En Barnesoldat i Europa
13. december 2015
Myten om den tyske antisemitisme
14. december 2015

Dragtklædt formidling vs. autenticitet – et tungt ansvar

Ofte er det ret nemt at se fejlene (!) Andre gange kan det være umådeligt vanskeligt - i praksis umuligt.

Ofte er det ret nemt at se fejlene (!) Andre gange kan det være umådeligt vanskeligt - i praksis umuligt.

Ofte er det ret nemt at se fejlene (!) Andre gange kan det være umådeligt vanskeligt – i praksis umuligt.

Med årtiers praktisk erfaring med reenactment, edutainment, eller hvad vi nu skal vælge at kalde det – altså den dragtklædte, rolle-påtagende formidling af historien – har jeg været nødt til at tænke dybt & længe over dette spørgsmål: hvor er balancepunktet mellem dokumentationskrav og praktiske forhold? Hvor meget kan vi tillade os at “tolke” på kilderne, når vi udformer udstyr, huse, dragter, våben osv?

Det gælder for både vikingetid og middelalder, at der i formidlingsmiljøet findes alle gråtoner, fra hardliners der forlanger alle detaljer minutiøst dokumenteret og forlæg for hver eneste bittelille detalje, til “hyggeformidlere” i hjemmestrikkede Game of Thrones-kostumer, syet af mormors aflagte gardiner, eller netkøbte “middelalder”-goth-kjoler med flagermuseærmer og spindelvævsmønster.

Personligt har jeg sådan set ingen problemer med noget af dette. Der er intet ondt i at “strikke sin egen historie sammen” med inspiration fra rollespil, tegneserier, eller hvad det nu kan være… så længe man ikke påstår, at det er en autentisk gengivelse af fortiden! Hvis man kun benytter sit udstyr til private lege eller rollespil kan der ingen skade ske, ligegyldigt hvor ukorrekt udstyret er. Men hvis man påberåber sig nogen som helst grad af oplysende eller uddannende funktion er det selvfølgelig en anden sag. Selv hvis man er meget omhyggelig med ikke at påstå fuld autenticitet er det et skråplan at begynde at gætte; optræder man offentligt i sammenhænge, der på nogen som helst måde kan forveksles med historisk formidling, må der meldes fuldstændigt klart og tydeligt ud, hvilket grundlag det foregår på.

I den modsatte ende af spektret står de virkeligt hardcore. De, der forlanger hver eneste detalje dokumenteret. De, der insisterer på, at ikke blot koftens snit, men også trådens snoning, sytrådens og den anvendte nåls kvalitet osv, skal være 110% korrekt og gennem-dokumenteret.

Det er selvfølgelig et på alle måder respektabelt standpunkt. Fagligheden er uangribelig. Men det er også lammende for ethvert forsøg på en levendegjort formidling. At holde sig strengt til, at ALT skal kunne dokumenteres uangribeligt er nemlig det samme som at afvise hele den levendegjorte formidling. For det kan i sagens natur ikke lade sig gøre.

Naturligvis findes der masser af intakt bevarede genstande fra vikingetid og middelalder. Men det er jo et grundvilkår for den dragtklædte formidling, at man ikke kan genskabe virkeligheden “pletvis”; det hele må med. Og derfor er det simpelthen nødvendigt at have modet til at vove et gæt i ny og næ!

Et eksempel er bukser i vikingemiljøet. Skulle man henholde sig strengt til de hårdeste kvalitetskrav… så skulle alle mandlige vikinge-reenactorer gå rundt med bar røv. Der er nemlig ingen 100% intakt bevarede bukser fra vikingetiden. De noksombekendte bukser fra Torsbjerg er for det første ikke intakte – og for det andet er de selv med den bedste vilje ikke fra vikingetiden. Det er jernalderbukser.

Vi har jo faktisk masser af dokumentation for vikingebukser. Dels visuelle gengivelser på billedsten, bogilluminationer osv, dels fra skriftlige omtaler – og dels fra arkæologien, hvor der trods alt kendes større og mindre fragmenter af bukser. Men ingen af dem er 100% tilfredsstillende; billedsten og tegninger viser ikke stoffets kvalitet, syteknikker osv. Skriftlige omtaler er i sagens natur ikke teknisk detaljerede. Og de arkæologiske fund er aldrig intakte. Det er altså ikke muligt at genskabe et par vikingebukser med fuld sikkerhed og dokumentation.

På den anden side er det jo indlysende, at de rent faktisk havde bukser. At genskabe en vikingetid hvor den mandlige befolkning render rundt i bar røv er jo ikke kun indlysende tåbeligt – det er også meget, meget misvisende!

Det er altså nødvendigt at turde løbe en risiko. Det er nødvendigt at turde gætte sig frem, når hullerne skal lappes. Det er nødvendigt at være selvkritisk indtil det neurotiske – for selvfølgelig skal alting være så korrekt som overhovedet muligt. Nødvendigheden af at kunne rekonstruere når den konkrete, sikre viden simpelthen ikke er til rådighed, er ingen undskyldning for at give los og acceptere alting. Gør man det, er der ingen som helst grund til at lave dragtklædt formidling. Man må selvfølgelig aldrig forfalde til argumenter som “jamen, det MÅ de da have regnet ud!” eller “denne her dims er SÅ praktisk, at jeg er nødt til at have den med på marked!” eller – værst af alt! – “hvis de havde haft den hér dims, havde de også brugt den” (!)

Som Storm P. sagde, så kræver det en god moral at sælge elastik i metermål. Det kræver en mindst lige så god moral at lave historisk formidling.

***

Skriv en kommentar