Den Fornemste Borgerpligt – om begrebet respekt

Koncentrationslejre & Selektiv Hukommelse
23. oktober 2018
Et Kassettebånd og en Forsvunden Flyver…
11. december 2018

Den Fornemste Borgerpligt – om begrebet respekt

For ikke længe siden oplevede jeg at blive skånsomt og venligt skoset af en god ven, fordi jeg var kommet til at omtale vores nationalflag som “kluden”. Han mente – forståeligt nok i konteksten – at jeg ikke udviste behørig respekt for det rød-hvide banner, og røflen var for så vidt helt og aldeles velfortjent. Det var jo dybest set ikke nogen særligt ærbødig formulering, og jeg forstår udmærket hvorfor ordvalget kunne ses som både dumsmart og unødvendigt provokerende. Det er nu ikke første gang jeg står i den situation. Jeg bliver med jævne mellemrum spurgt (og ikke altid så nænsomt som det skete her) om da intet er mig helligt?

Nu var det egentlig ikke tænkt som en provokation. Men faktisk må svaret på spørgsmålet nok blive et rungende “nej”! Ikke ret meget, i hvert fald, og øjensynligt er det sjældent de samme ting, som flertallet finder ukrænkelige. Der er virkelig stort set ikke noget, der er mig helligt. Ikke i religiøs forstand (troen er en gave, jeg ikke blevet begunstiget med), men sandelig – og nok så vigtigt – heller ikke i verdslige sammenhænge.

Da Jyllands-Posten i sin tid søsatte sine små, morsomme vittighedstegninger og satte Mellemøsten i brand, var jeg oprindeligt ikke voldsomt begejstret. Som en del andre mente jeg, at det var unødvendigt provokerende, og tangerede chikane (hvilket jeg egl. stadig er tilbøjelig til at mene, al den stund syren meget målrettet kun blev kastet i én retning – men det er en helt anden diskussion). Men jeg er blevet klogere. Man bør være åben for argumenter. Og selv om det sjældent er nemt (og aldrig sjovt) at opgive sine egne forudindfattede opfattelser, så er det simpelthen basalt sundt at få skubbet lidt til de grundmurede holdninger en gang imellem.

Den debat, der fulgte i kølvandet på Mohammedaffæren, fik mig til at indse, at det dybest set selvfølgelig var i orden, at en avis trykker den slags tegninger. Ikke fordi jeg syntes at det var pænt, venligt, eller for den sags skyld særligt konstruktivt i sammenhængen – men simpelthen fordi det er så rasende vigtigt for et samfund, at alting kan sættes til debat. Et demokratisk samfund kan ikke fungere, hvis der er områder af samfundslivet, der på forhånd er tabu, og som ikke må debatteres. Respekt er ikke noget, der kan tromles igennem med lovgivning – og religion har selvfølgelig intet krav på særlige hensyn i så henseende. Tvært imod.

Nu mener jeg naturligvis ikke, at alle begrænsninger bør fjernes. Jeg er f.eks. overvejende tilhænger af racismeparagraffen, og synes absolut ikke at man skal kunne maskere enhver gemen dæmagogisk svinestreg af løgn og fordrejning som et debatindlæg. Et vist niveau må selvfølgelig opretholdes i debatten – for ellers holder den simpelthen op med at være en debat.

Vi har jo, som man måske har bemærket, netop passeret hundredeårsdagen for afslutningen af den Første Verdenskrig. Det var en begivenhed, jeg valgte at forbigå i næsten fuldkommen tavshed, for jeg har efterhånden fået sagt, hvad jeg havde at sige om dén sag. Men på både de sociale og de almindelige medier har jubilæet været righoldigt markeret. Ikke overraskende har mange af markeringerne været følelsesladede, højtidelige og rørstrømske. Men i den syndflod af lovprisninger af de ufatteligt tapre henfarne helte for hundrede år siden er der en tendens til, at man i lutter iver efter at udtrykke respekt for de døde rent glemmer at stille spørgsmålstegn ved, hvad der egentlig skete. Formentlig føler man, at det vil være respektløst overfor de gulnede og møre bene, hvis man tager den logiske konsekvens af, at hele den affære der tog livet af dem fundamentalt var bimlende vanvittig. Ganske vist understreges det ofte, hvor meningsløs krigen var… men alligevel omtaler vi stadig de faldne, som om de drog frem med knejsende pander og faste blikke i sammenbidt beslutsomhed. Vi taler om dem, som om de valgte at gå i døden for fædrelandet. Selv på et århundredes afstand har vi behov for at give deres lidelser og ofre mening. Men de gav ikke deres liv for vores frihed idag (som vi ellers ynder at hævde); de blev slagtet for deres respektive regeringers, kongers eller kejseres ret til at underkue fjerne folkeslag, for at samtidens erhvervsliv kunne bevare markedsandele i den internationale handel, og for at understøtte samfund, der enten var borderline-autokratiske, eller absurd klassedelte. Reelt faldt de for at forsvare Belgiens ret til blodige folkemord i Congo, briternes undertrykkelse af Indien, eller de tyske massakrer på hereroerne i Vestafrika. Jeg kan føle medlidenhed, vrede, sorg og skam over de mange faldne… men ikke respekt! Jeg kan simpelthen ikke få øje på noget, der kan respekteres.

Og dermed når vi tilbage til starten, til min øjensynligt manglende respekt for Dannebrog. Faktisk holder jeg meget af vores flag, som jeg finder er ubestrideligt smukt og et udtryk for dybe historiske rødder. Jeg holder af Dannebrog, tag endelig ikke fejl af dét. Det er et fint symbol for alt, hvad vi nu hver især måtte beslutte os for er “dansk”. Men det er jo lige netop dét, det er: et symbol!

Man må holde symboler og virkelighed ude fra hinanden. Symbolet er ikke identisk med dét, det symboliserer. At dø for fædrelandet er et koncept, der ganske vist skurrer voldsomt i mine helt personlige ører, men når Danmark er bedst er det da muligvis nok værd at ofre livet for… hvis man har tilbøjeligheder i den retning. Men det er ikke det samme som at dø for flaget. At ofre livet for et flag er tåbeligt og nytteløst, en tom gestus, og i sidste ende selvfølgelig noget, de fleste moderne danskere nok vil betakke sig for – trods alt. Flaget er noget vi kan samles om, et symbol på de højtbesungne (men ikke desto mindre ret uklare) såkaldte danske værdier – men i sidste ende er flaget jo bare…. en klud! Danmark og de danske værdier forsvinder ikke, hvis nogen futter et dannebrog af. Det er ikke en idé eller et princip, der går op i flammer… det er i sidste ende en bane tekstil og noget tryksværte, intet andet.

Som sagt har symboler selvfølgelig både en værdi og en berettigelse. Men i det øjeblik, symbolet bliver målet i sig selv, mister det enhver positiv værdi, og bliver til en negativ kraft.

Og derfor, agtede og hårdt prøvede læser, er den fornemste af alle borgerpligter: respektløshed! Pligten til IKKE at tage noget som helst så alvorligt, at man holder op med at stille spørgsmålstegn ved det. Pligten til IKKE at acceptere værdier eller idealer, uden selv at have tænkt sig frem til dem, at have vurderet og taget bevidst stilling til argumenterne bag dem. Til ikke med våben at forsvare noget, man ikke er i stand til først at forsvare med ord. At noget er nedarvet fra forfædrene gennem nok så mange hundrede år berettiger ikke i sig selv til respekt eller ærefrygt. Alting – bogstaveligt talt – bør som udgangspunkt mødes med respektløshed; viser det sig så at holde vand & give mening… ja, kan man begynde at respektere det – for så er respekten vundet, og ikke bare overtaget bevidstløst. Groucho Marx for president, si´r jeg bare!

Derfor (og atter en gang erindrende om, at jeg jo altså faktisk i høj grad både holder af og respekterer Dannebrog): det er og bliver, på godt og ondt… en klud! Bliver det mere end dét, bliver det nemlig farligt.

***

 

1 Comment

  1. Ole Falk siger:

    Bravo, gamle ven! Som talt ud af min brødrister. Må vi få respekt omkring vi respektløse, takkkk!!

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.