Sprogø – Storebælts Oversete Perle
18. januar 2018
Arkæologi med Forhindringer – Bucy-le-Long, 1915
1. februar 2018

Da fremskridtets ofre slog igen – the Luddites

 

Waldorf & Statler – alle sure, gamle mænds lysende forbilleder ;-)

Det sker jævnligt, at bekendte sammenligner mig med Waldorff & Statler, de to gamle, sure brokkehoveder på balkonen i det længst henfarne Muppet Show – en sammenligning, jeg selvfølgelig kun kan modtage med den allerstørste tilfredshed. Men egentlig ville jeg blive oprigtig ked af det, hvis nogen skulle finde på for alvor at kalde mig fremskridtsfjendtlig… for det ville nemlig være både forkert og dybt urimeligt; jeg er da nøjagtig lige så prisgivet den moderne teknologi som alle andre. Jeg ville fumle rundt på én eller anden mørk og øde landevejsstrækning, hvis ikke det havde været for min uundværlige GPS. Jeg er dybt og inderligt afhængig af min mobiltelefon. Jeg ville sidde katatonisk og savlende tilbage, hvis ikke det var for min laptop. For slet ikke at tale om, at jeg forlængst ville have ligget 6 fod under jorden uden den moderne medicinske teknologi. Jeg er aldeles ikke udviklingsforskrækket eller fremskridtsfjendtlig.

Men det er sandt nok, at jeg har mine forbehold overfor nyskabelser. Forbeholden betyder ikke afvisende, og jeg kunne ikke drømme om på forhånd at afvise en eller anden smart ny teknologi… lige så lidt, som jeg kunne drømme om på forhånd at godtage den. Jeg forbeholder mig stædigt retten til at se tiden an og tænke sagen grundigt igennem, inden jeg kaster mig frådende over den seneste tech-craze. Enhver medalje har som bekendt (mindst!) to sider, og det er nu altså ingen helt dum strategi lige at tænke efter, om denne eller hin vidunderdims nu rent faktisk løser et problem… eller om den måske snarere opfinder et? Et eksempel kunne være OK-Benzins mobilapp, der kan bruges til at betale for benzintankning uden at forlade førersædet (på en selvbetjeningsstand! Man skal alligevel ud af bilen for at fylde benzin på! Doh!), eller det faktum, at GPS´en på samme tid hjælper os med at finde vej – og totalskader vores stedsans. Evnen til at læse et vejkort er allerede nu en stort set uddød kunst. Mobiltelefonen husker alle vores kontakter, men det har en pris; ingen kan længere huske telefonnumre, og når vi mister apparatet er vi fuldkomment paralyserede. Teknologien gør os livet lettere, javist, men den har den uheldige bivirkning, at den ikke sjældent samtidig gør os dalrende dumme, hjælpeløse og redningsløst afhængige. Så ja, jeg har bestemt mine forbehold overfor teknologi. Men det betyder ikke, at jeg refleksmæssigt afviser al udvikling.

Det er nemlig rigtig! Sådan er vi, os der er forbeholdne overfor nyskabelser; fjender af fremskridt, der egl. helst ville bo i trætoppene!

Uden på nogen måde at skulle klage – jeg er udmærket klar over at jeg selv koketterer med min hårdt tilkæmpede vrissenhed – kan det dog godt være lidt trættende, at man automatisk rubriceres som en håbløst bagstræberisk, komisk totalt-hægtet-af neanderthaler, hvis man ikke pligtskyldigt falder på halen af begejstring over den seneste tekno-dille. Hvis man som jeg synes at det er et skråplan at få indopereret en chip, der automatisk betaler regninger, åbner døre eller fjernstyrer termostaterne derhjemme – ja, så er man allerede puttet ned i samme kasse som Cro Magnon-manden, pterodaktylen og kassettebåndet.

Men der er slet ikke noget nyt i at fremskridts-forbehold imødegås med latterliggørelse. Det er præcis den samme tilgang, de fleste har til den gamle engelske Luddite-bevægelse (hvis man da overhovedet har hørt om dem). “Luddite” er blevet synonym med formørket, bagstræberisk, uvidende, reaktionær. Men det er egentlig slet ikke rimeligt.

– Og hykleriske er vi såmænd også…

Luddite-bevægelsen opstod på egnen omkring Manchester i de første år af 1800-tallet, som en reaktion på den hastigt fremvoksende mekanisering af fabrikkerne. I årene 1811-16 oplevede man i England flere angreb på industrianlæg, hvor ophidsede menneskemængder stormede hallerne og ødelagde maskinerne. Oprindelig var opstanden ikke rettet mod mennesker, og var ikke specielt voldelig; det var maskinerne der var målet, ikke personer. Alligevel bredte der sig en bølge af panik omkring bevægelsen; den franske revolutions blodige rædsler var endnu i frisk erindring, og ligesom revolutionen 1789 havde rettet sig mod hjertet og kernen i den franske stat – den enevældige kongemagt – rettede ludditternes aktiviteter et knytnæveslag mod det engelske samfunds allerhelligste og mest ukrænkelige grundpille: den private ejendomsret!

Både samtiden og eftertiden har yndet at tegne et billede af bevægelsen som fundamentalt dum og uoplyst. Det var en flok uuddannede, snævertsynede bondejokker der ikke fattede teknokraternes strålende visioner, og som reagerede på en ny tids udfordringer med bevidstløs vold og ustyrlig agression. De var psykotiske fortidsromantikere, der i afmagt overfor en udvikling, de ikke forstod, reagerede instinktivt ved at slå ting i stykker. En flok anarkistiske bøller, kort sagt: prototypen på pøbeloptøjer med fakler, høtyve, og hvad der nu ellers hører sig til af vandal-parafenalia.

Også i samtiden latterliggjorde man skeptikerne; de blev nemlig
anført af en forvildet vaskekone… åbenbart!

Når vi i dag så beredvilligt accepterer den version skyldes det, at vi for en stor dels vedkommende har skabt et forskruet billede af den tidlige industrialisering. Set i bakspejlet står det klart, at industrialiseringen ledte til en velstand, vækst og fremgang der langt overgår alt, hvad der ellers er set i historien. I dag er der altså ingen videre diskussion om, hvorvidt industrialiseringen var god (… når vi altså lige ser bort fra at den stimulerede imperialisme og undertrykkelse, smadrede miljøet og klimaet, vold-åd planetens ressourcer og afstedkom en forurening, der med temmelig stor sikkerhed tager livet af flere mennesker end nok så mange verdenskrige). Og deraf følger selvsagt, at industrialiseringen var noget, vi skal være rigtig, rigtig glade for!

Men helt så enkle og unuancerede er tingene nu sjældent. Allerede fra starten blev der sat hårdt ind mod bevægelsen. Alle midler blev taget i brug, fra latterliggørelse, tilsværtning og forvanskning af dens hensigt, til ekstremt brutale straffe; allerede tidligt i forløbet havde fabriksejere uden videre ståhej simpelthen skudt oprørerne ned, og i 1812 bakkede parlamentet den hensynsløse linie op med indførelsen af dødsstraf for hærværk i den såkaldte Frame-Breaking Act. Militæret (der ellers havde nok at se til, det var midt under Napoleonskrigen) blev sat ind mod bevægelsen; i perioder var der flere engelske soldater på jagt efter maskinstormere i England, end der var i kamp mod Napoleons tropper på kontinentet. Situationen eskalerede voldsomt, og i takt hermed greb også maskinstormerne til fysisk vold og overgreb. Det blev til en klassisk voldsspiral, når hårdt blev mødt med hårdt.

Bevægelsens lidt sære navn stammer, hævdedes det, fra deres leder, Ned Ludd.  Imidlertid er det aldrig lykkedes med sikkerhed at identificere en virkelig person med dette navn, og han regnes i dag af de fleste for rent mytisk. Med tiden forvanskedes Ned Ludd til en General (nogle gange sågar kong) Ludd, der engang skal vende tilbage når tiden er rede, og genetablere de gode, gamle dage – en slags urproletariatets Kong Arthur eller Holger Danske.

Offentlige massehenrettelser af mistænkte maskinstormere skulle
afskrække folk fra at tage del i opstanden.

Men i modsætning til den populære opfattelse af affæren, var Luddite-opstanden ikke rettet mod maskiner eller udvikling som sådant. Den var ikke et bagstræberisk forsøg på at fastholde en døende verdensorden eller stille sig i vejen for udviklingen. Bevægelsens mål var praktisk socialt, ikke teknologisk eller ideologisk; opstanden blev født af en frygt for, at mekaniseringen (som man var i færd med at indføre den i England i starten af 1800-tallet) ville føre til armod, nød og sult… hvilket den jo ubestrideligt gjorde!

Den tidlige industrialisering bragte enorm velstand – til meget få. Den tidlige industrialisering bragte lykke – til meget få. På længere sigt førte den ganske vist til et kolossalt udbud og hektisk global vareudveksling (påtvungen, ganske vist, for det meste af verdens vedkommende), men på kort sigt betød den usigelig fattigdom og ubeskrivelig elendighed for langt, langt flere, end den gavnede. Den tidlige industrialisering i England var kapitalisme i fuldkomment utøjlet form, i dens allermest hensynsløse og umenneskelige inkarnation. Ludditerne havde ret: mekaniseringen kom vitterligt til at sprede ufattelig nød og forarmelse, mens rigdommen endte på meget, meget få hænder. At det sidenhen – nu, 200 år senere – i nogen grad er udlignet var en ringe trøst for de elendige og lasede masser, der bogstaveligt talt døde af sult for at finansiere industrifyrsternes enorme landsteder. Den tidlige engelske industrialisme var, nøgternt betragtet, fuldkomment blottet for skam og anstændighed, og for en meget stor del af befolkningens vedkommende var der uendelig langt til Jane Austens lah-di-dah-bourgoisie.

Vold er aldrig en god, og sjældent en effektiv, måde at løse problemer på. Naturligvis må man i dag tage afstand fra luddite-bevægelsens eskalerende brug af vold (ganske som man må tage afstand fra fabriksejernes og statsmagtens endnu mere vidtstrakte og ekstreme brug af vold). Men det er, synes jeg, svært ikke at nære en dyb sympati for bevægelsens oprindelige hensigt og motiver. Luddite-bevægelsens formål var nemlig ikke at udrydde alle maskiner og standse al fremskridt; det var at sikre, at udviklingen fandt sted med en vis styring, og med et minimum af hensyn til de mennesker, udviklingen berørte.

Det er en tanke, forekommer det mig, som vi med fordel kunne tage til os i dag. Udfordringen eksisterer nemlig stadig, og tilmed i langt, langt højere grad end for 200 år siden. Alt for mange af os glemmer at stille de helt essentielle spørgsmål til udviklingen: Er det reelt nyttigt? Hvem har egentlig gavn af det? Hvad er omkostningerne? Selvfølgelig er det ikke en løsning at fare rundt og smadre folks iPads. Selvfølgelig er teknologien ikke i sig selv fjenden. Teknologi kan være til ubegribelig gavn og nytte – men kun, hvis vi tager os tid til at tænke den igennem, i stedet for blot ukritisk og begejstret at labbe alt nyt i os.

Og i dag står vi overfor udfordringer, der ikke er helt ulig dem, Ludditterne reagerede på for 200 år siden; teknologi opfattes igen som svaret på alle problemer, og robotter forventes at have overtaget stort set alle vores jobs indenfor en overskuelig fremtid – men atter engang ses det i alt væsentligt kun som en mulighed for besparelser, for fyringer, rationaliseringer og nedskæringer. Igen har meget få for alvor tænkt over, hvad vi så stiller op med alle de “fritstillede” mennesker. Og de muligheder der eventuelt kunne overvejes (som f.eks. borgerløn) afvises refleksmæssigt og hånligt som tossede og barnagtige utopier, fordi det kolliderer med vores knæsatte lutheranske dogme om, at andre mennesker for alt i verden ikke må få noget, de ikke har “gjort sig fortjent til”!

Det kunne da egentlig være rart, hvis vi kunne gribe det lidt mere konstruktivt an denne gang. Hvis teknologien for alvor kunne bringes til at tjene mennesket… og ikke kun en lille håndfuld mennesker!

***

3 Comments

  1. Carsten Madsen siger:

    Tak for en velskrevet, interessant og underholdende blog.
    Jeg har et skeptisk syn på resultatet af samme udvikling og er ganske sikkert en “luddie light”, hvis det udtryk findes, idet jeg samtidig benytter mig flittigt af fremskridt/udviklinger/nytænkninger, som bla.a gør os i stand til kommunikere på denne måde, men som samtidig har og kommer til at fratage mennesket en masse jobs. Uskeptiske totalfortalere for dén udvikling siger, det blot er de tunge og på forskellige måder kedelige og farlige jobs, der vil forsvinde, og man derved gør staklerne en tjeneste, men hvis der ikke var en økonomisk gulerod deri er min påstand, at den aldrig ville have fundet sted. Om vi fremadrettet laver robotafgifter el.lign, der skal financiere samfundets udgifter og evt. borgerlønninger, eller om der opstår helt nye systemer, bliver spændende i et historisk perspektiv.
    Siden spyd, bue og pil gjorde det lettere og mindre farligt at skaffe føden, og siden nogen lærte at tæmme naturen på marker og bag hegn, har udviklingen gået ud over nogle med en anden livsstil, og sådan vil det sikkert blive ved med at være, men den aktuelle proces kan risikere at påvirke så mange, så der måske kan blive en gentagelse af hændelserne i England i den første femtedel af 18-hundrede tallet ?

    Gad vide, hvilke spor fortiden havde efterladt os, hvis den teknologiske udvikling var sket i samme tempo som nu ?
    Et par bud:

    https://www.facebook.com/photo.php?fbid=35521478437&set=a.32221038437.51656.664823437&type=3&theater

    https://www.facebook.com/photo.php?fbid=35522578437&set=a.32221038437.51656.664823437&type=3&theater

    https://www.facebook.com/photo.php?fbid=35521468437&set=a.32221038437.51656.664823437&type=3&theater

  2. Kåre Johannessen siger:

    Hej Bruno
    Tak for dine betragtninger. Jeg tror også at det er meget vigtigt for et samfund, at borgerne er engagerede og kritiske; selvfølgelig skal der ikke “gå sølvpapir-hat” i den, men det er altid sundt at stille spørgsmålstegn. Blind tro er aldrig godt… men jeg har svært ved at se den helt store sammensværgelse i det; jeg tror ikke at der sidder en lille flok magthavere og bevidst manipulerer os. Det er meget mere subtilt end som så.

  3. Bruno siger:

    På youtube florerer der en mængde foredrag, afholdt af lærde mennesker, der for en stor skare af tilhører og med tv, forelæser over temaet. “ hvad er det vi ikke må få kendskab til “.der er konspirations teorier , men også teorier som anfægter historien og evolutionen. Kunne det tænkes at der findes oplysninger vi almindelige mennesker ikke må opnå kendskab til ? Oplysninger som nogle magtfulde mennesker i offentlig administration forsøger at holde hemmelige, da de mener vi andre er for “dummme” til at håndtere disse oplysninger. .? Ikke for at drage sammenligninger med dig Kaare, men det er tankevækkende at der i lande med stor oplysthed alligevel er lærde mennesker som anfægter det etablerede. Personligt mener jeg det er godt for et samfund at der foregår diskussioner om sandt og falsk, og det som ligger midt imellem. Tak for din blog og fordi du gør det du gør.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.