Et Overset Feministisk Ikon (og hans kone :-D)

Dumme Disponeringer & Forældede Fly – Avedøre
4. marts 2019
En Utroværdig spion
19. marts 2019

Et Overset Feministisk Ikon (og hans kone :-D)

Selvportræt af maleren Mary Beale (1633-99)

Den politiske situation i Storbritanien er som bekendt en festlig affære for tiden. Deres fortløbende Brexit-SitCom leverer dagligt underholdning og forbløffelse til hele verden, efterhånden som dommedag rykker faretruende tæt på. Siden min spæde ungdom har jeg været dybt fascineret af englænderne og deres kultur, som jeg på samme tid afskyr og elsker overalt på jorden, og jeg kan kun tilslutte mig Johannes V. Jensens pletskud af en beskrivelse af dem: disse uimodståelige kjæltringe! Jeg har det lidt som de gamle vikinger – jeg kan simpelthen ikke holde mig væk fra Britanien mere end højst et par år ad gangen (selvom sølvstrømmen har en tendens til at gå den modsatte vej af, hvad den gjorde i vikingetiden; det er vel trods alt fair nok, hvis jeg leverer lidt af danegæld´en tilbage til de britiske museer og boghandlere!)

Kort sagt befandt jeg mig i London i den forgangne uge, og tilbragte således den 8. marts dér. Den dag er jo som bekendt Kvindernes Internationale Kampdag – en mærkedag, der naturligvis har min fulde sympati og opbakning, men som jeg dog ikke har for vane selv at gøre specielt meget ud af (al den stund det jo i sagens natur ikke rigtig tilkommer mig). Alligevel var det ganske passende, at det netop var dén dag, jeg besøgte St. James´ Church, der ligger og putter sig lige rundt om hjørnet fra Piccadilly Cirkus, gemt ad vejen bag en skov af larmende markedsboder.

Mary Beales grav i St. James´ Church eksisterer ikke længere, men i kirken er opsat en mindesten under vinduet.

I sig selv er kirken absolut et besøg værd; bygningen er opført i 1680´erne af Christopher Wren, og er et betagende smukt eksempel på tidens barokke byggestil, komplet med korinthiske søjler og alt til faget hørende. Men også på andre punkter er kirken værd at bemærke, al den stund den i nyere tid ved adskillige lejligheder har gjort sig yderst heldigt bemærket. Den er f.eks. rammen om en meget aktiv LGBT-bevægelse, den har åbnet sine døre (og kirkebænke) som overnatningssted for byens hjemløse, tager aktiv stilling til fordel for udsatte, truede, flygtninge osv, og udviser i det hele taget en udtalt social ansvarlighed – alt sammen udtryk for dét, som en rummelig og humant indstillet kirke bør gøre (!)

Endvidere har den gennem tiden indtaget en prominent (og positiv) plads i debatten om kvinder i kirken. Passende nok rummede kirken nemlig, indtil Görings Luftwaffe bombede den i småstykker under 2. Verdenskrig, de jordiske rester af en kvindesagspionér, der er sørgeligt overset: portrætmaleren Mary Beale!

Beales portræt af kong Charles II.

Beale blev født som Mary Cradock, præstedatter i Suffolk i 1633, og lærte at male allerede som barn; hendes far var ivrig amatørmaler, og lærte sin datter fagets grundregler. Det er der sådan set ikke noget særligt bemærkelsesværdigt i, da maleri på den tid var en almindelig fritidssyssel for unge piger af det bedre borgerskab. Det usædvanlige er, at hun tilsyneladende med faderens opbakning faktisk fik en karriere ud af kunsten. Hendes talent var uimodsigeligt, og da hun i 1651 giftede sig med embedsmanden Charles Beale (der også var en talentfuld amatørmaler) begyndte tingene at tage fart; Charles opgav sin stilling for at blive forretningsfører og assistent for sin hustru, og parret satsede altså på hendes kunst som levevej – en ganske dristig beslutning i 1600-tallets England! De etablerede atelier i Covent Garden, og Marys portrætbilleder fik hurtigt succes op gennem 1650´erne. En række af tidens førende kunstnere beundrede hende, og hun fik på et tidspunkt kommission på et portræt af selveste kong Charles II – og højere kunne en portrætmaler på den tid selvsagt ikke nå.

Den royale opmærksomhed fyrede selvfølgelig yderligere op under Marys ry; efter Oliver Cromwells revolutionsstyre 1649-1660 var monarkiet blevet genetableret, og begejstringen for kongerøgelse var uhæmmet. Priserne på hendes arbejde skød i vejret, og hun viste sig som en lige så talentfuld forretningskvinde som kunstner; i 1660´erne tjente hun i omegnen af £200 om året, en betragtelig formue i datidens valuta, der svarede til hofmalerens aflønning, og var rigeligt til at holde hele familien med en luksuriøs levestandard – selv om hun rutinemæssigt donerede 10% til det, vi i dag ville kalde socialt udsatte. Samtidens kunstmiljø tog hende uforbeholdent til sig, og hun talte blandt sine beundrere folk som Peter Lely, der var officiel hofmaler.

Det er interessant, at hendes køn faktisk ikke lader til at have haft den store betydning i samtidens øjne; professionelle kvindelige malere var dog trods alt en sjældenhed, og kønskampen lå endnu langt ude i fremtiden. Alligevel lader det ikke til, at hendes køn var nogen særlig udfordring – muligvis fordi hendes talent var så uimodsigeligt. Det har sidenhen været foreslået, at hendes arbejde var med til at inspirere andre kvinder, f.eks. Mary Woolstonecraft (der et århundrede senere udgav bogen A Vindication on the Rights of Women – en grundskrift i ligestillingssagen), og alt yder da også på, at Beale ikke selv var blind for sin rolle som mønsterbryder; hun antog selv kvindelige elever, og var således med til at give faklen videre.

Den måske mest oversete feministiske frontløber i hele sagen: Marys mand, Charles Beale, portrætteret af Mary.

At Mary Beale er en pioner og foregangsfigur i kvindefrigørelsen er selvfølgelig hævet over enhver tvivl. Men faktisk bør man nok i den forbindelse også ofre en smule opmærksomhed på hendes mand, Charles Beale, der jo i lige så høj grad gik dristigt imod tidens moral (måske ligefrem i endnu højere grad end hustruen; at hun kæmpede sig opad var selvsagt godt og imponerende… men i samtidens øjne kæmpede ægtemanden sig jo nedad, da han villigt trådte et skridt tilbage for at fremme hustruens karriere).

I samtiden lykkedes det Mary Beale at overskride samtlige sociale og moralske rammer for kvinders muligheder, hun var så at sige “det oprindelige mælkebøtte-barn”. Men eftertiden undte hende ikke samme plads; ved sin død i 1699 blev hun gravsat i St. James´ kirke på Piccadilly, men stilheden sænkede sig hurtigt over hende; hun fik ingen synlig plads i den engelske kunsthistorie, der simpelthen ignorerede hende, og forbigik hendes værker i larmende tavshed. Først i nyere tid er hun blevet genopdaget, både som kunstner og som feministisk ikon. I dag kan en række af hendes malerier ses på Geffrye Museum i Shoreditch, London – men blandt National Gallery´s tusindsvis af værker er der ikke ét eneste fra hendes hånd. Faktisk er der i dag på National Gallery i London kun udstillet i alt 21 værker af kvindelige kunstnere. Det er egentlig ikke ret mange.

Der er stadig brug for kvinder som Mary Beale. Og for mænd som Charles Beale.

 

 

 

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.