Status år 1- en slags takketale

Året går hastigt på hæld. Om kort tid er det nytår, og dermed årsdagen for da jeg mistede forstanden og sagde mit job op for at blive selvstændig. Og det er jo altid en passende anledning til at stoppe op & se tilbage på, hvordan de seneste 12 måneder er forløbet.

Året indledtes med det noget drastiske og ærligt talt temmelig skræmmende tiltag, at opsige min inspektørstilling på Middelaldercentret. Grunden til den vanskelige beslutning var, at jeg efterhånden havde siddet i inspektørstolen i sammenlagt 15 år; hvor morsomt det end har været – og det har været virkelig morsomt! – så kan man ikke blive ved med at finde på nye ting, nye tiltag, aktiviteter, formidlingskneb osv. Der kommer et tidspunkt i ethvert job, hvor der indtræder en slags mental metaltræthed, hvor det simpelthen er på tide at skifte spor – både for sin egen, og for institutionens skyld. Og til alt held var det jo ikke noget brud; sommeren igennem har jeg tilbragt ganske mange herlige dage i Sundkøbings charmerende gader, og forventer sandelig også at gøre det fremover.

Nu er det jo ikke nogen hemmelighed, at der er visse aspekter af historikerbranchen jeg brænder mere for end andre. Møder, budgetter, planlægning og den slags… det er selvfølgelig nødvendigt. Men særligt morsomt er det altså ikke, i hvert fald ikke hvis man er mig – og iøvrigt har det mildt sagt aldrig været nogen spidskompetence for mig. Det, der er morsomt, har alle dage været det udfarende. Selve det direkte, aktive formidlingsarbejde. Mødet med gæsten. Med fare for at blive lige lovlig højstemt er der for en historieformidler ikke nogen større oplevelse, end at se forståelsens og nysgerrighedens lys tændes i gæstens øjne. Derfor har sæson 2015 faktisk været blandt mine allerbedste på Middelaldercentret. Jeg er nemlig nu så priviligeret, at jeg slet ingen af de “kedelige” opgaver har (de er nødvendige, bestemt. Men de er altså også kedelige ;-) Jeg har i år udelukkende haft det sjove, hektiske, spændende. Og for dét kan jeg kun rette en varm tak til mine herlige kolleger og gode chefer. Og så var jeg iøvrigt meget beæret over at få lov at holde båltalen i år – tak til Den Store Rorgænger ;-D

Men egentlig er det jo så ikke længere Middelaldercentret, der er min hoved-levevej. For første gang har jeg hovedsagelig skullet ernære mig som foredragsholder.

Med Historiequiz-holdet på Dybbøl Banke – en pragtfuld og munter tredages udflugt til det Sønderjyske.

Jeg har holdt foredrag gennem mange år, så i sig selv var det selvfølgelig ingen voldsom ændring. Det har været lige præcis så herligt, som jeg havde forestillet mig; Masser af glade, interesserede mennesker, udfordrende spørgsmål, oceaner af thé og bjergkæder af hjemmebagt kage (som jeg med tungt hjerte som regel takker nej til, da det er en rigtig dårlig diæt for en diabetiker) – og sågar et par rigtig gode festmiddage.

Fed er jeg selvfølgelig ikke blevet. Min tegnebog er i hvert fald ikke. Der er ikke blevet spundet guld på selvstændigheden. Men jeg klarer mig. Ingen i husstanden har lidt alvorlig nød. Og der er tegn i sol og måne på, at kundegrundlaget er i vækst; i 2015 har jeg haft et en del forespørgsler fra Fyn og Jylland, og i Østdanmark er der kommet en række nye kunder til. Mit repertoire er blevet udvidet med byvandringer, og der er kommet tre-fire nye titler til foredragskataloget. Fagligt set tegner fremtiden lys, med andre ord!

På mediesiden har det ligeledes været en glimrende sæson. Der er blevet optaget nye afsnit af “Historiequizzen” (som er sindssygt sjove at lave), og jeg har fået lov at agere nationalbankdirektør og jonglere med guldbarrer sammen med mine gode venner Rittmeister von Raipuur og Stosstrupp Jessen (og ose luksuscigarer i de dybe kældre under Nationalbanken. Det er skam ikke alle og enhver forundt!) På radiosiden er jeg blevet udråbt til “uofficiel hus-historiker” for de brave folk på formiddagsprogrammet Gandhi på P3, hvor jeg i mangel af bedre har kloget mig på alt fra våben over cowboys og amerikanske præsidenter til bandeord – ofte emner, jeg slet ikke anede at jeg overhovedet vidste noget om ;-)

Endvidere har der været op til flere ganske overordentligt fornøjelige opgaver med legekammeraterne i “Westfront 1916”. Vi har været på våbenmesse. Vi har optrådt på Historiske Dage-messen i Øksnehallen. Vi har leget med ved befæstningsdage på Vestvolden, og har optrådt på Classic Military Show ved Viborg. Fuld fart over feltet, den gamle kejserfane svinges lystigt!

Pikkelhuen & yndlingslegetøjet luftes, og Kammerat Thernøe mishandles i Øksnehallen i marts. Glade dage!  ;-)

Endelig er der blevet søsat et par lovende og meget, meget spændende projekter til det kommende år. Dels er der truffet aftale med DR-K Historie og Tro om et par programmer om Vestfronten 1914-18, sammen med den bedårende Cecilie Nielsen (se indlægget af 22/12), og dels begynder en gammel tanke om en 1. Verdenskrigs-event på Masnedøfortet i samarbejde med Vordingborg Kommune – i anledning af 100-året for slagene ved Verdun og Somme i 2016 – så småt at se ud som om det faktisk kan blive til noget. Men mere herom senere. Meget mere ;-)

Og så er der selvfølgelig dukket en ny og pragtfuld hobby op… denne blog! Den blev påbegyndt med tøven og tvivl, men blev lynhurtigt et helt fantastisk morsomt indslag i hverdagen. På brugersiden er antallet af jer herlige folk der læser med mange, mange gange større end jeg i mine vildeste drømme havde så meget som turdet fantasere om. Stum af forbløffelse har jeg fulgt, hvordan mine små, beskedne tanker er blevet læst i Danmark, Norge, Sverige, Island, Storbritanien, Tyskland, Spanien, Frankrig, USA, Kina, Indien, Thailand, Schweitz, Australien… og Iran! Jeg er stadig ikke helt kommet mig over det. Tusind mange tak for interessen, allesammen. Jeg kan selvfølgelig ikke love, at jeg kan holde kadencen fremover… men jeg vil i hvert fald forsøge; jeg satser på sådan cirka et indlæg om ugen, eller deromkring.

Med andre ord: det er et i alle henseender vellykket år, der nu afsluttes med store og lyse forventninger til fremtiden. Stor tak til alle på Middelaldercentret, DR – særligt mine prægtige venner foran og bag kameraerne på “Historiequizzen”, naturligvis – alle mine foredragskunder, de dejlige drenge & piger i “Westfront 1916” & samarbejdspartnere (et fint ord for “legekammerater”) samt selvfølgelig min uovervurdérlige hjemmesidedesigner Søren Bie… og alle andre, jeg har haft større eller mindre kontakt med i det forløbne år! Tusind mange tak, venner!

Og rigtig godt nytår!