde). Det var “fattigfirserne”. Kartoffelkurens, yuppiernes og den tidlige AIDS-paniks tid. En tid, hvor Konservativ Ungdoms hanekyllinger stoltserede rundt på gymnasiet med deres blå slips og blazere i sikker forvisning om at deres parti var altdominerende og regeringsbærende, mens Venstre var en ydmyg lille vorte på højrefløjen. Det kan egentlig godt undre, at de år står i et så klart og stråleomkranset lys, som de faktisk gør inde i mit nostalgiske hoved – men det hænger muligvis sammen med, at jeg dengang stadig havde hår på hovedet og tillid til menneskeheden (i øvrigt er det en forstemmende, men også interessant, pointe, at jeg har oplevet Bertel Haarder som undervisningsminister… og det har mine børn også. Snak lige om arvesynd) (!)

De af os, der er gamle som bjergene selv og altså rent faktisk husker de tidlige 80´ere, vil for altid være mærket. Vi bærer i vore sjæle et uudsletteligt ar, et kainsmærke som måske ikke kan ses udenpå, men som for evigt vil præge os og adskille os fra resten af menneskeheden. Hvor gamle vi end bliver, så vil vi aldrig helt kunne undslippe…. musikken fra dengang! Når man én gang er blevet vænnet til overdådige kalvekrøs og flæser, sort eyeliner og gennemstylet, over-touperet hår, så har tidens iboende dekadence for altid ødelagt vores normalitetsbegreb en lille smule. Jeg, der ellers regner mig selv for en relativt nede-på-jorden slags menneske, kan stadig blive helt blød i knæene når jeg hører Adam Ant fremføre “Stand and Deliver!”, og jeg vil aldrig kunne frigøre mig 100% fra tanken om, at en diamantbesat sort klap på en eller anden måde er en ret cool ting. Det er ynkeligt, jeg ved det godt – men sådan er det altså nu engang.

Blandt de mange hæderkronede ikoner fra datidens musikscene var naturligvis de stadig glimtvis erindrede Spandau Ballet. De var blandt de allerstørste navne dengang, og hovedeksponenter for den stil, der blev kendt som New Romantics (skønt de ikke havde meget andet til fælles med Byron & Shelley end garderoben). En flok androgyne, pastelfarvede mænd med flæser på skjorteærmerne, kalvekrøs i halsen, og følsomt blafrende øjenvipper. Meget smægtende og velklingende… men altså ikke ligefrem indbegrebet af traditionelle maskuline dyder. Det kan derfor godt undre (det har i hvert fald undret mig i mange år) at gruppen valgte et navn, der er så gennemført krigerisk!

Fabrikationsmærk-ningen på det tyske MG08/15 maskin-gevær. “Spandau” er navnet på fabrikken, men blev hurtigt direkte associeret med selve våbnet.

Jeg tror næppe at der var mange af os dengang – eller sidenhen, for den sags skyld – der tænkte særlig dybt over hvorfor de mon valgte netop dét navn, eller hvad det egentlig betød. Det var noget med ballet, der var sådan lidt følsomt og lah-di-dah-agtigt, hvilket for et uudviklet teenager-sind i 1982 ikke gav anledning til nærmere spekulationer. “Spandauer”, vidste vi, var en slags fedtet wienerbrød (og således en helt legitim allegori for hele genren). Men forklaringen er betydeligt mere dyster end som så, og skal – næppe overraskende i dette forum – som så meget andet findes i de mudrede strækninger mellem linierne i den Første Verdenskrig. Spandau Ballet var ikke noget man dansede på Londons fashionable natklubber i start-80´erne. Det var noget man dansede i Ingenmandsland for et århundrede siden – og kun yderst modvilligt!

“Spandau” er egentlig en bydel i Berlin. I denne bydel lå engang én af Kejsertysklands største og vigtigste våbenfabrikker, der producerede en lang række skydevåben til både militær og private. I fabrikkens vidtfavnende sortiment var bl.a. det mest velkendte af de tyske maskingeværer under 1. Verdenskrig, med den tekniske betegnelse MG08/15. I folkemunde blev våbnet dog almindelig kendt som blot og bart Spandau. Våbnet var, som de fleste andre maskingeværer i den krig, en variation over det amerikanske system der var udviklet af Hiram Maxim tilbage i slutningen af 1800-tallet, og således ganske nært beslægtet med f.eks. de britiske Vickers-maskingeværer. Og maskingeværet er som bekendt et af de mest definerende og ikoniske våben i 1. Verdenskrig.

MG 08/15 i brug (Modelfoto v. Westfront 1916)

En anden faktor, der er kommet til at tegne verdenskrigen i den brede bevidsthed, er pigtråden. De enorme, mange meter dybe pigtrådsspærringer der indrammede Ingenmandsland på begge sider, er blevet næsten synonymt med krigens rædsler. I samtiden var pigtråden noget af det mest skræmmende, soldaterne kunne forestille sig; reelt var de direkte tab til pigtråd faktisk ret beskedne, men tanken om at hænge uhjælpeligt fast på de lange, spidse tråde kunne få selv de mest nøgterne soldater til at blegne; den tids pigtråd var, skal det så siges, en hel del mere brutal end vor tids jammerlige tøse-udgaver; piggene var betydeligt længere og sad meget tættere, og selve tråden var langt mere solid end vore dages spinkle ko-indepærringsmateriale.

En amerikansk soldat – en “doughboy” – i udgangsposition til en “balletopvisning” (!)

I kombination satte de to – maskingeværet og pigtråden – scenen for den sande Spandau Ballet; soldater, der blev såret eller dræbt under et angreb på fjendens stillinger, endte ikke sjældent med at hænge og dingle i pigtrådsspærringerne. Ofte var der ikke rigtig nogen mulighed for at fjerne dem, så i mange tilfælde fik de lov at hænge – hvilket efter nogle dage naturligt nok blev et temmelig deprimerende syn (for slet ikke at tale om stanken). Men krigen gik jo videre. Der skulle stadig skydes mod fjenden, og nye angreb skulle stødes tilbage. Geværkuglerne fortsatte altså ufortrødent med at fløjte omkring de arme kadavre, der hang til tørre på spærringerne. Og særligt maskingeværerne spredte gavmildt deres projektiler over landskabet i stort tal. Når en salve fra maskingeværet ramte et sådant ophængt kadaver fik det helt naturligt liget til at sitre, ryste og gynge voldsomt. Og blandt de britiske tropper blev disse spasme-agtige bevægelser hurtigt døbt…. the Spandau Ballet! I kølvandet på 2. Verdenskrig benyttedes vendingen også om hængninger, da mange af de nazistiske krigsforbrydere blev hængt i Spandaufængslet i Berlin – og en hængning jo gerne involverer en del spjætten og sparken fra ofrets side, indtil døden indtræder (men dette er altså klart en sekundær betydning af vendingen).

Det kan naturligvis godt undre, hvordan man trekvart århundrede efter krigen så en naturlig sammenhæng mellem lemlæstede lig på Vestfronten, og blød popmusik. Men faktisk startede ensemblet ikke som New Romantics – men som et punkband! I 1976 debuterede gruppens grundstamme på natklubben The Roxy i London under navnet The Makers, og den bløde, romantiske pop kom først til senere. Da gruppe omsider antog navnet Spandau Ballet var deres punk-fase forlængst fortid, men en lille rest af fascination af det sorte og dystre må altså have hængt ved. Ganske passende var det da også under en optræden i Berlin, at gruppen valgte at antage det i grunden temmeligt morbide navn.

Og således, kære venner, fandt en helt ubeskrivelig grum, brutal og blodig begivenhed vej til hundredetusindvis af teenagepigeværelser. Det er ikke uden en vis ironi, at ét af gruppens helt store hits hed… “Through the barricades”!

***

Hør lydprøve på Spandau Ballet HER: https://www.youtube.com/watch?v=yn7HXmzxqV8

Hør lydprøve på Spandau HER: https://www.youtube.com/watch?v=5i7g213J77k

Se den grumme virkelighed bag HER: https://www.youtube.com/watch?v=norVzaTPkOI