De første James Bønder – spionage under 1. Verdenskrig

Fænomenet spionage er selvfølgelig langt fra nyt. Der har vel alle dage været et ønske om at vide, hvad éns fjender gik rundt og pønsede på; De første spæde spor af en egentlig efterretningstjeneste – i hvert fald i vores ende af verden – dukkede op i England allerede i 1500-tallet, hvor Elisabeth I´s sekretær Francis Walsingham ofte omtales som hendes “spymaster”. Historien byder på en lang række farverige spioner og hemmelige agenter (læs f.eks. om en af de mere kulørte HER ).

Et egentlig formaliseret, organiseret spionagevæsen finder vi dog først i starten af det 20. århundrede – helt præcist med Secret Service i 1909, som to år senere fik udpeget to herrer til at koordinere informationsindsamlingen. Mansfield Smith-Cumming (hvis karriere i flåden var blevet stoppet i utide af en udtalt tilbøjelighed til søsyge) og Vernon Kell blev sat i spidsen for hver sit nyetablerede kontor med ansvar for hhv. ekstern og intern spionage. De to kontorer blev sidenhen til de fra James Bond og utallige andre slå-på-tæven-thrillere så kendte MI5 og MI6.

Langt den mest berømte (og  uduelige) spion fra 1. Verdenskrig var den hollandske Margareta Zelle, alias Mata Hari  (her, højst usædvanligt, fotograferet med tøj på)

Motivationen for tiltaget var først og fremmest en voldsom spion-paranoia, der i starten af det 20. århundrede havde grebet briterne. Det nye tyske kejserriges enorme fremskridt, både i henseende til industri, økonomi og militær styrke, blev ikke uden grund opfattet som en seriøs trussel mod den britiske dominans, og frygten fik næring af en række populære, fantasifulde romaner og skuespil. Vigtigst af disse var William le Queux´s roman “The Invasion of 1910“, der affødte en regulær massepsykose i England. Pludselig så man tyske spioner alle mulige steder, og selv banale reklameskilte på gaden blev mistænkt for at indeholde hemmelige budskaber til de hundredtusindvis af tyske spioner, som man forestillede sig stod på lur bag hvert eneste gadehjørne i hele Storbritanien, lumskeligt formummet bag falske skæg, blå briller og allehånde andre snedige forklædninger.

Selvfølgelig var frygten voldsomt overdrevet. Bevares, der fandt tysk spionage sted i England (ligesom der også gjorde den anden vej), men generelt var agenterne ikke særligt opfindsomme; én tysk spion blev f. eks. afsløret, fordi han havde for vane at hejse det tyske flag over den husbåd, han boede på (!) Men stemningen af paranoia greb om sig og nåede helt ind i Whitehall´s regeringskredse, og afstedkom altså i sidste ende etableringen af de to agenturer til imødegåelse af den snigende trussel. Og med den Første Verdenskrig lurende lige om hjørnet skulle det hurtigt vise sig at være et ganske fornuftigt træk.

Den excentriske sir Mansfield Smith-Cumming (1859-1923), skaberen af moderne britisk spionage.

Særligt Smith-Cumming var en kontroversiel og farverig person. Efter en ulykke havde han mistet det ene ben (som han angiveligt selv snittede af med en pennekniv!) og udnyttede nu sit træben til mange sære formål; medarbejdere og kolleger fortæller således at han jævnligt sås ræse rundt i agenturets korridorer med træbenet plantet i en legetøjs-trækvogn, og under samtaler præsterede han flere gange at jage en brevkniv i træbenet, blot for at nyde samtalepartnerens naturligt nok ret chokerede ansigtsudtryk. Hans excentriske adfærd blev suppleret af hans fremtoning, bl.a. hans forkærlighed for guldrandede monokler. Det første krav til en spion er som bekendt diskretion; en spion bør ikke tiltrække sig alt for meget opmærksomhed, og skal helst gå i ét med tapetet. I så henseende var spionchefen mildt sagt ikke noget godt forbillede for sine folk. Smith-Cumming var kendt for en lang række idiosynkrasier; han skrev KUN med grønt blæk, hans kontor var forsynet med skjulte døre og hemmelige håndtag, som han kunne operere fra sit skrivebord, og hans aftalebog indeholder notater som Besøg hos Clarckson, for at købe ny forklædning. Han underskrev sig altid kun som “C” (kort for “Cumming”, må vi antage). Og den dag idag er “C” (ikke “M”!) kodenavn for den øverste leder af MI5.

“Myosotis d´Alsace” – et eksempel på et musikstykke med indbygget kodebesked!

Spionchefens excentriske adfærd kan virke overraskende, men i virkeligheden var hele tilgangen til spionage temmelig kulørt på den tid. Grænserne mellem højspændte drengebøger og virkeligheden var ret flydende, og der blev brugt koder, forklædninger og kneb, der ville klæde ethvert film-melodrama; man eksperimenterede med usynligt blæk – en engelsk agent meddelte således stolt sine foresatte, at hans eksperimenter med sæd som usynligt blæk var yderst tilfredsstillende (!) – og der blev trykt nodeark med melodier, hvor noderne var kodede skrifttegn; de kunne så fremlægges i butiksvinduer eller efterlades på caféborde, hvor andre agenter kunne læse og afkode dem. Hemmelige konstruktionstegninger til vitalt krigsmaskineri kunne skjules under harmløst udseende frimærker. Der blev udviklet kameraer der fotograferede til venstre for fotografen, så man tilsyneladende kunne rette linsen mod et eller andet helt uskyldigt, mens man i virkeligheden tog billeder af tophemmelige installationer der befandt sig til venstre for én! Opfindsomheden kendte ingen grænser. Desværre var det langtfra altid, at anvendeligheden kunne stå mål med opfindsomheden…

Illustration af, hvordan et uskyldigt frimærke – her tilmed fra det neutrale Norge! – snedigt og lumskeligt kunne skjule hemmelige beskeder…

Listigt spionkamera. Linsen er den lille på siden, den store foran…. er bare snyd!

På tysk side var spionjagten lige så intens som i Storbritanien. I Peter Taylors bog Weird War One (Imperial War Museum, 2015) berettes om en ung tysk pige, der var under mistanke for spionage til fordel for de allierede. Under en togrejse blev hun anholdt, og en grundig undersøgelse afslørede, at hun havde “hemmelige, kodede meddelelser” skrevet… på måsen! En uddybende efterforskning viste imidlertid, at hun under togrejsen havde benyttet togets toilet, og af frygt for snavs fra brædtet havde hun lagt en avisside ovenpå, inden hun satte sig. De kodede budskaber var altså blot tryksværte fra spejlvendte annoncer i Frankfurter Allgemeine Zeitung! ;-D

Mindepladen på MI5´s første kontorer, opsat 2015.

Men ud af alle disse ofte ret barnagtige aktiviteter voksede den moderne efterretningstjeneste. Og trods den overdrevent melodramatiske tilgang til efterretningsarbejdet lykkedes det faktisk både Smith-Cumming og Kell at etablere effektive hemmelige tjenester – ganske som det lykkedes tyskerne og alle da andre store krigsførende nationer. Smith-Cummings indsats blev i 2015 hædret, da English Heritage opsatte en mindeplade på huset, hvis 7. etage rummede hans første kontorer: 2, Whitehall Court, London.

Et af de felter, hvor disse tidlige spionchefers aktiviteter har sat sig synlige spor, er imidlertid i populærkulturen. Uden de første pionerer med alle deres listige forklædninger, snedige dippedutter og mystiske kodesystemer havde f.eks. historierne om James Bond givetvis været en hel del mere jævne og kedsommelige… hvis de overhovedet havde været!

***

 En ikke voldsomt historisk, men til gengæld lårklaskende morsom, skildring af britisk spionjagt under 1. Verdenskrig, kan ses HER  ;-D