Sprogø – Storebælts Oversete Perle

Det har ofte irriteret mig, at et virkelig interessant sted med så meget historie at det driver ned af væggene, tyk som sirup, er stort set umuligt at besøge. Særligt irriterende er det, fordi man ofte kommer så pirrende tæt på – men uden mulighed for rent faktisk at se det. Det kan kun opleves, set ud af bilruden i forbifarten.

Min levevej betyder, at jeg er en ret flittig gæst på Storebæltsbroen. Foredragsvirksomhed bringer én mange fornøjelige steder hen, og bilens førersæde bliver meget hurtigt til éns andet hjem. Særligt efter jeg rykkede til Fyn har jeg kørt over broen utallige gange (al den stund størstedelen af mine opgaver stadig ligger på Sjælland), og jeg har således rig lejlighed til at beskue den smukke, lille ø midt i bæltet, hvor høj- og lavbro møder hinanden. Det samme gælder, ved jeg af selvsyn, tusindvis af andre. Der er voldsom trafik på broen, hver måned passeres Sprogø af mere end en million køretøjer.

Sprogøs fyrtårn, tegning fra sidste halvdel af 1800-tallet.

Sprogø har egentlig altid betaget mig lidt. Som ung studerende – det var i tiden før den danske brobyggerpsykose for alvor satte ind – krydsede jeg jævnligt Storebælt pr. færge, og udsigten til den lille, stejle ø med det stolte fyrtårn på toppen fascinerede mig altid; lige fra barnsben har den mindet mig om Den Sorte Ø fra Tintin, og den har såmænd stadig et skær af dragende mystik og ufortalte historier over sig.

Det er med andre ord, synes jeg, græsseligt synd at man ikke normalt har mulighed for at se nærmere på øen. Sprogø er nemlig vitterligt propfyldt med historie. Inden for en radius af ganske få meter kan den bogstaveligt byde på synlige, håndgribelige minder om trekvart årtusindes historiske og dramatiske begivenheder!

Sprogø, som den idag tager sig ud fra motorvejen. 3/4 årtusindes historie
stirrer bilisterne i ansigtet. (klik på billedet for en større version)

På toppen af øen troner fyrtårnet (med alt hvad det indebærer af fortællinger om dramatiske forlis, langfart til fjerne egne, handels- forbindelser osv). Tårnet er bygget i 1868, og er i sig selv ikke voldsomt specielt – vel nærmest tvært imod; det er “det kvintessentielle fyrtårn”, mere eller mindre identisk med dem, man ser spredt ud over det meste af landet. De første egentlige fyrtårne i Danmark blev rejst på foranledning af Frederik II i 1560, da han forlangte lysende vejledere for søfarten opsat på ruten fra Skagen til Falsterbo (her var der naturligvis ikke tale om fyrtårne i moderne forstand, men “lyskurve” med levende ild, monteret på høje trækonstruktioner.) Langt de fleste “rigtige” fyrtårne blev rejst op gennem 1800-tallet, og Sprogøs eksemplar er på mange måder et typisk eksempel.

Men dén grund, fyrtårnet står på, er indrammet af en lav, firkantet og forvitret mur, som tydeligt kan ses fra motorvejen. Det er resterne af Valdemar den Stores borg fra 1160´erne, og vidner om middelalderens ufredstider med truende vendertogter, pirater og andre fjendtlige indfald. Sammen med Nyborg Slot på vestsiden (opført nogenlunde samtidig) og fæstningen i Korsør mod øst (nævnt første gang 1241, men formentlig anlagt på samme tid som de to andre) lukkede den lille, men svært tilgængelige borg effektivt for fjendtlig sejlads gennem Storebælt og kontrollerede trafikken. Sprogø var dermed en vigtig brik i rigets samlede forsvar. Så vigtig, at man fandt det passende at fremhæve den på dén blyplade, der blev lagt i kong Valdemars grav i St. Bendts Kirke i Ringsted da han døde i 1182, og som opregner kongens største bedrifter.

Blypladen fra Valdemars grav er udstillet i kirken i Ringsted (betænksomt
forsynet med en oversættelse). Her omtales borgen på Sprogø.

Netop øens utilgængelighed gjorde borgen egnet til… hvad-skal-vi-sige… “sensitive” sager. Skatte kunne opbevares her under relativt sikre former, og særligt vigtige fanger kunne med fordel placeres her. Men den militære og politiske situation, hvor den lille fæstning spillede en central rolle, forsvandt i virkeligheden ret hurtigt; venderne blev undertvunget, og allerede efter 100-150 år var borgen ikke længere nødvendig. I løbet af højmiddelalderen blev den delvis nedrevet. Myter vil iøvrigt vide, at den navnkundige Marsk Stig under sin fredløshed en tid holdt til på øen, efter kongemordet i Finnerup Lade i 1286. Herfra kunne han nogenlunde uforstyrret hjemsøge resten af Danmark med sine hævntogter; om historien så er sand eller ej kan imidlertid ikke bekræftes med sikkerhed.

I årene omkring 1520 bosatte hollandske bønder sig på øen, inviteret af Christiern II, men deres tilstedeværelse holdt kun i halvandet hundrede år; øen viste sig i det lange løb for lille til omfattende landbrug (og formentlig for besværlig), og i slutningen af 1600-tallet døde landbruget ud. I 1572 beordrede Frederik II, at der skulle opføres et lille hus til ly for strandede rejsende, da øen var et naturligt stop på overfarten mellem Korsør og Nyborg – hans søn, Christian IV, tilbragte en enkelt nat her under en rejse i 1620, og i 1814 var Frederik VI fanget i ikke mindre end seks dage “under kummerlige forhold” på grund af dårligt vejr; det var dog ikke i den samme bygning, da alle øens huse var blevet nedbrændt af englænderne fire år tidligere.

Øens isolerede placering gjorde den dog fortsat brugbar, også efter dens strategiske betydning forsvandt. Under koleraepidemien i 1710 oprettede man en karantænestation på stedet, hvor smittebærere kunne holdes fjernt fra den øvrige befolkning, og dermed begrænse den ekstremt smittefarlige sygdoms spredning – på ganske samme vis, som man tidligere havde indrettet de såkaldte Sankt Jørgens-gårde til spedalske i mange danske byer.

Et udvalg af tvangsanbragte på Sprogøs anstalt for degenererede kvindfolk.

I 1922 besluttede man endnu en gang at tage øen i praktisk anvendelse, og atter en gang var det den isolerede placering der gjorde den hensigtsmæssig. Men nu var det hverken statsfanger eller smittefarlige syge, man ønskede at isolere. Det var “socialt uønskede elementer”. I 1923 åbnede nemlig dét, man med en klassisk eufemisme kaldte for Pigehjemmet. Ganske vist påkaldte man sig stadig folkesundheden som retfærdiggørelse, for stedet var – som grundlæggeren C. Keller formulerede det i 1919, beregnet til “den Klasse af let aandssvage Kvinder, hvis Erotik frembyder en væsentlig Fare i det frie Samfund for udbredelse af Kønssygdomme“. I realiteten var Sprogø nu et isolationsfængsel og straffeanstalt for lidt for selvstændige kvinder med en lidt for utæmmelig seksualitet.  Nominelt var der naturligvis ikke tale om et fængsel, og de tvangsanbragte var selvfølgelig ikke “fanger”… de kunne bare ikke slippe bort (!) En anbringelse på Sprogø var ikke tidsbegrænset, og man kunne i princippet tilbageholdes uendeligt. Et gennemsnitligt ophold varede ca. 7 år, og blev ofte suppleret med andre velmenende overgreb, f.eks. tvangssterilisering. Anstalten blev nedlagt i 1961. Det skal retfærdigvis nævnes, at skønt Sprogø var forbeholdt kvinder, var der ikke en ren “kvindesag”; tilsvarende ustyrlige mænd kunne selvfølgelig ikke opbevares samme sted – det handlede jo netop om seksuelt aktive mennesker! Der indrettedes derfor en tilsvarende institution for mænd, beliggende på Livø i Limfjorden.

I dag er det meget nemt at forarges over den hårdhændede og formynderiske behandling, kvinderne blev udsat for. Men i virkeligheden var institutionen ikke skurken; den var udtryk for et samfunds- og menneskesyn, der var almindeligt fremherskende. Sprogøs Pigehjem er forlængst nedlagt. Men bygningerne står der stadig, ganske som Valdemars borg, fyrtårnet og alt det andet.

Billedet er ikke fra Sprogø, men kunne have været det; skyts som dette var
opstillet på øen under besættelsen.

Men dermed var Sprogøs indsats i historien såmænd ikke til ende. Der har nemlig været endnu en funktion, der faktisk – hvis man er hurtig og ved, hvad man kigger efter – kan anes fra bilen, når man passerer øen. Under den tyske besættelse af Danmark 1940-45 blev der nemlig anlagt et FLAK-batteri (“Flugzeugs-Abwehr-Kanone” – det er dét, vi kalder for antiluftskyts på dansk) for foden af fyrtårnet, hvorfra de tyske tropper kunne beskyde allierede bombemaskiner på vej for at sprede ødelæggelse over de nordtyske byer. Kanonerne er forlængst borte, men den betonplatform, de var opstillet på, kan stadig ses.

Næste gang, O brave læser, du finder dig selv i bil på vej over Storebælt – så kan det altså være umagen værd at vende blikket ind mod øen, og ofre en stille tanke på de mange, mange års historie, der ligger og gemmer sig derinde…

***

Som nævnt er der ikke normalt adgang til Sprogø, men organiserede besøg kan bookes HER (fra Sjællands-siden) og HER (fra Fyn-siden).

Har man lyst at læse mere om dansk socialpolitik kan jeg henvise til et tidligere indlæg, der kan læses HER.