Sagnheltens Grav – Palleshøj v. Åsum
24. juni 2018
Et Løjerligt Stednavn
19. juli 2018

Sprog og Slang i Skyttegraven

I henseende til vort modersmål regner jeg egentlig mig selv for ganske konservativ. Jeg bryder mig ikke om, når der sjuskes eller fuskes med sproget. Jasket udtale er en pine for mine ører. Stave- eller Betydningsfejl kan drive mig til et Raseri af bersærker-agtige Dimensioner, naar de helt aabenlyst skyldes Ligegyldigheed eller Doffenskab – og i Grunden mene jeg vel nok, at det danske Sprog gennem mange Aar har vaeret i hastigt & iammerligt Forfald; kort sagt skulde vi allesammen i langt höiere Grad end Tilfaeldet est, föle ieg, bestraebe os paa at tale som Poul Reumert!

Jeg er naturligvis helt klar over, hvor verdensfjern og udsigtsløs en holdning, jeg hér bekender mig til. Jeg ved det godt. Sproget kan ikke fastfryses, det er en levende og organisk størrelse, der skal have lov at udvikle sig frit og naturligt. Siden bondestenalderen har sure gamle mænd rystet på hovedet ad ungdommens ryggesløse omgang med sproget – og jeg slutter mig i virkeligheden bare til en endeløs række af gamle brokkehoveder, der gennem århundreder (uden det mindste held) har forsøgt at sætte tiden i stå & udviklingen i bakgear. Jeg er udmærket klar over det, tak.

Men egentlig er det selvfølgelig også snarere udtryk for en vis nostalgi i forhold til sproget. Man kan nu engang hverken standse eller styre sprogets udvikling, og ungdommens sprogbrug er jo ikke forkert, bare fordi den er anderledes end min. Faktisk er det afgørende nødvendigt at lade sproget udvikle sig, hvis det også fremover skal kunne udfylde en meningsfuld funktion. Sprogfornyelse starter jo i sagens natur altid med at være en fejl.

Der er altså i sidste ende ingen grund til at grues over f.eks. slangudtryk (bortset fra, at jeg helt seriøst ofte virkelig ikke fatter en lyd af, hvad unge mennesker prøver at sige til mig). Og dermed når vi, ad unødvendigt lange og snirklede veje, omsider frem til ugens emne: der var nemlig også temmelig meget slang i de britiske skyttegrave under 1. Verdenskrig… og disse udtryk er ind imellem helt usædvanligt sigende!

For eksempel er det rent ud forbløffende, hvor mange udtryk man har for begrebet “død”; man kan get a wooden overcoat (altså få en kiste)  eller become a landowner (blive begravet); man kan cop it (af det franske “caper”, at gribe – underforstået gribe en granat), og måske ligefrem go napoo (igen af fransk, “il n´y a plus” – der er intet; altså at blive blæst i småstykker, så der ingenting er tilbage at begrave). Man brød sig helt åbenlyst ikke om at bruge ordet “død”.  Soldater, der blev så alvorligt såret at de ikke kunne transporteres på en båre, blev kaldt for basket cases (fordi de måtte bæres væk i en kurv). Og der kræves vel ingen nærmere forklaring på, hvorfor et fremskudt lazaret helt ude i frontlinien blev kaldt for sawmill (savværk)

At fransk påvirker det britiske slang er ikke overraskende (det meste af briternes krig foregik trods alt i Frankrig). Men der er også en lang række udtryk, der er hentet fra kolonierne, først og fremmest hindi. Hvis man fik nok af presset og blev bims, kaldtes det for to go doolally – afledt af det indiske stednavn Deolali, der husede et meget berømt sindsygehospital. Et ekstremt hyppigt anvendt udtryk for England var Blighty, der var en forvanskning af hindi-udtrykket bilayati, der slet og ret betyder “fremmed” (og som var et almindeligt navn for de engelske tropper i Indien). En skade der ikke var livstruende, men som sikrede hjemsendelse, blev f.eks. kaldt for et blighty shot. Thé kaldte man for char, og det arabiske ord mufti (der egentlig betyder “fri”), blev et udtryk for civile klæder.

 

En “balloonatic” hænger under sin “blimp”

Observationsballoner gav anledning til adskillige slangudtryk. Posten som observatør var temmelig udsat, og blev regnet for yderst farlig. De arme folk, der blev udpeget til at hænge i en fletkurv i 1000 m. højde, kaldte man for balloonatics – en sammetrækning af balloon og lunatic (galning). Selve ballonen omtaltes ofte som en blimp – et udtryk, hvis baggrund ikke med sikkerhed kan fastslås, men som sandsynligvis er afledt af, at observationsballoner i de militære inventarlister er opført som Category B – limp.

Hærens ofte tvivlsomme pølser kaldte man for barkers, på grund af en udbredt mistanke om at de var lavet af hundekød (hvilket de iøvrigt ikke var). En uprøvet eller inkompetent mand omtalte man som spare parts (reservedelslager), og skriftlige ordrer fra hovedkvarteret hed i daglig tale bumf – en sammentrækning af bum fodder (“numsefoder”, altså toiletpapir). Snigskyttens sidste skud før dagen sluttede hed et goodnight kiss, og hvis man var så heldig at blive hjemsendt hed det sig, at man havde joined the order of the bowler hat (meldt sig ind i bowlerhatte-klubben). Unge officerer, der var meget opmærksomme på deres fremtoning, var posh, der var afledt af polished (poleret).

De fremmedartede stednavne voldte de engelske soldater mange kvaler. Ofte fandt man en eller anden engelsk “undersættelse”, og brugte i daglig tale den; på den måde blev landsbyen Auchonvilliers i Picardiet til Ocean Villas, Wytschaete i Flandern blev til White Sheet, og Mouquet-gården ved Thiepval blev til Moo-Cow Farm. 

Der findes et utal af engelske slangudtryk. Tilstrækkeligt, faktisk, til at der gennem tiden er blevet udgivet op til flere ordbøger over emnet. Man kan undre sig over, at der findes så enorme mængder britiske slang, men væsentligt mindre tysk; forklaringen er formentlig, at slang jo i sagens natur er sekterisk; slang er et særligt sprogbrug, som en sammentømret gruppe udvikler for at skabe en intern identitet. De britiske soldater i skyttegravene var jo netop et nyt fællesskab (fordi de indtil krigen havde været adskilt af det rigide engelske klassesystem, men nu pludselig delte unikke erfaringer), og derfor havde behov for at udtrykke dette fællesskab. Tyskland, derimod, var i virkeligheden ikke særligt “fælles” om noget som helst under 1. Verdenskrig; Tyskland var i 1914 mere en union end en samlet nation, og identiteten var snarere bayrer, prøjser, sachser osv, end det var “tysker”. Tysk soldaterslang er ikke nær så nem at finde som britisk – men måske skal man i virkeligheden snarere søge efter bayersk, sachsisk eller prøjsisk slang, end tysk?

***

Afslutningsvis er det måske på sin plads at aflive et enkelt slangudtryk. I mange af de gennem tiden udgivne opslagsværker over

Orson Welles i glansrollen som Harry Lime – der altså ikke har forbindelse til 1. Verdenskrigs britiske slang!

soldaterslang kan nemlig læses, at man ofte benyttede udtrykket the third man om én der var uheldig, eller ligefrem døde. Vendingen blev især udbredt med Carol Reeds mesterlige film noir fra 1949, med Orson Welles i én af sine glansroller. Hér refererer titlen jo også til Welles´ rolle, hvis død er filmens egentlige omdrejningspunkt.

Udtrykket skulle angiveligt stamme fra et skyttegravs-mundheld om, at man aldrig måtte bruge den samme tændstik til at tænde tre cigaretter – det ville nemlig tiltrække sig snigskytternes opmærksomhed, og med sikkerhed koste den tredie mand livet! På overfladen lyder det jo fornuftigt nok – men hele historien blev faktisk lanceret i 1920´erne af en svensk tændstik-fabrikant (en finurlig historie, man kan læse meget mere om i et tidligere indlæg HER)

 

 

 

 

 

 

5 Comments

  1. Anonym siger:

    Fin artikel. Og begavet slang er bare meget sjovere end regulært dårligt sprogbrug. I virkeligheden tror jeg, at de fleste sprognørder både holder af finurlige gamle ord og kreative slangudtryk (der selvfølgelig bliver lige en tand lækrere når de er historiske).

  2. Kåre Johannessen siger:

    Hej Ole – jeg forstår PRÆCIS hvad du mener! Jeg bliver olm, når folk taler om at tørre hænderne i et “hångklæde”! ;-D

  3. Kåre Johannessen siger:

    Hej Caroline – det er da morsomt med den civile betydning af “posh”; det er selvfølgelig muligt, at mine kilder tager fejl… men det kan jo også tænkes, at de to anvendelser er opstået synkront, uafhængigt af hinanden. Under alle omstændigheder: det er sjovt ;-)

  4. Ole K.Pedersen siger:

    du er ikke alene, jeg får myrekryb når journalister bruger renovation om istandsættelse af bygninger

  5. Caroline siger:

    Jubi, det var skønt at læse – anglofil og sprognørd, som jeg er… Det er sjovt at læse, at posh også blev brugt i militæret, med en lidt anden oprindelse end for civile; jeg har forstået, at der stod POSH på billetten, når man sejlede til Østen og var rig nok til at få kahytten Port side Out, Starboard Home – hvor solen ikke skinnede hedt.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.