Peter Plys & hans Venner ved fronten

At den Første Verdenskrig krævede ubegribelige ofre er vel de fleste bekendt. At der blandt disse ofre var et betydeligt antal firbenede og fjerklædte er efterhånden også noget, mange har opdaget. Men hvor mange er klar over, at én af verdenslitteraturens virkelige mastodonter også blev hvirvlet ind i krigen?

Lt. Coleburn og Winnie (den senere Peter Plys), fotograferet i sommeren 1914.

Som en del myter har nemlig også fortællingerne om selveste Peter Plys rod i en lille kerne af fakta. Ved krigsudbruddet i 1914 meldte den engelskfødte canadier Harry Coleburn sig til kavaleriet. På vej med toget til Valcartier købte han, sådan pr. indskud, en bjørneunge på stationen i White River, Ontario. Han gav bjørneungen navnet Winnipeg efter sin hjemby, og den fulgte ham helt til træningslejren i England. Undervejs blev den usædvanligt omgængelige, legesyge og venlige bjørn hele divisionens maskot, men ved udskibningen til Frankrig måtte Winnipeg naturligvis overdrages til London Zoo. Her opholdt den sig gennem hele krigen, og blev hurtigt publikumsdarling nr. 1, under kælenavnet Winnie. Og i årene efter krigen tog den hjemvendte veteran Alan Alexander Milne sin lille søn Christopher Robin med i Zoo, hvor drengen blev så betaget af den brune bamse, at han omgående ændrede sin teddybjørns navn fra “Edward Bear” til Winnie – med den hjemmestrikkede tilføjelse “the Poo”. Og således endte den canadiske (hun!)bjørn Winnipeg med at stå model til verdens mest berømte bjørnefilosof-og-honningentusiast: Peter Plys!

Men bjørnen var langtfra det eneste dyr i militæret. Der var overraskende mange dyr ved fronten – også fraregnet de rent praktiske som træk- og rideheste, brevduer og andre, der udførte reelle militære funktioner (og de stærkt uønskede, selvfølgelig: rotter, lus osv.) Kæledyr og maskotter var langtfra noget særsyn – og den zoologiske diversitet var overraskende stor. Blandt de mere kendte er den “Røde Baron” Manfred von Richthofens Grand Danois, Moritz, opkaldt efter halvdelen af tegneserieparret Max und Moritz – forbillederne for Knold og Tot. Moritz fulgte Richthofen gennem næsten hele krigen, og kom undervejs også til at bløde for fædrelandet; nærkontakt med en roterende propel slog nemlig dens ene øre af. Men nogle flyvere gik længere end Richthofen; der er flere beretninger om piloter, bl.a. Rudolf Berthold, der tog sine hunde med op i flyene. Det har man dog formentlig ikke gjort med de to maskotter, som den amerikansk bemandede Escadrille Lafayette i det franske flyvevåben havde – det var nemlig to løveunger, kaldet Whiskey og Soda!

Manfred von Richthofen & Moritz (det er Moritz til højre).

Det 3. Sydafrikanske Infanteriregiment medbragte en maskot ved navn Jackie. Jackie udmærkede sig frem for de fleste andre maskotter ved ligefrem at bære uniform, deltage i marcher og excercits – og i aktiv kamp! Jackie var en bavian, og fulgte ved flere lejligheder sit regiment helt ud i kamplinjen. Som alle de andre maskotter var det tilfældigheder, der førte den sydafrikanske bavian til Europas slagmarker; Transvaal-boeren Albert Marr medbragte den, da han i 1915 meldte sig under fanerne, og fik særtilladelse til at beholde aben hos sig, og med tiden lærte den både at stå ret, gøre honnør for officerer, og spise med kniv og gaffel (!) Den gennemlevede således både regimentets indsats i Ægypten og de intense kampe ved Delvilleskoven ved Somme, og slaget ved Passchendaele i

Den sydafrikanske bavian, Pt. Jackie, møder én af sine fans under en indsamling til fordel for Britisk Røde Kors.

Flandern. I april 1918 blev den såret under artilleribeskydning og fik amputeret det ene ben. Sammen med sin ejer, Albert Marr, blev den sendt til England, hvor de to sammen indsamlede penge til Røde Kors. I 1919 blev Jackie og Albert hjemsendt, og året efter blev bavianen officielt tildelt Pretoria Citizens Service Medal. Jackie døde i 1921.

En langt mere dyster affære er beretningen om den navnløse kat, der kort efter den spontane julevåbenhvile i 1914 blev pågrebet af det franske militærpoliti, og skudt for spionage. Katten havde gennem nogen tid vandret frem og tilbage over Ingenmandsland, hvor den havde gjort sig gode venner med både tyskere og franskmænd. Under en inspektion kom den slentrende ned i de franske løbegange, iført et nyt halsbånd med en seddel stukket i, på hvilken der (på formfuldendt fransk) stod “Hvilket regiment er I?” Den stedlige franske øverstkommanderende valgte at følge militærlovens bogstav; han lod katten pågribe, hvorefter den blev skudt af en henrettelsespeleton efter alle kunstens regler, som straf for at have fraterniseret med fjenden (!) Affæren er iøvrigt medtaget i Christian Carions glimrende spillefilm “Joyeux Noël” fra 2005 (da. “En Dag uden Krig”), hvor en kat er fælles kæledyr for begge sider. Selve spionagesagen blev dog kun antydet i filmen, fordi instruktøren anså den for så tåbelig at filmens publikum næppe ville tro på den.

Også i formidlingsgruppen “Westfront 1916” har vi vores egen maskot, lazaretthunden William – her fotograferet under Classic Military Show i Finnerup i sommeren 2015.

Listen over maskotter er i virkeligheden meget lang, og omfatter en mængde mere eller mindre aparte arter. Man finder hunde, katte, orangutaner, slanger, kaniner, grise… og zebraer! Og det er naturligvis kun de dyr, der var rene maskotter. Blandt de “tjenestegørende” dyr er mange selvfølgelig også blevet en slags kæledyr for soldaterne – og hvem kan fortænke mændene i at have brug for lidt varme og hengivenhed, midt i krigens kaotiske rædsler? Få krige har været så rå og ubarmhjertige som Første Verdenskrig, og militæret er traditionelt ikke et forum for bløde mænd og sentimentalt føleri. De umælende dyr har formentlig været et kærkomment afløb for det naturlige behov for kontakt, varme og nærhed. Det er interessant, at vi i visse sammenhænge har brug for dyr, for at holde vores menneskelighed i live.

***

Læs mere om bjørnen Winnipeg: https://en.wikipedia.org/wiki/Winnipeg_(bear)

Læs mere om bavianen Jackie: https://sites.google.com/site/thejuniormilitaryhistoricalsoc/jackie-the-baboon