WF16 på Slap Line… om Middelalder og 1. Verdenskrig

En Utroværdig spion
19. marts 2019
En Profetisk Nummerplade…?
15. april 2019

WF16 på Slap Line… om Middelalder og 1. Verdenskrig

I den forgangne weekend, 30-31. marts, deltog jeg sammen med et sortiment af de herlige folk i Westfront 1916 i årets Historiske Dage-messe i Øksnehallen i København. Gruppen har i forskellige konstellationer deltaget i arrangementet flere gange før, men i år havde vi for første gang opnået at få vores helt egen stand – tilmed én af de store! Med stor og venlig hjælp & opbakning fra vores venner på Oplevelsescenter Vestvolden i Rødovre og den både gavmilde og kreative Lance Brædder i Nykøbing F, var det lykkedes at banke en rigtig nydelig stand op, der weekenden igennem tiltrak sig ros og stor opmærksomhed fra de ca. 10.000 besøgende.

Stemningsbillede fra Westfront 1916´s stand, fotograferet af den altid fortræffelige Bo O. Herbst.

Selv havde jeg, ud over den fortløbende formidling på standen og en hektisk netværks-aktivitet, tre faste aftaler i løbet af arrangementet (bortset fra ølstue-besøg lørdag aften, naturligvis… men dét behøver vi ikke komme nærmere ind på!); Lørdag over middag interviewede jeg på Grøn Scene den norske forfatter Andreas Bjørn Bull-Hansen om hans nye roman Jomsviking (Forlaget Turbine, 2018), og søndag havde den altid vidende og altid bedårende Dorthe Chakravarty  bedt mig medvirke i en optagelse til hendes historie-podcast (som man kan finde HER – den er absolut værd at lytte med på!) Vi talte om formål, fordele og fælder i dragtklædt formidling af historien; hvornår vores samtale bliver tilgængelig står ikke helt klart… men hold øje med den!

Standen under opbygning, dagen før åbningen…

Weekendens morsomste opgave var dog, trods alt, nok WF16´s egen sceneoptræden på Rød Scene, lørdag kl. 16.30. På forhånd havde vi ikke forventet noget talstærkt publikum; det lå sent på dagen, og der var store & berømte navne på de andre scener dagen igennem – så konkurrencen var intens. At det var et spritnyt indslag som vi af indlysende årsager ikke havde haft mulighed for at afprøve på forhånd gjorde naturligvis ikke sagen mindre nervepirrende.

Til vores store overraskelse var stolerækkerne foran scenen fuldstændigt opfyldt, og omkring dem stod tilmed en regulær kødrand af interesserede. Vores løjerlige indfald og muntre spilopper formåede åbenbart at stå distancen, selv i det ærefrygtindgydende program!

Optagelsen af forestillingen (eller hvad vi nu skal kalde det) var ikke planlagt på forhånd, og holder oprigtigt talt ikke bloggens normale tekniske niveau… som ellers mildt sagt er tvivlsom nok, selv under normale omstændigheder. Lyden er i bedste fald vakkelvorn, og billedsiden er ærligt talt noget rystet (intet menneske formår at holde et kamera stille i 25 minutter!); det hele er optaget på en håndholdt mobiltelefon… og på et tidspunkt lægger fotografen – eller i hvert fald billedet – sig ligefrem ned! Som sagt: det er lavet til privat brug. Bær over med det… det bliver en smule bedre ca. 2 minutter inde i optagelsen :-)

Live-optagelse af min & WF16´s optræden på Historiske Dage 2019

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.