Ovenpå Bakketop 60

Faste følgere af disse indlæg vil muligvis begynde at nære en mistanke om, at jeg har et lidt overdrevent behov for at rejse til Belgien. Det er sandt. Det er et dårligt år, hvis jeg ikke får lejlighed til at forny og uddybe mit kendskab til de utallige spor af den Første Verdenskrig, der bogstaveligt talt ses overalt i Flandern.

Også i år ville jeg naturligvis såre gerne afsted, men har holdt trangen i ave, al den stund vore oplyste og besindige myndigheder har frarådet enhver unødvendig rejse. Men da en gunstig og velvillig skæbne så magede det så hensigtsmæssigt, at jeg faktisk BLEV nødt til at foretage en rejse gennem Flandern, måtte jeg selvsagt afsted. Det giver sig selv, at der naturligvis blev taget alle tænkelige (og en del utænkelige) hensyn til Covid-situationen; jeg sidder selv solidt plantet i adskillige af risikogrupperne, og vil på ingen måde beskyldes for at tage let på smittefaren: de sædvanlige overrendte krigsmuseer blev helt undgået, og jeg fokuserede på de små oversete og ret ukendte lokaliteter langt ude på landet, hvor der ingen mennesker var.

Ét af de steder, jeg fik lejlighed til at bese, har længe stået på ønskelisten: Bakketop 60 eller, som den teknisk set hedder, “Hill 60” lidt syd for Zillebeke i det sydlige Flandern. Her, gode folk, får I beretningen om det største knald i miles omkreds!

Og som bonus slutter indslaget af med en helhjertet film-anbefaling…