Tændstikmyten og Manden Bag

At tobaksrygning er meget skadeligt tør vel efterhånden være de fleste bekendt. Man kan dø af det – det står sågar på pakkerne. Men at de tændstikker, der benyttes til at tænde selvmordvåbnet med, også kan være farlige er måske mindre velkendt. Og dog. Blandt de små rester af irrationel hverdagsovertro der stadig hænger ved mange af os er (eller var i hvert fald dengang rygning stadig var almindeligt udbredt) forestillingen om, at tre mand aldrig må tænde deres cigaretter ved den samme tændstik. Det ville, sagde man spøgende da jeg var ung, nedkalde sort uheld over den arme tredie ryger… selv om erfaringerne nu oftere pegede på, at det var ham der holdt tændstikken der kom til skade; han endte nemlig gerne med at brænde fingrene, når tændstikken skulle holdes så længe).

Rygning var meget udbredt blandt soldaterne – men ingen ville drømme om at stille sig op og vifte med en brændende tændstik ovenfor løbegravene (modelfoto, Westfront 1916)

Som med så meget andet overtro var der vist ikke mange, der gjorde sig særlige tanker om, hvorfor det egentlig skulle medføre uheld at dele tændstik. Men der var faktisk en årsag. Forklaringen var ganske besnærende, og stammede fra de kolde og mørke skyttegrave under den Første Verdenskrig, hvor man angiveligt havde erfaring for, at rygning vitterligt kunne dræbe – og betydeligt hurtigere end vi i dag antager! Logikken var nemlig, at når tre soldater stod i nattemørket i deres skyttegrav, og den første strøg tændstikken for at tænde sin cigaret – så ville den fjendtlige snigskytte opdage målet. Når den brændende tændstik blev rakt videre til den næste, tog snigskytten sigte… og når den nåede den tredie faldt skuddet, der således blev årsag til et brat og ufrivilligt – men 100% effektivt! – rygestop.

Logikken er på overfladen besnærende. Det giver jo sådan set udmærket mening; man ser for sig, hvordan tændstikkens flammende svovl lyser op i nattens mulm, og den slags må selvsagt tiltrække sig en årvågen snigskyttes opmærksomhed. I virkeligheden er det jo slet ikke overtro, det er basal sund fornuft. Og tommelfingerreglen om aldrig at dele den samme tændstik mellem tre mand blev da også meget udbredt over hele Europa under og efter 1. Verdenskrig… i civile kredse!

Blandt de soldater, som jo i grunden var de udsatte (al den stund der var langt mellem de fjendtlige snigskytter i Marseille, Birmingham eller Sdr. Bøvelse) tog man imidlertid ikke den ringeste notits af den ellers udmærkede leveregel – for man var udmærket klar over at det var noget vås! Ingen soldat ville drømme om at stille sig op og tænde sin cigaret i fjendens påsyn – og da slet ikke i blæksort mørke! I det hele taget holdt man sig langt, langt væk fra fjendens synsfelt og trådte normalt kun op af de dybe skyttegrave om natten, og da kun for at udføre nødvendige opgaver som f.eks. udlægning af pigtråd eller patruljer i Ingenmandsland. Og der blev ganske afgjort ikke røget tobak imens!

***

Tændstikmagnaten Ivar Kreuger.

Historien om den farefulde brug af tændstikker stammer i virkeligheden fra en svensk erhvervsmand, og var oprindelig et stykke næsten genial markedsføring. Manden hed Ivar Kreuger, og var international jetsetter, levemand og mangemillionær. Hans formue stammede hovedsagelig fra et tændstik-imperie, der på den tid var verdens førende producent af de små, brændbare pinde. Og myten? Joh, den blev såmænd udtænkt og søsat af Krueger i et forsøg på at imødegå kundernes unødvendigt påholdende tilgang til forbruget af tændstikker; hvis tre mand tænder på den samme tændstik, ræsonnerede Krueger, så bliver der i sagens natur kun solgt en trediedel af de tændstikker, der ellers kunne sælges – og den slags kan som bekendt drive en stakkels multimillionær til tiggerstaven på ganske få århundreder!

Kreuger var i øvrigt en på alle måder interessant skikkelse. Han blev født i 1880, og rejste efter sin ingeniøreksamen rundt i det meste af verden, indtil han i 1907 vendte tilbage til Sverige og grundlagde et entreprenørfirma, der hurtigt fik filialer over hele kloden (og iøvrigt finansierede Greta Garbos allerførste film). I 1915 udgjordes kernen i hans allerede da enorme finansimperium af tændstikkonsortiet Svenska Tändsticks AB, og Kreuger kontrollerede mere end 2/3 af hele verdens tændstikproduktion. En raffineret koncernopbygning med skuffe- & stråselskaber fordelt over hele verden gjorde hans økonomiske transaktioner helt uigennemskuelige – en bevidst strategi fra Kreugers side; selv hans nærmeste medarbejder vidste efter eget udsagn “ikke mere end elevatordrengen”. Uigennemskueligheden blev drevet så vidt, at der aldrig blev fremlagt skriftlige regnskaber eller aftaler, ikke engang for bestyrelsen; den eneste med fuldt overblik var Kreuger selv, der (ikke overraskende) var en stor beundrer af Napoleon og så sig selv som “kejser” i spidsen for sit erobringshungrende imperie.

Ivar Kreugers selvmord og den efterfølgende skandale var forsidemateriale på aviser verden over.

Men det hele var naturligvis baseret på svindel. Ivar Kreuger var i virkeligheden prototypen på den økonomiske troldmand, der er i stand til at jonglere med helt utroligt mange bolde, og som med sin enorme charme og evne til at vinde folks tillid holdt et uoverskueligt cirkus af bedrag kørende i mange år – en slags tidlig Stein Bagger (omend på et langt, langt mere omfattende og sofistikeret plan). I begyndelsen af 1930 fattede en af hans samarbejdspartnere, amerikaneren Percy Rockefeller, mistanke til ham, og rejste til Stockholm for ved selvsyn at få et overblik. Mødet mellem Rockefeller og Kreuger blev imidlertid afbrudt adskillige gange, da Kreuger modtog personlige telefonopkald fra først den britiske toppolitiker Stanley Baldwin, og dernæst fra Josef Stalin. Den ellers ret blaserte Rockefeller blev så imponeret af Kreugers fornemme forbindelser, at han opgav enhver nærmere undersøgelse. Senere viste det sig, at Kreuger havde talt ind i en telefon, der slet ikke var tilsluttet.

I kølvandet på det amerikanske børskrak i 1929 begyndte Kreugers varmluft-imperie hastigt at smuldre, og i marts måned 1932 blev han fundet skudt i sin luksuslejlighed i Paris. De præcise omstændigheder omkring hans død er aldrig blevet klarlagt med 100% sikkerhed, men det franske politi henlagde sagen som selvmord – en tese, der understøttedes af et efterladt afskedsbrev.

De økonomiske fordringer mod Ivar Kreugers dødsbo løb op på over end en milliard dollar – mere end den samlede svenske statsgæld på den tid. Som en direkte følge af Kreugerimperiets kollaps måtte den svenske statsminister gå af, og så mange af de ansatte i konsortiets mange virksomheder fulgte deres chefs eksempel og tog sig af dage, at den samlede selvmordsrate i Sverige steg målbart i månederne der fulgte. Det er blevet hævdet, at Kreugeraffæren først blev overgået med Enron-skandalen i 2001.

Den franske forfatter Honoré de Balzac citeres ofte for, at “der bag enhver større formue ligger en forbrydelse”. Det er naturligvis ikke sandt – i hvert fald ikke i streng juridisk forstand – men det er unægtelig en temmelig rammende beskrivelse af historien om Ivar Kreuger. (Citatet er iøvrigt ikke korrekt, men er en tillempning der stammer fra Mario Puzos roman “Godfather” fra 1969. Balzac originalformulering optræder i romanen “Le Pere Goriot” fra 1834, og lyder: Hemmeligheden bag en uforklarlig formue er en forbrydelse der aldrig er blevet afsløret, fordi den blev vel udført.)