Krigsfanger i Odense (og lidt om flyvere)
27. august 2018
Kanonfoder og Kaninfoder – om krigens positive virkning på folkesundheden
10. september 2018

En Hjemløs Kronik

Gode og sagtmodige læser!

Ugens blogindlæg blev egentlig skrevet som kronikforslag i anledning af det tilstundende hundredeår for våbenhvilen, der afsluttede 1. Verdenskrig. Men ingen af de af rigets dagblade, jeg har lyst til at blive associeret med, kunne imidlertid finde plads til den i spalterne, og den serveres således hermed på bloggen istedet. Visse fordele skal der vel trods alt være ved at herske uindskrænket i sit eget forum!

Ja, okay. Indrømmet, man kan med god ret sige, at jeg (endnu en gang) skamrider mine kæpheste, og at nogle af tankerne ved forskellige tidligere lejligheder har været luftet i disse spalter; men det er altså også vigtige tanker, synes jeg. Overvejelser, der seriøst betyder meget for mig. De tåler nok at blive vendt og uddybet endnu en gang.

Og dermed, kære venner, gives således til bedste en kronik, der aldrig rigtig blev til noget:

 

Tanker om et Hundredeårsjubilæum

Om føje stunder viser kalenderen 11. november, hundredeårsdagen for våbenhvilen der afsluttede den 1. Verdenskrig. Det har været en langstrakt markering; over de forløbne fem år er den Store Krig blevet belyst fra snart sagt alle tænkelige vinkler, og der er al mulig grund til at tro, at opmærksomheden vil blusse op igen i anledning af fredsslutningen… for så utvivlsomt snart derefter at dø helt ud og endegyldigt slutte sig til rækken af store, glemte begivenheder uden synderlig relevans for den brede befolkning. De fleste af os er ved at nå et mætningspunkt, og erindringsindustrien vil naturligt nok finde nye emner at fokusere på. Det er der sådan set ikke noget mærkeligt i.

Men hvad har vi egentlig brugt markeringen af verdenskrigen til? Hvad har vi lært? Har de mange arrangementer, bogudgivelser, udstillinger og dokumentarprogrammer gjort os klogere på de blodige begivenheder for et århundrede siden? Hvad har vi valgt at bruge 1. Verdenskrig til?

***

Selv har jeg fulgt de mange markeringer med stor interesse. Som faghistoriker og aktiv formidler med en borderline-neurotisk interesse for 1. Verdenskrig har der været meget at holde sig beskæftiget med gennem de seneste fem år. Der er blevet udgivet en række fremragende bogværker; vilkårene for de dansksindede sønderjyder i tysk krigstjeneste er f.eks. blevet en sag, man som dansker har skullet være aktivt uinteresseret for ikke at få et i hvert fald overfladisk indblik i. Dansk TV har produceret adskillige udmærkede dokumentarer, og museer har belyst begivenhederne, både fra dansk og international vinkel. En enkelt spillefilm når vi såmænd også lige at få med. Det er efterhånden gået op for de fleste, at Første Verdenskrig er vigtig, og at den har enorm betydning for dén verden vi kender i dag. Også hvis man er dansker.

Derfor er det selvfølgelig interessant at kaste et blik på, hvad vi egentlig har valgt at bruge jubilæet til. Og skønt der som sagt er kommet en lang række fortræffelige bidrag ud af hundredeåret er det faktisk forstemmende at se, hvor unuanceret det brede, folkelige billede af krigen stadig er. Selv nu, et helt århundrede efter, har vi endnu ikke gjort os fri af gammel vanetænkning. Selv i dag er det langt hen ad vejen myter og karikatur-agtige fjendebilleder, der dominerer den fælles erindring. Den gamle, fortærskede fortælling om det onde tyske militærdiktatur, der grådigt kaster sig over et uskyldigt (men til alt held heroisk offervilligt!) Europa i et forsøg på at stille sin umættelige hunger efter at undertvinge sine fredselskende naboer, lever endnu i bedste velgående.

Naturligvis er der masser af undtagelser. Historiefaget består trods alt overvejende af dygtige og professionelle mennesker, der oprigtigt søger sandheden, og som ikke frygter nuancer. Men faktum er, at det sjældent er historikerne, der direkte former den brede, folkelige forståelse; det er i langt højere grad journalister, filmfolk, mediemennesker. Og også hér gælder det selvsagt, at der er undtagelser – men når man har fulgt den stormflod af medieprodukter der har hægtet sig på hundredeårsmarkeringen både herhjemme og i udlandet er det generelle billede i bedste fald blandet… og i værste fald direkte nedslående.

Den britiske avis Daily Mail bragte 2. januar 2014 en artikel, skrevet af den daværende tory-undervisningsminister Michael Gove, under overskriften ”Hvorfor insisterer venstrefløjen på at nedgøre sande britiske helte?” Artiklen var en slags opsang til briterne om ikke at misbruge det forestående jubilæum til at stille spørgsmålstegn ved den britiske krigsindsats 1914-18. Det var et opgør med den herskende opfattelse siden 1960´erne, der havde set verdenskrigen som en militær, politisk og humanitær falliterklæring; ministeren indledte altså hundredeårets markeringer med en politisk strømpil til befolkningen – herunder, må vi antage, historikerne – om, hvordan man fra regeringsside forventede, at man forholdt sig til historien. Verdenskrigen var ikke en fejltagelse. Det var en god krig – og briterne var selvfølgelig heltene. At Gove så oven i hatten elegant får tryllet kritik af de politiske og militære dispositioner på ledelsesplan om til at være en nedrig hån mod den menige soldat, er en ganske anden sag… og et skoleeksempel på populistisk manipulation.

Men at en politiker forsøger at forme virkeligheden efter sit eget behov er jo ikke overraskende. Det er såmænd dårlig nok forargeligt; det er blot, hvad man må forvente. Og selvfølgelig er en britisk regering (der til stadighed er filtret ind i allehånde krige rundt om i verden) ikke begejstret, når man stiller spørgsmålstegn ved fortidens britiske krige; hvis politikerne kunne tage fejl i 1914 kan de måske også gøre det i 2014?

Men uvederhæftigheden rækker langt ind i velrenommerede fagkredse. Selv højtestimerede forskere afslører ind imellem sig selv som styret af vanetænkning og fordomme. I 2016 udgav BBC et let, populærhistorisk magasin i lækkert lay-out med titlen ”The First World War Story”. Heri kan læses en lang række småartikler, der belyser forskellige aspekter af krigen, alt sammen meget fint og sobert på sin egen overfladiske og letfordøjelige måde. Udgivelsen rundes af med en kort tekst af den skotske professor Hew Strachan, der regnes for én af verdens førende historikere omkring netop 1. Verdenskrig. Heri er hans hovedpointe, at vi i dag har glemt sandheden i ordlyden på den britiske sejrsmedalje – der udråbte 1. Verdenskrig til ”The Great War for civilisation”. Strachan bekender sig dermed til en opfattelse af krigen 1914-18 som et næsten mytologisk sammenstød mellem civilisation og barbari, en kulturkamp af gammeltestamentlige proportioner.

I grunden kan det godt overraske, at en fremtrædende, dygtig og erfaren historiker som han gør sig til talsmand for et så indlysende fortegnet virkelighedsbillede; i kejsertiden var Tyskland ganske rigtig voldsomt begejstret for alt militært – men det var ikke Mordor. Og kejser Wilhelm var ganske rigtig en dalrende inkompetent, selvovervurderende klovn – men han var ikke Antikrist. At kalde Kejsertyskland for barbari er altså ikke så lidt af en tilsnigelse; vi taler trods alt om Beethovens, Goethes, Thomas Manns, Immanuel Kants og Fritz Langs hjemland. Prof. Strachan følger ukritisk og ganske ureflekteret den linie, der blev stukket ud af den britiske krigspropaganda for 100 år siden, hvor man for første gang forsøgte systematisk at afhumanisere en hel nation (og som i øvrigt direkte inspirerede Goebbels´ antijødiske kampagner i mellemkrigsårene). At udtalelsen falder i et lettilgængeligt populærhistorisk medie er ingen undskyldning; det er typisk netop den slags medier, de fleste henter viden fra. Skaden havde i grunden været mindre, hvis betragtningen var faldet i en fodnote til en tung, akademisk afhandling… så havde den nemlig i det mindste ikke fået tilnærmelsesvis samme udbredelse.

I forsommeren havde jeg lejlighed til at besøge det skotske National War Museum i Edinburgh. Her var der, i anledning af 100-året for krigens afslutning, en særudstilling om den røde papirvalmue, man forventes at bære i reverset hvert år i ugerne omkring 11. november, hvis man optræder offentligt i Storbritannien.  I udstillingen belystes alle tænkelige aspekter af den lille papirblomst – dens baggrund, historie, fremstilling, skiftende udformninger gennem tiden, det filantropiske veteran-arbejde der finansieres af salget, osv. Det eneste, der var forbigået i larmende tavshed var, at der findes et alternativ. Der eksisterer nemlig også en hvid version af valmuen, der udtrykker støtte til krigens ofre – både soldater, deres familier, og civile – men som eksplicit ikke støtter krigen som politisk redskab (den har ordet peace påtrykt i bittesmå bogstaver). Det havde dog ikke været ganske irrelevant at få sådan én med i udstillingen… og det er svært ikke at se det som et bevidst fravalg. Det er unægtelig foruroligende, hvis et militærmuseum opfatter ordet peace som kontroversielt og provokerende.

Både i Storbritannien og USA højtideligholdes 11. november – våbenstilstandsdagen –  som noget, der tangerer en national helligdag. I USA har dagens betydning imidlertid ændret sig temmelig radikalt gennem tiden; 4. juli 1926 vedtog kongressen enstemmigt at udnævne dagen til ”Armistice Day – a day to be dedicated to the cause of world peace” – altså en dag helliget verdensfreden. Den 1. juli 1954, i kølvandet på Koreakrigen, ændrede man imidlertid dagens navn fra Armistice Day til Veterans Day – fra våbenhviledag til veterandag. Og væk var dermed al tale om fred. Fra da af blev dagen til én stor fejring af hele den militære idé, en uforbeholden, kritikløs hyldest til USA´s globale våbenmagt. I vor tid markeres dagen bl.a. med forskellige potente slogans; ét af de hyppig sete er Freedom is never free; og således blev fredens dag elegant sadlet om til at være en krigens, våbnets og militærets dag – det stik modsatte af den oprindelige hensigt!

Jeg har, interesseret som jeg jo er, overværet en hel del ceremonier og højtideligholdelser i anledning af hundredeåret. Skønt jeg regner mig selv for lidt af en kyniker må jeg tilstå, at det rammer ét eller andet i mig, hver gang jeg hører Last Post spillet under Meninporten i Ypres i Flandern – som den er blevet spillet hver eneste aften siden 1928, til minde om den Store Krigs allierede faldne.  Jeg overværede højtideligholdelsen af åbningen af Verdun-slaget i februar 2016, og også dét var da pænt og nydeligt. Men det slår mig igen og igen, at det ikke er helt uproblematisk, når disse markeringer helt eller delvis lægges i hænderne på militæret. I hele verden har militæret fået, om ikke monopol på den officielle erindring om Første Verdenskrig, så i hvert fald noget der ligner. Min oplevelse af at stå ved den deprimerende enorme Douaumont-kirkegård ved Verdun er hver gang en hjerteknugende melankoli (hvilket er naturligt nok; der er mere end 16.000 grave)… og forargelse! Forargelse, fordi man for evigt fastholder disse 16.000 døde i rollen som soldater, liggende på rad og række i stramt geled, kun med navn, tjenestenummer og rang anført.

Men det er jo ikke 16.000 soldater. Det er 16.000 unge mænd – cykelsmede, kokke, kunstnere, skolelærere, blikkenslagere, studerende, vinduespudsere, eller hvad de nu hver især har været. Elskere, sønner, ægtemænd, fædre. Men hele deres identitet er visket bort, udslettet, for evigt erstattet med rollen som anonym soldat. Deres civile liv er udvisket og glemt – og med det også deres individualitet. Menneskeheden er reduceret til numre. Men det var ikke de efterladte, der havde behov for at se de faldne fikseret i soldaterrollen (faktisk er der talrige eksempler på, at man efter krigen fik retoucheret fotos af de døde slægtninge, så de fremtrådte i civile klæder); det var staten, militæret, samfundet. Soldaterkirkegårdene blev en del af den officielle, autoriserede erindring… der netop handlede om at understøtte det politiske og militære apparats legitimitet.

I forbindelse med jubilæet er der blevet afholdt en lang, lang række ceremonier over hele verden. Størstedelen af dem har på en eller anden vis indeholdt en grådkvalt og højtidelig tak til de faldne. Nationens påskønnelse af deres uselviske offer, deres mod og vilje til at betale den yderste pris i en større sags tjeneste. Men vi skylder dem egentlig ikke en tak; de, der blev tvangsudskrevet, valgte ikke selv krigerdøden – og de, der meldte sig frivilligt, havde ingen idé om, hvad de sagde ja til. Førstnævnte blev de facto ofret, sidstnævnte narret (at en stor del af dem faktisk bakkede op om krigsindsatsen er i denne forbindelse uden betydning. At man er formet af massiv propaganda gør ikke én til sandhedsvidne). Vi skylder dem ingen tak – men vi skylder dem i allerhøjeste grad en undskyldning!

At man i kølvandet på krigens traumer havde et behov for at skabe en særlig sort-hvid version af begivenhederne er naturligt nok. At man havde stærke følelser, og var nødt til at konstruere en fortælling om krigen, hvor alle afsavn og ofre trods alt gav en slags mening, var både naturligt og uundgåeligt. Men at holde fast i disse groft stereotype forestillinger i dag, et århundrede senere, er både faktuelt forkert og farligt; ved at fastholde en fortælling om heltemod og en moralsk éntydig krig, med ”god” på den ene side og ”ond” på den anden, gøder vi jorden for en lige så misvisende og fejlagtig udlægning af vores samtid… og dømmer dermed os selv til at fortsætte århundreders tvangsmæssige destruktive adfærd. Hvis vi tolker virkeligheden gennem Hollywoods sort/hvide superhelte-optik kan det i sagens natur kun gå galt.

Jeg arbejder selv med formidling af 1. Verdenskrig. Jeg gør det i stram preussisk uniform. Jeg formidler med forkærlighed den tyske vinkel. Ikke fordi det er specielt synd for Tyskland – de var nogle banditter og bøller, ganske som alle de andre krigsførende nationer – men simpelthen fordi der er desperat behov for en slags balance, en modvægt til den påfaldende slagside-ramte version af begivenhederne, vi så ofte præsenteres for i den folkelige historieformidling. Det har vitterligt enorm betydning, hvordan vi vælger at skildre historiske begivenheder, både de nære og de mere fjerne. Man kunne godt ønske, at jubilæet var blevet benyttet til én gang for alle at gøre op med disse myter. Men i stedet blev det i alt for høj grad en gentagelse af gamle postulater, en bekræftelse af den etablerede version af sandheden.

I samtiden blev 1. Verdenskrig set som Krigen, der skulle ende alle krige. I dag har den opfattelse unægtelig fået en temmelig gusten klang; siden november 1918 er der på verdensplan blevet udkæmpet mere end 200 små og store krige – eller mere end én for hver 6. måned. Det er vel dybest set ikke noget særlig godt argument for den militære løsningsmodel; hvis det beviser noget som helst, kan det næppe være andet end, at krig ikke forebygger krig. Selvfølgelig har militæret en naturlig plads i markeringerne – men det bør ikke være hævet over kritik. Og det hører selvsagt med til billedet, at nutidens militær ikke ligner datidens ret meget. Det er ikke vore dages militærapparat, der står for skud; det ville blot være klædeligt med en åben erkendelse af de mange fejl og den rystende arrogante holdning dengang. Den militære vinkel kan og må ikke stå uimodsagt, vi er nødt til at udfordre den gamle generalstabstankegang. Den franske marskal Fochs konstatering af, at ”det koster 15.000 faldne at oplære en generalmajor” er udtryk for verdenskrigens militære tankegang i sin reneste form: det er muligvis sandt… men det er også utilgiveligt kynisk.

Det er ikke ligegyldigt, hvordan vi vælger at forme vores billede af historien. Erindringen om fortiden bestemmer vores forståelse af nutiden, og tegner vores fremtid. Det er ikke ”synd” for Kejsertyskland, når vi fremturer med et vrangbillede af det som et kulturhadende og blodtørstigt, diktatorisk barbari; de berørte er alle sammen døde, og er dybest set nok ligeglade. Men det er synd for os i dag, for mennesket anno 2018. Det er nemlig ikke Tysklands fortid, der er på spil; det er vores fremtid.

***

 

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.