Sjælens Kval og Kødets Lyst – Sex ved Fronten

Seksualiteten er ikke just det, der fylder mest i de fleste værker om Verdenskrigen. Det er sjældent mere end et par hastige sider der helliges emnet, når det da overhovedet berøres i faglitteraturen. Det skyldes dog ikke at fænomenet ikke forekom, men simpelthen at krigsdeltagerne ikke ligefrem var voldsomt meddelsomme på lige netop dét felt; I starten af det 20. århundrede var sex stadig voldsomt tabubelagt, og det var ikke mange ord der blev ofret på emnet i breve hjem til soldaternes mødre, kærester og hustruer. I dagbøger, erindringstekster og avisinterviews m.v. er soldaterne også påfaldende fåmælte i så henseende. Forskningens relative tavshed skyldes altså hovedsagelig, at der simpelthen ikke er særlig meget kildemateriale tilgængeligt. Men noget er der dog. Og hvis man ved hvad man leder efter er det faktisk muligt at finde dokumentation for, at amorinerne (eller måske snarere hormonerne) i allerhøjeste grad også blomstrede ved fronten.

Grafitti, tegnet af en britisk soldat i de vidtstrakte gange i Arras´ undergrund – et godt indblik i, hvad der inderst inde optog soldaterne.

Og i grunden ville alt andet da også være overordentligt mærkeligt; med adskillige millioner unge mænd, mange af dem borte fra hjemmet for første gang og alle udsat for et betydeligt psykisk pres, kan det da ikke undre at tankerne ind imellem kredsede om erotikken. Hverdagen ved fronten var hård, både fysisk og psykisk, og fremtiden uvis. Naturligvis har behovet for menneskelig kontakt, nærhed og ømhed været noget, langt de fleste har oplevet. Selv under normale forhold er erotikken en drift der kun dårligt lader sig undertvinge, og under de ekstreme forhold der udgjorde frontsoldatens hverdag var det kun naturligt at længes efter feminin skønhed og kvindelig ømhed. Første Verdenskrig var ikke blot en militær konflikt, det var også et kultursammenbrud af hidtil usete dimensioner – og naturligvis har det haft en effekt på den gamle verdens rigide moralopfattelse.

Når feltbordellerne overhovedet omtales i de samtidige kilder, er det pudsigt nok næsten altid fra en passiv vinkel. Soldaterne, der rent undtagelsesvis skriver hjem om bordellerne, har typisk aldrig selv besøgt ét; alle kammeraterne står i kø til bordellet, men ikke skribenten selv, der som det eneste ordentlige og anstændige menneske ikke kunne drømme om den slags svineri… og så er det jo op til den enkelte selv at vurdere om man tror på dén (!)

Et meget sjældent postkort-motiv: en tysk soldat omgivet af hele personalet på et belgisk bordel. Scenen i sig selv har ikke været usædvanlig; det unikke er, at man har ladet det fotografere.

Men bordellerne eksisterede. I stort antal og på alle sider af fronten. Frankrig indførte aldrig egentlige soldaterbordeller, men det skyldes at de såkaldte maisons tolérée allerede før krigen var en legaliseret (og iøvrigt omhyggeligt reguleret og kontrolleret) branche. Sat under pres af moralske husmoderforeninger på hjemmefronten forbød Storbritannien en overgang i begyndelsen af 1918 sine soldater at benytte bordellerne, hvilket omgående resulterede i en højlydt officiel fransk protest på regeringsplan… for så ville det jo blive de franske bondepiger der måtte stå for skud! Det britiske forbud blev meget hurtigt – og meget diskret – trukket tilbage.

Ingen af de krigsførende hære ligefrem opmuntrede til bordelbesøg, men bortset fra det pinligt fejlslagne britiske forsøg var holdningen generelt yderst pragmatisk (som den iøvrigt havde været i krig i århundreder; i middelalderen var den tros-ansvarlige officers formelle titel mange steder i Tyskland Huren-Waibel, altså “skøge-sergeant”). Moral er meget godt, men den menneskelige natur kan man altså ikke helt undertvinge. Og når det nu alligevel skulle ske, så måtte myndighederne dog i det mindste sætte det i system og dermed bevare en form for kontrol over aktiviteterne. Feltbordellerne var således opdelt i mandskabs- og officersafdelinger, og Erwin Blumenfeld, der under krigen gjorde tjeneste som bogholder i det tyske Feltglædeshus 209 i Valenciennes, beretter at etablissementet var bemandet med 18 prostituerede, at hvilke de 12 betjente menige soldater, mens de resterende 6 var “øremærket” til officerer. Hver af disse kvinder betjente typisk 25-30 mand om dagen. Den engelske Pt. Richards beretter i et erindringsskrift der nu opbevares på Imperial War Museum i London, at han havde set mere end 300 britiske soldater stå i kø foran et bordel i Bethune. Alan Weeks hævder i bogen A Bloody Picnic, at den normale karriere for en prostitueret ved frontbordellerne havde en varighed af kun tre uger, før de var fysisk og mentalt slidt ned – unægtelig en overset gruppe krigsofre! Det er et stort set uopdyrket område af den historiske forskning, hvordan disse kvinder blev rekrutteret, hvordan deres leveforhold var, og hvad der siden blev af dem (og, beslægtet hermed, omfanget af voldtægter, der givetvis også har fundet sted, men som aldrig er blevet samlet og fyldestgørende behandlet) – et overordentligt interessant og relevant område, som der ganske afgjort burde forskes mere i.

Reklame for det Wien-baserede kondomfirma “Olla”… der ikke så meget som nævner ordet kondom, men blot taler om “hygiejniske gummi-specialiteter”

Myndighedernes satsning på at bordellerne ville “redde” de mange andre tjenestegørende kvinder ved og nær fronten – sygeplejersker, chauffører, kogekoner osv – viste sig i det store og hele at holde stik. Af de mere end 6.000 britiske kvinder, der i én eller anden kapacitet gjorde tjeneste ved fronten i vinteren 1918 er kun 21 registreret som gravide, mens 12 måtte hjemsendes med kønssygdomme. Sygeplejersker har man altså i det store og hele holdt fingrene fra. At de så alligevel har spillet en rolle, nemlig som emner for soldaternes fantasier, er en ganske anden sag; I Dr. Magnus Hirschfeld´s klassiske værk Sittengeschichte den 1. Weltkrieges (1929) er langt størstedelen af kapitlet “Erotik in der Krankenpflege” helliget soldaternes feberhede – og altså stort set aldrig udlevede – drømme om sygeplejerskerne.

Forholdene ved fronten betød i sagens natur, at mænd på alle tider af døgnet var tæt på mænd, men at kvinder var nogen man kun undtagelsesvis stødte på. Man kunne derfor forvente, at homoseksualitet ville være blomstret op. Men det lader overraskende nok kun til at være sket i ekstremt få tilfælde. Årsagen er formentlig dels at der netop altid var andre tilstede (og at det altså i praksis har været overordentlig svært at finde lejlighed til det, selv hvis ønsket skulle have været tilstede), og dels at homoseksualitet i 1914-18 stadig var ikke blot ekstremt stigmatiseret; det var decideret ulovligt, og behæftet med meget strenge straffe. Man befandt sig trods alt kun 20 år efter skandalesagen mod Oscar Wilde.

Men naturligvis var de officielle bordeller ikke de eneste steder, hvor den naturlige trang kunne få afløb; også civilbefolkningen måtte holde for. I en hverdag, hvor fædre og ægtemænd var indkaldt og kvinderne derfor overladt til sig selv, og hvor fødevaremangel og armod var udbredt, var civilbefolkningens kvinder ikke sjældent et let bytte for de kontakthungrende soldater. Bitter nød har alle dage været en almindelig vej ud i prostitution. Omvendt blev krigen faktisk også en vej ud af prostitution for nogle; en fransk politirapport konkluderede i krigens sidste år at antallet af prostituerede i Paris var dalet drastisk siden 1914, dels fordi så mange mænd var sendt i krig, og dels fordi krigsøkonomien pludselig bød på muligheder for nogenlunde vellønnede jobs for kvinder, der dermed fik et alternativ til prostitutionen.

Fransk postkort, der skal minde soldaterne om vigtigheden af at huske kondomet; “Tu Gardes ton casque?” spørger pigen… “Du beholder hjælmen på”? – en almindelig eufemisme.

Spredningen af kønssygdomme, som man med god grund frygtede kunne eksplodere under disse forhold, blev imødegået ihærdigt fra officiel side. Bordelbesøg blev – skønt bordellerne ofte blev etableret af myndighederne – kraftigt frarådet, og man gik endog så vidt som til at iværksætte kampagner blandt soldaterne, der skulle minde dem om at bruge kondom (disse kampagner var iøvrigt i mange tilfælde væsentlig mere direkte – og dermed mere effektive – end f.eks. mange vesterlandske kondomkampagner under AIDS-panikken i slut-80´erne!) En markant undtagelse er dog den amerikanske hær, den eneste hvor religiøs fundamentalisme forhindrede at man aktivt fremmede brug af kondomer.

Kondomet havde været kendt siden i hvert fald 1564, hvor italieneren Gabriele Falloppio udgav værket De Morbo Gallico, der anbefaler en form for kondom som værn mod syfilis. Den moderne version af vulkaniseret gummi dukkede op i 1855, og var altså hverken ny eller ukendt under 1. Verdenskrig. Kondomet var tilmed også et værn mod uønskede graviditeter, som på den tid stadig var et meget stort socialt problem og stærkt tabubelagt.

Men de velmenende (og overraskende direkte og tydelige) kondomkampagner kunne nu ikke helt udrydde problemet med kønssygdomme. Alene i den britiske hær blev flere end 400.000 soldater behandlet for seksuelt overførte sygdomme i løbet af krigen. Og hvis sygdom var en risiko for soldaten, så var den det tifold for den prostituerede – en risiko, som bordellerne selv måtte forsøge at bekæmpe. Mangen en blussende engelsk ungersvend er nok blevet temmelig befippet ved det første møde med old lady cock examiner – en myndig ældre dame, der kontrollerede hver enkelt kundes sundhedstilstand inden man blev sluppet indenfor!

Soldaten nyder en afslappet stund med en letpåklædt & tydeligvis yderst samarbejdsvillig fransk mamselle.

Den engelske Lieutenant Dixon konstaterede nøgternt: Vi var ikke munke, men kæmpende soldater med et voldsomt overskud af fysisk energi. Og selv om købt kærlighed ikke kunne erstatte den ægte vare, så var det dog bedre end ingenting. Som moralsk retfærdiggørelse betragtet lader argumentationen selvfølgelig en del tilbage at ønske, men den giver dog en slags indblik i hvordan man rent mentalt fik den relativt frie seksuelle udfoldelse til at fungere i et sind, der dybest set var formet af victoriatidens forkvaklede og sygelige moral (og selvfølgelig også af dens iboende hykleri). Det lader til at have været en meget udbredt holdning, at “what happens in France stays in France”. Det var ikke en permanent ændring af soldaternes adfærd, snarere en midlertidig situation affødt af abnorme omstændigheder. Skyttegravenes helvede var slet og ret (og blev altså også konkret opfattet som) en helt anden verden end det nydelige hjem med dets blondegardiner, broderede sofapuder, hvide nystrøgede duge og den lige så snehvide og nystrøgede lillemor. En splittet verden, som man rent psykologisk måske kun kunne rumme, hvis man accepterede det som en slags bevidst kulturel skizofreni, en “parantes i livsforløbet”. Så vidt vi kan se standsede adfærden for langt de flestes vedkommende da krigen sluttede. Man vendte hjem til sin familie, sin hustru eller kæreste, og genindtrådte i det normale, civile liv, og tiden som bordelkunde var i langt de fleste tilfælde forbi.

Et muntert og fornøjeligt udtryk for det relativt løsslupne frisind der prægede mange af soldaterne, finder vi i en uofficiel britisk soldatersang. Langt det mest berømte hit fra 1. Verdenskrig var den styrtende populære It´s a Long Way to Tiperary, men soldaterne digtede selv videre på den ærligt talt noget tandløse originaltekst. I frontsoldaternes frimodige nye version synges muntert og hjerteligt om hvordan det først var mødet med de franske piger, der lærte de bornerte britiske mænd at håndtere kvinder – en tanke, der kan lade én håbe på, at soldaterne dog også hjembragte andre og mere nyttige nyerhvervede kundskaber end de morderiske fra krigen, og som også kunne komme de ventende kvinder derhjemme til gode:

That´s the wrong way to tickle Mary, that´s the wrong way to kiss.

Don’t you know that over here, lad, they prefer it more like this.
Hooray pour Les Français, Farewell Angleterre.
We didn’t know just how to tickle Mary,
But we learnt it over here!

***

Hør en moderne indspilning af soldaterversionen her (selve sangen begynder 30 sekunder inde i klippet)