Kejser Wilhelms Middelalder-blide

Det er næsten altid en fornøjelse, når éns forskellige verdener eller miljøer krydsbestøver hinanden. De fleste af os oplever at færdes i forskellige verdener, når vi f.eks. går fra arbejde til fritid, fra hjemmeliv til foreningsliv, osv. Og som det vel nok vil være de fleste læsere af disse sider bekendt er der særligt to områder af historien, hvor jeg bevæger mig med særlig, vellystig interesse: middelalderen og 1. Verdenskrig. Begge er historiske perioder jeg har arbejdet med professionelt i forskellige kapaciteter, og begge er perioder, jeg finder uimodståeligt interessante (det er jo derfor, jeg har arbejdet med dem.)

Umiddelbart er der selvfølgelig ikke mange fælles berøringsflader mellem to epoker, der adskilles af rundt regnet 400 år, men der er dog nogle krydspunkter, hvor begge spiller er vis rolle. Og et af disse krydspunkt lyder navnet Erwin Schramm.

Den fortræffelige Erwin Schramm, major (på billedet her avanceret til generalmajor), arkæolog og pionér!

Mit arbejde med middelalderen er jo hovedsageligt blevet udført i regi af det formidable Middelaldercenter i Nykøbing F. Centret blev opstartet for snart tre årtier siden, og voksede oprindeligt frem omkring det allerførste større rekonstruktionsprojekt: den såkaldt “lille blide” (i gåseøjne, for helt så lille er den nu altså heller ikke – den ser blot beskeden ud ved siden af sin senere tilkomne og endnu mere formidable storebror!) Men bliden på Middelaldercentret var altså ikke den allerførste rekonstruktion af det mægtige belejringsmaskineri i nyere tid; allerede i årene omkring forrige århundredeskift – altså dét mellem 1899 og 1900 – blev der nemlig arbejdet seriøst på at genskabe den længst forsvundne og efterhånden næsten helt glemte krigsteknologi. I Tyskland sad ovennævnte Herr Schramm, der var major og kommandant for den 3. Sachsiske Feltartillerie-Brigade Nr. 32, og bladrede ivrigt i støvede gamle bøger og muldnede manuskripter.

På den tid var forsvaret en højprioritet. Allerede en rum tid før århundredeskiftet, da verdenskrigen endnu lå langt ude i fremtiden, arbejdedes der i alle Europas førende nationer febrilsk på at nytænke og videreudvikle den militære teknologi. Men ulig de fleste af sine samtidige rettede major Schramm, der tydeligvis var en fremsynet mand med en bred forståelse af historiens betydning, ikke kun blikket fremad. Han skuede stålsat og målrettet bagud, i søgen efter inspiration i den fjerne fortid!

I samarbejde med sin ven og interessefælle, filologen Dr. Schneider, indsamlede og kategoriserede han en imponerende mængde materiale om oldtidens og middelalderens mekaniske krigsmaskiner – og rekonstruerede en stor del af dem. Han var ikke den allerførste der gav sig af med at “genskabe fortiden” (faktisk var der blevet udført en række eksperimenter i Frankrig under kejser Napoleon III allerede i 1860´erne, dog uden særligt videnskabeligt fundering; der eksisterer heller ingen optegnelser om maskinens udformning). Men Schramm var faktisk én af de allerførste, der gjorde det på et kildebåret, systematisk og dokumenteret grundlag – en bedrift, der jo egentlig på bedste vis kvalificerer ham til æren som pionér inden for den eksperimentelle arkæologi… og dermed en slags åndelig stamfader til bl.a. Middelaldercentret.

Schramms bog, hvori han fremlægger sine resultater, “Die Antiken Geschütze der Saalburg“, genudgivet 1980

Hans interesse for forældet krigsmateriel var selvfølgelig affødt af en oprigtig forkærlighed for fortiden – men ikke af det alene. Hans skumle hensigt var ved samme lejlighed at undersøge, om noget af den længst glemte teknologi måske kunne have noget at byde på i en ny tid, om der eventuelt kunne være et fremtidigt militært potentiale. Tyskland havde udkæmpet større krige flere gange i de foregående år – mod Danmark i 1864, mod Østrig i 1866,  og mod Frankrig i 1870 – og truslen om væbnet konflikt var aldrig fjern.

Den praktiske side af major Schramms arbejde med de bedagede maskiner udførtes på militære arealer, dels i Metz, dels i Dresden, hvor han forestod rekonstruktioner af et større antal romerske, græske, byzantiske og middelalderlige krigsapparater. Maskinerne blev grundigt testet under kontrollerede former, og havde overordnet set en imponerende succesrate; blandt andet opnåede hans ballista (en voldsomt forvokset armbrøst, der kastede med spyd-agtige pile – en træfsikkerhed, der næsten kunne måle sig med de moderne riflers; ved en enkelt lejlighed lykkedes det ham faktisk at lave en vaskeægte “Robin Hood”, da den ene pil blev flækket midt igennem i to lige store halvdele af den næste pil. Ved andre prøveskydninger opnåede han at slynge missiler ud i en afstand af næsten 400 meter, hvor de tilmed gennembrød et stålpansret skjold. Hans rekonstruktionsarbejde var altså i høj grad med til at genoplive opmærksomheden omkring de fortidige våbentyper, og til at klarlægge at deres effektivitet generelt var markant bedre end (teoretiske!) forskere gennem mange år havde hævdet.

Middelaldercentrets ikke-helt-lille blide (forrest, skudklar).

I sommeren 1904 var hans projekter så fremskredne, at de påkaldte sig interesse fra allerhøjeste sted. Den 16. juni dét år overværede selveste Kejser Wilhelm II personligt en demonstration af Schramms rekonstruerede middelalderblide (det sørgeligt uskarpe billede der indleder denne tekst, viser Schramm selv i stiveste major-puds midt i billedet, og kejseren med begejstret løftet arm og hvid kasket, og er taget ved denne lejlighed). Og med afskydningen af det svære, tømrede belejringsskyts kom den gode major faretruende tæt på at skrive sig ind i historiebøgerne som manden, der næsten sparede verden for en storkrig – for han var meget, meget tæt på at tage livet af kejseren! Efter et par yderst vellykkede afskydninger (der naturligvis begejstrede majestæten overordentligt) gik det sidste kast nemlig grueligt galt; præcis hvad der skete står ikke helt klart, men et stort stykke tømmer rev sig løs, hvislede gennem luften, og passerede Wilhelm i få tommers afstand. Det var et rent lykketræf, at han slap uskadt fra oplevelsen… og alt rigeligt til, at den altafgørende kejserlige interesse for hele projektet forduftede som dug for solen. Det samme gjorde selvsagt den finansielle opbakning til Schramms projekter. Tanken om at udnytte gammel teknologi i fremtidens militær blev skrinlagt, og blev i Tyskland først gravet op igen i 1916, da man hentede inspiration fra den middelalderlige salade-hjælm til den nye tyske stålhjælm, M16… som iøvrigt er model for stort set alle moderne militære hjælme verden over.

Australske tropper fremviser en West Spring Gun i 1915.

Det ville utvivlsomt ikke have glædet den gode major det allermindste, hvis han ved et uheld havde taget livet af sin kejser. Og selvfølgelig var det ikke Wilhelm alene, der var årsagen til Første Verdenskrig. Men det er vist ikke for meget at sige, at mangt og meget nok ville have set væsentligt anderledes ud i dag, hvis en middelalderlig maskine havde dræbt den tyske kejser i 1904! Omvendt kunne bliderne – teoretisk set – have optrådt på de europæiske slagmarker i en moderne inkarnation i 1914, hvis ikke uheldet havde været ude hin skæbnetunge sommerdag ti år tidligere. I stedet blev det så briterne, der kom til at slæbe de oldgamle maskiner ind i det 20. århundrede; i 1915 designede den britiske kaptajn Allen West nemlig den såkaldte West Spring Gun, der egentlig blot var en blide i miniatureformat, udført helt i stål, og drevet af 24 stramme stålfjedre i stedet for kontravægt og ballastkasse; den blev brugt til at slynge håndgranater mod fjenden, og var bl.a. i brug under Gallipoli-kampagnen og det 2. Slag om Ypres.

I sidste ende blev det altså ikke på det militærteknologiske felt, Erwin Schramm fandt sit eget lille, ydmyge hjørne af verdenshistorien. Hans eksperimenter, observationer, byggeprojekter og prøveskydninger ledte ikke frem til nye, tekniske landvindinger. I stedet blev det hans bidrag til den eksperimentelle arkæologi, der skrev sig ind i annalerne. Og alt i alt kan man jo synes, at det egentlig er en hel del mere sympatisk at bidrage til arkæologien, end til ingenmandslands blodige morads!

***

Man kan iøvrigt læse mere om Kejsertysklands brændende interesse for kulturarv og arkæologi i et tidligere indlæg HER

Og Westfront 1916´s lille optræden fra Historiske Dage 2019 om middelalderarven i 1. Verdenskrig kan ses, hvis man klikker HER