Now you see me, now you don´t ;-)
1. april 2016
Manden bag Verdens Bedste Ridder…
21. april 2016

Ikke kun Sygeplejersker!

I de utallige film og romaner der udspiller sig under den Første Verdenskrig støder man ofte på kvinder. Og de kan stort set alle indpasses i én af krigens tre klassiske “kvinderoller”: 1) Sygeplejersken 2) Den Hensmægtende Forlovede derhjemme, eller 3) Den Charmerende Franske Barpige – sidstnævnte kan lejlighedsvis erstattes af en godhjertet prostitueret.

Det er da for så vidt også sandt, at kvinderne spillede en sekundær rolle i krigen (uden dermed på nogen måde at forklejne sygeplejersker, trolovede eller barpiger og prostituerede). Kvindernes indsats var den understøttende. Det var dem, der kørte Londons, Paris´ og Berlins busser, bemandede industriens fabrikker og holdt landbruget i gang, mens drengene var ude at lege. Det var dem, der lod sig forgive i ammunitionsfabrikkerne og bombe til konfetti i fremskudte lazaretter. Der er ingen tvivl om, at kvindernes indsats var uundværlig for krigsindsatsen. Men det var ikke med våben i hånd. Det var ikke dem, der kæmpede. Ikke ret ofte, i hvert fald.

Flora Sandes fotograferet ved fronten i april 1916.

Flora Sandes fotograferet ved fronten i april 1916.

Men der er faktisk undtagelser. Der er eksempler på kvinder, der deltog aktivt i kamphandlingerne. Det er af en eller anden grund bare ikke så ofte, vi hører om dem.

Militærtjeneste har langt frem i tiden været forbeholdt mænd. Man har formentlig antaget, at kun mænd besad den fornødne fysiske styrke og naturlige agression til soldaterhåndværket. Men selvfølgelig kan kvinder være agressive, og selvfølgelig kan de kæmpe. Og i enkelte tilfælde har de også fået lov til det – også under 1. Verdenskrig!

Flora Sandes opnåede den højeste æresbevisning en englænder kan nå; i hendes hjemby Thornton Heath nær Croydon, South London, er en pub blevet opkaldt efter hende!

Flora Sandes har opnået den højeste æresbevisning, der er mulig for en englænder; i hendes hjemby Thornton Heath nær Croydon, South London, er en pub blevet opkaldt efter hende!

Den formentlig mindst ukendte undtagelse (!) er den engelske Flora Sandes, der som ung meldte sig ind i The First Aid Nursing Yeomanry Corps, en paramilitær bevægelse for kvinder, der blev trænet i alle militære disciplinger (undtagen aktiv våbenbrug). Ved krigsudbrudet i august 1914 meldte hun sig til det britiske Røde Kors, og blev kort efter sendt til Serbien. Under et kaotisk tilbagetog blev hun efterladt, og sluttede sig kort efter til et serbisk regiment som aktivt tjenestegørende. Hun fik hurtigt rang af korporal, men blev såret i nærkamp under det serbiske fremstød mod Bitola i 1916. Ved krigens afslutning havde hun nået rang af seniorsergeant (hun blev kort efter forfremmet til kaptajn) og havde modtaget ikke mindre end syv tapperhedsmedaljer, heriblandt den fornemste serbiske orden, Karadordestjernen. Efter krigen slog hun sig i en årrække ned i Beograd (hvor hun iøvrigt kørte byens første taxa), men døde i Suffolk i England i 1957.

Men Flora Sandes er ikke den eneste. USA kan således prale af Loretta Perfectus Walsh, der som 20-årig i marts 1917 blev den første tjenestegørende kvinde nogen sinde i USA´s væbnede styrker, da hun indtrådte i US Naval Reserve. Hun var den første af mange, da præsident Wilson netop have åbnet mulighed for kvinder i USA´s værn; stadig ikke som deciderede frontkæmpere, men dog udenfor den traditionelle sygeplejerske-funktion. Den amerikanske marines kvinder blev iøvrigt hurtigt et yndet motiv i hvervekampagnerne. Det er dog værd at bemærke, at antallet af kvinder i USA´s militær ved krigens afslutning næsten omgående reduceredes til næsten nul.

Fyrstinde Eugenie Shakovskaya - Nikolai II.´s kusine... og aktiv krigsflyver!

Fyrstinde Eugenie Shakovskaya – Nikolai II.´s kusine – og aktiv krigsflyver…. (måske!)

På Russisk side er en fremtrædende profil den vanskelig udtalelige, men svært interessante Eugenie Mikhailovna Shakovskaya. Som kusine til tzar Nikolai II. var hun en mildt sagt overraskende skikkelse at finde blandt de tidlige russiske flypionerer; helt i tråd med traditionerne fik hun som medlem af kongefamilien en nominel militær titel allerede inden krigen, knyttet til det kejserlige russiske flyvevåben. Men titlen var tænkt som rent titulær, og indebar altså absolut ingen forventninger om, at hun rent faktisk fløj, hvilket altså skete på hendes eget initiativ. Træningen fik hun i Tyskland, hvor hun også modtog sit militærflyver-certifikat i august 1912.

En smuk, dristig, og tilmed fyrstelig kvinde-pilot er oplagt mytemateriale, ikke ulig en Jeanne d´Arc. I en sådan grad, at der den dag idag hersker voldsom uenighed om, i hvor vid udstrækning hun rent faktisk fløj; visse kilder hævder at hun udførte drabelige togter i spinkle énsæders-jagere, andre at hun “kun” virkede som pilot på observationsflyvninger. Atter andre mener at vide, at hun endte sine dage som narkoman og chef-bøddel in Kiev for det nye bolchevistiske styre efter revolutionen (hvilket dog nok skal tages med adskillige kilo salt). Det eneste nogenlunde sikre er, at hun under krigen modtog St. Georgskorset – og resten kan formentlig afskrives som fantasifulde myter. Som sagt: en adelig dame-flyver stimulerer fantasien!

At Rusland har en lang tradition for kvindelige soldater er imidlertid et faktum, der ikke er til at komme uden om. I så henseende har Rusland været lidt af et foregangsland. Allerede ved krigsudbruddet optog man i et vist omfang kvindelige soldater, heriblandt bondepigen Maria Bochkareva fra Novgorod. I maj 1917, hvor hun forlængst havde nået rang af underofficer, ansøgte hun den provisoriske regering om oprettelsen af en rent kvindelig bataljon, og kort efter godkendte krigsminister Aleksander Kerenskij etableringen af den 1. Russiske Kvindelige Døds-Bataljon (!) i Petrograd. Med 300 frivillige under ledelse af Bochkareva blev bataljonen knyttet til det 525. Kiuruk-Darinskij-Regiment, og indsat ved Smorgon i den stort anlagte Kerenskij-offensiv – Ruslands sidste større offensiv inden revolutionen og fredsslutningen.

Maria Bochkareva, fotograferet sammen med den engelske kvindesagsforkæmper Emmeline Pankhurst.

Maria Bochkareva (t.v.), fotograferet sammen med den engelske kvindesags-forkæmper Emmeline Pankhurst.

Blandt de mandlige russiske tropper var krigstrætheden forlængst sat ind, men Bochkareva´s Dødsbataljon tøvede ikke. Det lykkedes dem at erobre tre lag tyske skyttegrave, men hæren var allerede på vej til at gå i opløsning, og det var ikke muligt at fastholde det erobrede område. Opdagelsen af et større vodka-lager satte endegyldigt en stopper for de mandlige soldaters fremdrift, og dermed også for Bochkarevas tropper.

Kort efter bolchevikkernes magtovertagelse ved Oktoberrevolutionen blev Dødsbataljonen opløst, hovedsagelig efter pres fra de mandlige soldater, der angiveligt var stærkt utilfredse med at være blevet mobbet frem af de krigslystne kvinder. På grund af sin åbenlyse modstand mod det nye leninistiske styre måtte hun flygte fra Rusland, og endte i Amerika. I august 1918 vendte hun tilbage til Rusland i håbet om at rejse en kontrarevolutionær folkehær, men hun blev pågrebet af styret og henrettet i 1920.

***

 

 

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.